Prøv avisen

Den ensomme død

Mens flere og flere danskere overvejer store begravelser, er der også flere og flere, der både dør og begraves ensomme. Enten fordi de ikke har pårørende, eller fordi de pårørende ikke ønsker at arrangere begravelsen. -- Foto: Miriam Kjer og Kirsten Gregers Jørgensen.

I syv af landets 10 største kommuner vokser antallet af begravelser, hvor der ikke er nogen pårørende til afdøde. Det ligger i tiden, at vi bliver mere ensomme i livet og derfor også i døden, mener fagfolk

" ... er afgået ved døden på Hvidovre Hospital. Eventuelle pårørende bedes henvende sig til kapellet."

Vi støder på dem jævnligt i aviserne. Dødsannoncerne for alle dem som dør, uden omverdenen bemærker det. Folk som enten dør i hjemmet, på plejehjem eller hospitaler og ender med en kommunal begravelse.

En rundringning til landets største kommuner viser, at der bliver flere og flere af de kommunale begravelser, men egentlig statistik føres der ikke. Derfor ved man ikke, hvor mange der havde familiemedlemmer, og hvor mange der ikke havde. Man ved heller ikke noget om, hvor eller hvordan de døde. Var de alene? Døde de på et hospital, på et plejehjem eller i hjemmet?

– Det er simpelthen noget, vi har overset. Måske fordi vi gerne selv vil bevare illusionen om, at ingen dør ensomme, siger sognepræst Helle Delcin Yskes fra Holsted ved Ribe.

Hun er forundret over, at der ikke føres bedre statistik over de kommunale begravelser og synes, at det bør ændres i fremtiden. For eksempel kan man registrere, om det er familiemedlemmer, der anmelder den døde til kirkekontoret, eller man kan tælle antallet af kirkegængere ved de kommunale begravelser, foreslår hun.

Nogle af de afdøde vil være en del af politiets statistik over antallet af dødfundne. I 2005 blev der fundet 5196 mennesker, som døde alene i deres eget hjem. I 2002 var tallet 5058, og dengang undersøgte læge Else Smith fra Statens Seruminstitut de dødfundne i København – som den eneste herhjemme. Hun fandt ud af, at mere end en tredjedel lå døde i over to døgn. Men i dag er der ingen, som kender tallet. Og altså heller ikke antallet af kommunale begravelser i Danmark.

Når en person ender med en kommunal begravelse, er det enten fordi, der ikke er nogen pårørende, eller fordi de ikke kan eller vil betale. Den sidste gruppe oplever Keld Hilslev, der bliver flere af. Han er bedemand hos Begravelse Danmark, som har ansvaret for de kommunale begravelser på Nørrebro og Nordvestkvarteret i København.

– Inden for det seneste års tid har jeg oplevet mange offentlige begravelser, hvor der rent faktisk var pårørende, men de ville simpelthen ikke have noget med begravelsen at gøre, siger han.

I bedemandsforretningen sker det ofte, at de har én kommunal begravelse om dagen. De står nemlig for hovedparten af Københavns 300 årlige kommunale begravelser, hvoraf næsten alle de afdøde er mænd.

Ifølge Keld Hilslev oplever han engang imellem, at der dukker personer op til begravelsen, også familien selv om de ikke har villet betale. Men det normale ved en kommunal begravelse er, at ingen møder op.

– Det fortæller lidt om, hvor ensom man har været i livet, når man også er det i døden, siger kordegn Karin Larsen fra Utterslev Kirke. Det er en af de kirker, som danner rammen om Københavns offentlige begravelser.

Ensomheden i livet og dermed også i døden hænger sammen med den måde, vi lever på i dag, mener Michael Hviid Jacobsen, sociolog med speciale i døden ved Aalborg Universitet. Vores liv bliver mere individuelt orienteret, vi bor ikke samme sted hele livet og ofte langt fra børnene. Derfor er der større risiko for at miste sit netværk, forklarer han.

Det er Lars Benjaminsen fra Socialforskningsinstituttet enig i. Han er sociolog med speciale i socialt udsatte mennesker.

– Det er et vilkår i Danmark, at der er en del mennesker, som ikke har et socialt netværk. Samfundet er blevet mere individualiseret, så familienetværkene er ikke så stærke. Og for socialt udsatte mennesker er familienetværket slet ikke en naturlig del af hverdagen, så de er selvfølgelig mere sårbare, siger han.

Men det er ikke kun måden, vi lever på fysisk, som kan betyde større risiko for isolation blandt mennesker. Det er også vores moderne menneskesyn, som dikterer, at vi skal være stærke og ikke udvise svaghed. Det mener Bjarne Lenau Henriksen, der er præst og chef for Kirkens Korshær, en hjælpeorganisation for samfundets udstødte. Han påpeger, det ligger i tiden, at vi ikke tager os af hinanden.

– Vores menneskesyn i dag kræver, at vi skal klare os selv. Vi må ikke ligge nogen til byrde i livet, og derfor skal vi heller ikke lægge nogen til byrde, når vi skal dø, udtaler han.

Ud over at vi flytter meget rundt, mener Michael Hviid Jacobsen også, at mange ældre udstødes af samfundet, fordi omsorgen varetages af det offentlige.

– De ældre i dag har ikke berøringsflade med ret mange, fordi de ikke indgår som en integreret del af samfundslivet. De er frataget den rolle, de tidligere havde som autoriteter i samfundet, hvilket godt kan få dem til at føle sig ensomme, siger han.

Ensomheden er noget, der opfattes som et stigende problem hos den folkekirkelige landsorganisation Samvirkende Menighedsplejer. En organisation af frivillige, som arbejder i 315 af landets 2121 sogne med blandt andet besøgstjenester for ensomme.

– Vi får flere og flere henvendelser fra mennesker, som er ensomme, og vi opretter stadig flere besøgstjenester, siger generalsekretær Kirsten Laursen.

Også hun mener, at problemet skyldes familiestrukturen, fordi man ikke længere har det sammenhold på tværs af generationer, man havde engang, og fordi familiemedlemmer lever længere fra hinanden.

kirke@kristeligt-dagblad.dk

FaktaDen sidste rejse

**Vi skal alle dø, men vi kommer herfra på meget forskellig vis. Nogle dør omgivet af deres nærmeste familie. Andre dør alene. Nogle bliver sunget ud, andre bæres bort i stilhed. Nogle bliver begravet, andre brændt. Nogle får sat en sten, andre vil helst glemmes. Kristeligt Dagblad bringer i den kommende tid en serie om den sidste rejse.

Alle artikler i serien kan læses på kristeligt-dagblad.dk

Mens flere og flere danskere overvejer store begravelser, er der også flere og flere, der både dør og begraves ensomme. Enten fordi de ikke har pårørende, eller fordi de pårørende ikke ønsker at arrangere begravelsen. -- Foto: Miriam Kjer og Kirsten Gregers Jørgensen.