Midt under rædslerne i kz- og arbejdslejren Auschwitz i Polen besluttede en gruppe rabbinere at stille Gud for retten for at afgøre, om han var skyld i folkemordet på jøderne under nazismen, fortæller nobelpristageren Eli Wiesel.

"Efter en lang retssag afgjorde rabbinerne, at Vorherre var skyldig, hvorefter en overrabbiner sluttede sagen med at erklære, at nu kunne de så alle gå til aftenbøn," forklarer Jacques Blum med et af de sjældne smil under et interview om holocaust.

At rabbinerne i den nok mest kendte kz-lejr fik lov til at føre en retssag, var bare et af de groteske eksempler på de paradokser parret med systematik, nazisternes udryddelse af jøderne og andre grupper var udtryk for.

Fredag i næste uge udkommer bogen »Auschwitz - en introduktion«, som Jacques Blum, der er kultursociolog og talsmand for Mosaisk Troessamfund, og hans samlever journalist og ph.d.-studerende Eva Bøggild har brugt det sidste halve år på at skrive. En beskrivelse så nøgtern, at man nærmest får kvalme, af, hvordan nazisterne i denne lejr myrdede over en million jøder, sigøjnere, homoseksuelle, handicappede, Jehovas Vidner og - i nazisternes øjne - politiske afvigere.

Der er ikke et eneste tillægsord i bogen, blot beskrivelse af beslutningen om at udrydde jøder og andre grupper, problemer med togdriften, der skal transportere ofrene til enten slavearbejde eller gaskamre, firmaer, der søger patent på krematorieovnene og så videre.

Så nøgternt, at korrekturlæseren, der satte kommaer i førsteudkastet efter 25 siders gennemgang, pludselig i marginen skriver: »Føj, ulækkert«.

Men hvorfor en bog om Auschwitz?

"Fordi Auschwitz er blevet et symbol på ondskab," siger Eva Bøggild.

"Jeg mener, det er vigtigt at fortælle, at Auschwitz også var noget konkret. Og så har det irriteret mig, at medierne laver så mange fejl. At Auschwitz bliver beskrevet som en udryddelseslejr, at de skriver, at seks millioner jøder blev gasset her og så videre. Auschwitz var både en udryddelseslejr og en arbejdslejr, og der døde over en million mennesker. Men der var mange måder at dø på i Auschwitz. Sygdom, henrettelse, udmattelse, sult, medicinske eksperimenter - og gaskamrene".

Hun erkender dog også, at det kan være meget svært hurtigt at finde konkrete oplysninger i de store værker om holocaust, og derfor er de 163 sider også spækket med oplysninger om størrelsen på gaskamre, ovnkapacitet, dødsmetoder, eksperimenter med mennesker, hvor mange der døde fra de forskellige grupper, der var anbragt i Auschwitz, og hvilke identitetsmærker de skulle bære.

Holocaust, folkemordet på jøder, var ikke egentligt religiøst motiveret, siger Jacques Blum.

"Jøderne blev udpeget som syndebukke med klassiske antisemitiske påhæftelser om at være »samfundsnedbrydende«, »grådige« og »konspiratoriske«. Men samtidig gik Hitlers propagandamaskine også tilbage og påstod, at alle disse ting blev legitimeret i jødernes hellige skrifter. Og Hitler sagde med reference til blandt andet korstogene og pogromer, at han ville afslutte, hvad andre allerede havde påbegyndt. Så religionen blev brugt som legitimation," siger han.

Kan ske igen

Det har længe været en diskussion, om holocaust er et almindeligt ord for folkemord, eller om ordet er knyttet specifikt til nazisternes forsøg på totalt at udrydde det jødiske folk. Bøggild og Blum er ikke i tvivl om, at den sidste definition er den rigtige.

"Holocaust er ikke unikt, for så antyder man, at det ikke kan ske igen, hverken for jøder eller for andre folkeslag. Men holocaust er noget særligt. Det er den eneste gang, hvor et demokratisk land stemmer en diktator til magten, og derefter i en situation, hvor landet (endnu) ikke er i krig, begynder at samle jøder sammen fra hele Tyskland ved hjælp af diskriminerende lovgivning. Det er heller aldrig set ført, at en magt har samlet medlemmer af et folk sammen fra Trondhjem til Thessaloniki for at være sikker på at få alle med," siger Jacques Blum.

