Prøv avisen
Interview

Den bedste julegave er tilgivelse

Karen Dich og hendes far fejrer hvert år deres genetablerede forhold med en julefrokost på årsdagen for forsoningen. – Foto: Katrine Fugl

Op mod jul i 2009 blev Karen Dich uvenner med sin far. Men det var også i julen, de to forsonedes igen. Julen er en tid for mirakler, mener hun i dag

Anden juledag 2013 stillede en dengang 24-årig datter en flaske vin på trappestenen foran sin fars hus. Kort forinden havde hun banket på døren, men der var ikke blevet lukket op. Derfor havde hun skrevet en besked på flaskens etiket – at hun havde været der, og at hun var ked af, at han ikke lukkede op. Det havde ellers været Karen Dichs intention at forsone sig med sin far efter fire år med næsten radiotavshed mellem de to. Nu måtte hun vende om og gå igen.

Fortællingen her handler ikke om en dør, der forblev lukket. For den blev faktisk åbnet. Men at der overhovedet var behov for en forsonende flaske vin, skal man tilbage til 2009 for at forstå.

I begyndelsen af december det år forsøgte Karen Dich som voksent skilsmissebarn at få kabalen af forestående julearrangementer til at gå op, så der ville blive tid med begge forældre og deres familier. Men det førte til et skænderi med faderen, der følte sig svigtet, og som derfor ifølge Karen Dich endte med at bede hende om at gå og aldrig vise sig i hans hjem igen. Efterhånden som dagene gik, forstod datteren, at han faktisk havde ment, hvad han havde sagt.

”Det var svært for mig at indse, at jeg ikke kunne få den relation til at fungere, som ellers skulle være præget af betingelsesløs kærlighed. Hvis ikke engang min far ville mig, hvad så? Jeg forsøgte et par gange at tage kontakt, men jeg mødte gentagne afvisninger og endte med at trække mig. Man kan ikke blive ved med at kaste sit hjerte ud i snor,” siger Karen Dich.

Årene gik, og hun savnede sin far, som hun før konflikten havde et tæt forhold til. Tidligere havde hun kunnet betro sig til ham og tale med om alt fra politik til sit kærlighedsliv. Nu var han der ikke længere.

Samtidig følte hun sig også uretfærdigt behandlet. Det var ham, der burde række ud og sige undskyld, syntes hun. Han burde være den voksne af de to.

”Men efterhånden gik det op for mig, at det ikke var vejen frem. Hvis jeg ville forsone mig med ham, var jeg nødt til at tilgive og starte forfra og ikke begynde med alt det, vi ikke kunne blive enige om.”

Det var derfor, Karen Dich anden juledag havde købt en flaske vin det eneste sted, der havde åbent – tankstationen – og var troppet op hos faderen.

Nu var hun imidlertid på vej hjem igen med uforettet sag, da der tikkede en sms ind på hendes telefon. Han havde været i bad, da hun var kommet, og havde derfor ikke hørt hendes banken. Om de kunne lave en aftale en af dagene?

”Jeg besøgte ham flere gange i den kommende tid. Først bare i halvanden times tid. Der var behov for små skridt, for det var meget skrøbeligt imellem os. Jeg var startet på universitetet og havde fået et arbejde i den tid, vi ikke havde set hinanden, så der var mange ting at tale om, før vi overhovedet kunne begynde at tale om det, der havde skilt os ad i sin tid,” husker Karen Dich.

I dag har de to berørt det skænderi, der udløste deres årelange konflikt, et par gange. Og det er gået op for hende, at hun ikke behøver at få ham overbevist om, at hun har ret og var den forurettede af de to.

”Jeg har i bund og grund lært, at det er mere vigtigt at have en relation end ikke at have den,” siger Karen Dich, der i dag er 29 år og bor i København.

Hvor det altså var planlægningen af juletiden, der skilte de to ad, var det også på grund af julen, de to forsonedes. I dag har far og datter lavet en fast tradition med julefrokost anden juledag hvert år for at fejre, at de taler sammen igen, fortæller Karen Dich.

”Grundlæggende er tilgivelse en af de fineste egenskaber. Julen handler om at give hinanden tid, nærvær og gaver. Og for mig at se er tilgivelse en stor gave – både til den, man tilgiver, men det er i virkeligheden også noget, man giver sig selv. At jeg har tilgivet min far, også selvom han måske ikke har sagt undskyld, har sat mig fri for nag og gjort, at jeg har kunnet komme videre i mit liv.”

Og så er der sket noget skelsættende for Karen Dich. I år skal hun for første gang i mange år holde jul med begge sine forældre, sin lillebror og sin mors familie. Og hun er værten, der har samlet tropperne.

”Julen er i sandhed miraklernes tid.”