Vi elsker for evigt, elsker med hele vores hjerte og elsker overalt på Jorden. Men der er alligevel kulturforskelle, og når søndagens tekst opfordrer til kærlighed, har Jesu ord om ”at elske” været forstået anderledes i hans jødiske kontekst, end det bliver i dag.
Først og fremmest fordi kærligheden, når Jesus siger ”elsker I mig, så hold mine bud”, skal ses som en befalende kærlighed, og ikke nødvendigvis en romantisk kærlighed, der involverer blussende kinder. Det vurderer Pia Søltoft, der er sognepræst i Christians og Esajas Kirker i Københavns Stift og forfatter til bogen ”Kierkegaard og kærlighedens kendetegn”, som udkom i marts.
”Det er tydeligt, at teksten ikke handler om kærlighed som et patologisk fænomen, altså som en følelse, for det kan man ikke forpligtes til – man kan for eksempel ikke være forpligtet til at forelske sig i sin kæreste. Så når kærligheden bliver gjort til en forpligtelse, er der tale om en særlig måde at forholde sig på. En grundlæggende velvillighed, kunne man også kalde det.”
Mens kærlighed altid har eksisteret, har man i forskellige tider defineret begrebet forskelligt. Vi lever i en tid efter det romantiske kærlighedsbegreb, og det forklarer, hvorfor man i nutiden kan have den opfattelse, at hede følelser og mødet med ”den eneste ene” er den endegyldige definition på kærlighed.
”Det er en romantisk tanke, som ingen i hverken Det Nye Testamente eller Det Gamle Testamente havde hørt om. Det havde reformatoren Martin Luther heller ikke for bare 500 år siden. Med romantikken fik kærligheden til ”den eneste ene” guddommelig status. Idet Vor Herre under sekulariseringen fik en mindre dominerende rolle, indsatte man i stedet kærligheden til sin mand eller kone som det, der skulle give livet mening. Sådan har man i hvert fald ikke brugt kærlighed i Det Nye og Det Gamle Testamente. Der var kærlighed nærmere en respektfuld og ærefuld måde at forholde sig til Gud og det andet menneske på,” siger Pia Søltoft.
Men selvom det ”at elske” gennem tiden har skiftet karakter, er der alligevel en dimension ved kærlighedsbegrebet i søndagens tekst, som gør, at det ikke blot på nudansk kan erstattes af ”acceptere” eller ”behandle ordentligt”. For at illustrere den pointe nævner Pia Søltoft, at den tyske filosof Immanuel Kant i 1700-tallet fortolkede kristendommens kærlighedsbud som ”velgerning af pligt”:
”Et eller andet sted er hans betydning jo rigtig nok, men til gengæld bliver det også en lille smule sterilt. I både næstekærlighed og kærlighed til Gud ligger jo også en lidenskab eller en hengivenhed. Søren Kierkegaard sammenlignede faktisk ofte tro og forelskelse, for i begge tilfælde hengiver man sig til noget, der er større end en selv. Det er den samme hengivenhed, der ligger i begrebet kærlighed, som ikke rigtigt bliver indfanget, hvis man bare oversætter det til velgerning af pligt.”
Hvordan det på Jesu tid så konkret har udmøntet sig, at man efterlevede tekstens befaling om at elske, er sværere at sætte ord på. Pia Søltoft fortæller, at mens der gennem tiden – ikke i Bibelen, men for eksempel i pietismen – har været en tendens til, at der er visse ting, man skal gøre, og andre ting, man skal undlade at gøre, er det afgørende i søndagens tekst, at der ikke er nogen konkrete gerninger, som kan demonstrere kærligheden til Gud.
Selvom Det Nye Testamente er spækket med lignelser, der illustrerer, hvordan man er en kærlig kristen – for eksempel historien om den barmhjertige samaritaner – resulterer efterligninger af de konkrete handlinger fra lignelserne ikke nødvendigvis i, at man er en kærlig kristen, da det handler om sindelaget eller rettere samvittigheden bag.
”Tekstens bud om at elske handler grundlæggende om måden, man forholder sig til Gud og det andet menneske på. At elske Gud er den kærlighed, man forpligtes til, i og med at man ser bort fra sig selv og sin egen selvkærlighed for at elske ethvert andet menneske, som man elsker sig selv,” siger hun.
Og sådan mener Pia Søltoft faktisk også, at en almindelig jøde på Jesu tid ville have forstået søndagstekstens forpligtelse til at elske. Selvom det trods alt havde været nemmere at få at vide, at man ikke må blande mælk og kød, end at kærlighedsbuddet er op til ens egen samvittighed.