Her viser bogen blandt andet også den omfattende registrering af jøder og andre Auschwitz-fanger, som tyskerne lagde for dagen - samtidig med at de i forhold til jøderne kunne bruge dage på at finde den sidste gamle kvinde, som var undsluppet razziaen.

Jacques Blum mener, at massakren i Screbrenica, hvor 7000 bosniske drenge og mænd blev myrdet af serberne, er det tilfælde af folkemord, som kommer tættest på at ligne holocaust, fordi serberne forsøgte at etnisk udrense muslimerne, men mændene var stadig hentet i et afgrænset geografisk område.

"Det betyder ikke, at andre folkemord er ligegyldige eller mindre vigtige," indskyder Eva Bøggild.

"Men det betyder at hvert eneste folkemord har en forhistorie, som er forskellig fra de andre. Og deres særkende skal ikke druknes i holocaust. Der er forskel på Rwanda, Cambodia, Bosnien, Irak og så Tyskland i 1930'erne".

Derfor mener hun også, at Auschwitz-dagen i januar bør handle om Auschwitz.

"Der er ingen grund til at forvirre de unge, som bør kende til holocaust-historien ved at blande folkemordene sammen på én dag, så de også skal tage stilling til napalm, giftgas og macheter. Hvis holocaust havde været unikt, så kunne man sige, at det bare var et symbol, men fordi det kan ske igen, er det vigtigt at holde fast i den historie," siger hun.

Eva Bøggild mener, at der er masser af emner omkring holocaust, som fortjener nærmere behandling.

"Man kan for eksempel sende skoleelever ud og interviewe embedsmænd om deres rolle. Adlyder de bare ordrer fra politikerne, eller tænker de på konsekvenserne af de beslutninger, de tager? Auschwitz kunne ikke have fungeret så effektivt, hvis der ikke bag linjerne sad i tusindvis af embedsmænd og udstedte tilladelser til togtransporter, registrerede konfiskerede ejendele og mange andre ting. De var små tandhjul i et stort maskineri, men hver for sig fik de det til at fungere. Eller spørg lægerne, hvor meget de tænker i konsekvenser, når de udfører medicinske forsøg. Lægevidenskabeligt skabte Auschwitz og andre kz-lejre landvindinger, fordi lægerne havde mennesker til rådighed. Man kan da godt overveje, om de var prisen værd".

Marginalisering af minoriteter

Kender man ikke baggrunden for holocaust, så er det også umuligt at læse de tegn, der skal til for at forhindre et nyt, siger Jacques Blum - som samtidig afviser, at en vigtigere bog havde været bogen om netop tegnene på, at et folkemord var under opsejling.

"Dybest set kan man kun gætte, hvad der førte frem til det. Men slutresultatet kender vi. Var det Versailles-freden, der banede vejen for Hitlers magtovertagelse, udgrænsningen af minoriteter eller tyskernes ønske om storhed efter nederlaget i Første Verdenskrig, der fik mange af dem til at se stort på prisen for den?"

Jacques Blum og Eva Bøggild er enige om, at holocaust kan gentage sig. Og at historien viser, at en demokratisk styreform ikke er en hindring. Det var ikke en speciel tysk forekomst. Det kunne lige så godt have været en dansk, hvis forudsætninger kommer til stede.

"Jeg kan huske, at forfatteren Henrik Stangerup kritiserede »Oprør fra midten«, da den kom i 1978. (»Oprør fra midten« var en debatbog om et godt samfunds indretning skrevet af Niels I Meyer, K. Helveg Petersen og Villy Sørensen, red). Forfatterne havde ifølge Stangerup forsøgt at skabe en utopi, hvor der ikke var taget stilling til minoriteter og skæve eksistenser. Derfor mente Stangerup, at »så kunne de lige så godt have bygget Auschwitz op igen«," siger Jacques Blum.

For en ting er sikker: Marginalisering af minoriteter er i hvert fald en sikker kurs mod noget værre.

Når bogen præsenteres på torsdag vil ambassadører fra blandt andet USA, Rusland og Polen give deres bud på, hvorfor det stadig er vigtigt at undervise i holocaust. Ved receptionen vil repræsentanter fra de grupper, som blev bragt til og ombragt i Auschwitz også være til stede.