Prøv avisen

Den ensomme kaptajn på eget skib

"Jeg synes vi skal bevæge os hen imod mere netværk i provstierne. Præsterne i et provsti kan eksempelvis have hver sit ansvarsområde, i stedet for at vi skal kunne det hele," siger Morten Miland Samuelsen, der her ses på den vej, hans præstegård ligger på.

Sognepræst Morten Miland Samuelsen er én ud af mange præster i folkekirken, som synes, at præstejobbet er ensomt. Han savner et kollegialt fællesskab og kantinesnak

"Jeg bliver så misundelig på håndværkere, når jeg ser dem arbejde," siger den 48-årige sognepræst Morten Miland Samuelsen, mens han kigger på to elektrikere, der er i fuld gang med at få fjernbetjeningen til markisen på terassen til at virke igen.

"De arbejder altid i et team. Lærlingen lærer noget af den erfarne, mens den erfarne lærer noget af at lære fra sig. Sådan ville jeg gerne have det," siger han.

Morten Miland Samuelsen er præst i Haralds Sogn i Høje Gladsaxe lidt uden for København. Han hører til det store flertal af præster i folkekirken, der synes, at præstejobbet er ensomt. Nogle gange så ensomt, at det gør ham initiativløs og trist.

"Jeg oplever blandt andet en fysisk ensomhed. Selv om jeg er præst i et bysogn, så sidder jeg alene i præstegården og arbejder, for der er ikke plads til et kontor i kirken, hvor de andre medarbejdere har deres daglige gang. Der er ingen, der lige smutter forbi, og der er heller ingen at spise frokost med. Jeg savner kantinesnakken. Her har jeg kun mig selv at snakke med," siger han.

Men ensomheden har også rod i fraværet af teologisk diskussion præsterne imellem. Han mangler en at snakke med om søndagens tekst og en han kan udvikle god og indholdsrig konfirmandundervisning med.

"Det ville være rart, hvis man efter en gudstjeneste kunne tale med en ligestillet om, hvad der gik godt, og hvad der gik galt. Uden at jeg vil nedgøre de ansatte i kirken, så er jeg den eneste, der har en teologisk baggrund, og derfor kan de med rette ikke give den faglige feedback, jeg savner," siger han.

Når Morten Miland Samuelsen skriver sine prædikener, falder han efter eget udsagn lidt for ofte i den grøft, hvor han bruger søndagens tekst til at belyse de spørgsmål, der optager ham selv.

"Efter gudstjenesten i søndags gik det op for mig, at nogle af dem, der havde fundet vej til kirkebænken, slet ikke fik noget ud af det, jeg stod og sagde. Jeg havde intet budskab til den person med ægteskabsproblemer, som jeg talte med efter sidste søndags gudstjeneste. Forkyndelsen bliver hurtig for smal, når man er alene om det. Ved en teologisk debat med nogle kolleger kunne man idéudvikle over prædikenbudskaber og få ny inspiration," siger han.

Mangler initiativ

For seks år siden fik Morten Miland Samuelsen en voldsom depression. Han var ved at afslutte en ph.d. i praktisk teologi om kristent fællesskab i storbyen samtidig med præstejobbet. Og det blev for meget. Han var meget alene, og ensomheden fik de depressive symptomer til blusse op. Han tog orlov i fire måneder og kom blandt andet i terapi på Institut for Sjælesorg i Modum Bad i Norge. Der oplevede han, at alene fællesskabet med andre mennesker var helbredende for ham.

"Det undrer mig indimellem, at danske folkekirkepræster er alene om deres arbejde. I Det Nye Testamente er der sjældent personer, der bringer budskabet på egen hånd. De går alle rundt i grupper og diskuterer det med hinanden. For mig føles det teologisk forkert at arbejde alene, når det handler om kristendom," siger han.

Selv mener Morten Miland Samuelsen, at han er et produkt af sin skoletid, hvor gruppearbejde stod højt på listen. Han er sikker på, at mange opgaver ville bliver løst hurtigere, hvis han var en del af et arbejdsfællesskab.

"Forleden havde jeg for første gang i lang tid en hel dag uden aftaler, og jeg havde derfor lavet en lang, men ikke urealistisk liste over, hvad jeg skulle nå i løbet af dagen. Men da dagen var omme, havde jeg kun fået lavet halvdelen af, hvad der stod på listen. Det siger måske noget om min mangel på selvdiciplin, men for mig bunder det også i at være alene om alting. Det føles ind i mellem trist og ensomt," siger han.

Den er gal med strukturen

Mens Morten Miland Samuelsen sidder og taler om det ensomme, men gode job, som han holder meget af, er han godt klar over, at hvis nogen skal gøre noget ved det, kan det ligeså godt være ham selv som så mange andre. Men han tror, at den grundlæggende årsag til problemet skal findes i folkekirkens struktur, og at ændringen skal komme oppe- fra.

"Jeg har været med i et netværk af præster, der mødtes indimellem til lidt kaffe og teologisk snak og udveksling, men det glider hurtigt ud i sandet, fordi præster efterhånden har meget travlt og skæve arbejdstider. Og når man er kørt tilstrækkelig langt ud i ensomheden, så tager man heller ikke den slags initiativer," siger han.

Han tror, at folkekirkens kongstanke om præsten som første kaptajn og ankermand i sognet og kirken låser præsterne fast, og strukturen giver ikke frihed nok til at tænke i præstefællesskaber.

"Jeg synes, vi skal bevæge os hen imod mere netværk i provstierne. Præsterne i et provsti kan eksempelvis have hver sit ansvarsområde, i stedet for at vi skal kunne det hele. Én er måske god til konfirmander, mens en anden er god til arbejdet med de ældre i sognet. Selv om vi har særlige ansvarsområder, kunne vi stadig stå for gudstjenesterne og de kirkelige handlinger i vores egne kirker. På den måde ville vi blive tvunget til mere samarbejde, og det tror jeg er nødvendigt," siger han.

Han så også gerne, at man i bysognene fik kontorfællesskaber mellem præsterne, så der ikke var så lang vej til en lille korridorsnak om næste uges prædiken eller en pudsig oplevelse på vej til arbejde.