Hvor dybt stikker kristendommen i vestlige, sekulariserede lande? Og hvordan skal man måle det? Man kan tælle kirkegængere, opregne medlemsprocenter – eller man kan se på, hvor mange der ville kalde sig selv kristne. Man kan også gå en anden vej og undersøge, hvordan sprog og forestillinger trækker på – eller ikke trækker på – centrale kristne figurer.
Det sidste er, hvad britiske Nick Spencer har gjort i bogen ”The Political Samaritan” (den politiske samaritaner), der netop er udkommet på engelsk med undertitlen ”How Power Hijacked a Parable” (”hvordan magten kaprede en lignelse”). Nick Spencer har et skarpt blik for samspillet mellem religion og samfund, som er fokus for den britiske tænketank Theos, hvor han er forskningsdirektør.
Spencer har set på, hvordan politikere fra hele det politiske spektrum har brugt Lukasevangeliets lignelse om den barmhjertige samaritaner, næstekærlighedens fortælling par excellence. 70 procent af briterne angiver ifølge en spørgeskemaundersøgelse fra 2015, at de har læst eller hørt lignelsen, og i Storbritannien er den øjensynligt undtagelsen, der bekræfter reglen om, at religiøs retorik ikke er gangbar politisk mønt.
Hvad bruger de så lignelsen til, de britiske politikere? Lidt af hvert. Margaret Thatcher fremhæver samaritaneren som en økonomisk velstående mand, der personligt tager sig af et andet menneske og gør det langt bedre end en anonym stat ville gøre det. For arbejderpartiet Labours politikere bliver lignelsen derimod stik modsat typisk et argument for kollektiv handlen og ansvarlighed. Mens Thatcher og Tony Blair begge eksplicit nævner lignelsen, henviser andre politikere som for eksempel Gordon Brown mere indirekte til den med vendinger som ”at hjælpe en næste i nød” eller ”ikke at gå forbi”.
Nick Spencer viser, hvordan lignelsen om den barmhjertige samaritaner kommer i brug inden for vidt forskellige politikområder: flygtninge og integration, sundheds- og velfærdspolitik, som argument for frivillighed og personligt engagement og for international nødhjælp. En Labour-politiker finder endda lignelsen frem som argument for væbnet intervention mod Islamisk Stat i Syrien, ”den barmhjertige samaritaner i skikkelse af Charles Bronson”, som en politisk iagttager karakteriserer denne brug af lignelsen. I praksis er der med andre ord vide anvendelsesmuligheder for lignelsen.
Spencer ser også på den barmhjertige samaritaner i et mere fortolkningshistorisk lys og konkluderer her, at lignelsens ”egentlige mening” ikke er entydig, men at der i bibelteksten er en række muligheder for fortolkning.
Mest interessant er dog Nick Spencers overvejelser over, hvad brugen af den barmhjertige samaritaner siger om kristendommens stilling i et samfund, hvor under 50 procent af befolkningen ifølge en undersøgelse fra 2016 kalder sig kristne.
At lignelsen stadig er i politisk omløb, er ifølge Spencer ikke bevis, men dog indicium på, at samfundet på et dybere niveau fortsat er præget af kristne idéer, fortællinger og værdier. Ligesom landskabet er formet af istiden, sådan er det engelske samfund formet af kristendommen, og den formning er trods omfattende sekularisering ikke erstattet af et andet værdisæt.
Politikere kan ikke henvise til personlige åbenbaringer eller skriftsteder som argumenter for dette eller hint, men når aktive politikere fortsat kan bruge den barmhjertige samaritaner i diskussioner, så peger det på, at der ikke er et så ”clear cut”-forhold mellem religion og politik, som for eksempel en politisk filosof som John Rawls har anført. For Spencer er brugen af den barmhjertige samaritaner et argument for, at vores forestillinger om offentligt og rationelt må være så rummelige, at der også er plads til baggrundskulturens overbevisninger, værdier og grundlæggende fortællinger.
Det er mobiliseringen af disse dybere, kulturelle lag, som for eksempel lignelsen om den barmhjertige samaritaner, der gør, at politik ikke bliver en kortsigtet, overfladisk og teknokratisk disciplin, men tværtimod også kommer til at handle om det vigtige, det meningsfulde og det menneskelige og bliver en påmindelse om vores ansvar over for hinanden.
Birgitte Stoklund Larsen er generalsekretær i Bibelselskabet.