Frans af Assisi er en af den katolske kirkes mest kendte og mest elskede helgener, og hans hjemby i Umbrien i det centrale Italien er Europas tredjestørste pilgrimsmål efter Lourdes i Frankrig og Compostela i Spanien.
Men selv om Frans af Assisis budskab kan synes konfliktløst og nærmest politisk korrekt i dag med sin vægt på broderskabet mellem mennesker og respekten for dyrene og naturen som udtryk for skaberværket, var det kontroversielt allerede i 1200-tallet. Og er det stadig 800 år senere, selv om franciskanerne altid har sørget for at holde sig inden for rammerne af den katolske kirke.
Og selv om pave Benedikt XVI under sit besøg i Assisi i 2007 opfordrede franciskanerne til "at gå ud at reparere Guds hus", har forholdet mellem den tidligere kardinal Ratzinger og gråbrødrene ikke altid været lige hjerteligt.
Pave Benedikts opfordring var en gentagelse af de ord, Frans hørte i San Damiano-kirken i Assisi under det, som er blevet beskrevet som hans omvendelse.
Frans af Assisi, eller Giovanni som hans fødenavn er, var søn af en rig handelsmand i Assisi. Som helt ung mand levede han et liv i sus og dus og forestillede sig en karriere som ridder, men blev i stigende grad optaget en åndelig søgen.
Det var under en bøn i San Damiano-kirken i slutningen af 1205, at han pludselig hørte Jesu stemme fra korset: "Frans, gå og byg min kirke op, som du ser styrter i fordærvelse".
San Damiano-kirken var ganske rigtigt i en sølle forfatning, og Frans begyndte at genopbygge den med sine bare hænder. Han genopbyggede også Porzion-cola-kapellet, hvor han i 1209 skulle grundlægge sit broderskab.
Men det var ikke kun den fysiske kirke, Frans skulle genopbygge, og vendepunktet blev mødet med de spedalske, som skulle mærke Frans for livet og lægge fundamentet til den særlige franciskanske åndelighed, hvis grundlag er skæbnefællesskabet med de udstødte.
Som sine samtidige væmmedes Frans ved de spedalske. Som han selv skriver i sit Testamente:
"Da jeg levede i synd, var det mig uendeligt bittert at se de spedalske. Og Herren førte mig til dem, og derefter trådte jeg ud af verden".
"Synet af de spedalske", skriver den franske historiker André Vauchez i en ny biografi om Den hellige Frans, "synes at have virket på Frans som et spejlbillede af hans egen syndighed. Dette skæbnefællesskab med menneskehedens mest foragtede medlemmer skulle omsider gøre det muligt for ham at finde Gud i Kristus, som identificerede sig med verdens elendighed".
Fra dette øjeblik havde Frans fundet sit kald. Han ville så vidt muligt leve som Kristus. Det vil sige i fattigdom og som omvandrende prædikant, der bringer evangeliet til sine medmennesker.
Frans var ikke teolog. Han var temmelig udannet og levede troen som en nærmest fysisk oplevelse. Hans bøn var afbrudt af tårer. Under en retræte i Toscana i 1224, to år før sin død, beder han så inderligt, at hans krop mærkes af Kristi stigmata.
Netop Frans' forsøg på at leve som Kristus har bidraget til hans kontroversielle image.
Hans samtidige og den første, der skrev en biografi om Frans, Thomas af Celano, kalder ham for "en ny apostel", mens tekstsamlingen Fioretti fra 1300-tallet ligefrem kalder ham for "alter Christus", en anden Kristus. Hvilket får præsten Erasmus Alber til at angribe dette "stigmatiserede idol, man kalder Frans".
I 1208 havde en lille gruppe på 12 – ligesom aspostlene ifølge traditionen – valgt at følge Frans og hans lære om at missionere og gøre bod.
Europa myldrede på den tid af forskellige religiøse bevægelser, hver med deres udlægning af den kristne, og Vatikanet havde sit hyr med at skille den rette tro ud fra kætteriet.
Adskillige af disse grupper satte spørgsmålstegn ved pavens magt og ved den overflod, der herskede ved pavehoffet, og prædikede direkte ulydighed mod paven.
Det gjorde Frans ikke. Han ville tværtimod forankre sit broderskab i kirken, og det var for at gardere sig mod beskyldninger om kætteri og undergravende virksomhed, at han i 1209 tog til Rom for at forelægge sin endnu uskrevne munkeregel for pave Innocens III, som gav sin mundtlige godkendelse.
Men selvom Frans bliver kanoniseret kort efter sin død, har den katolske kirke haft et kompliceret forhold til Frans og hans radikale krav om fattigdom, næstekærlighed og fred.
"Frans' budskab var subversivt i den forstand, at han benægtede muligheden for oprettelse af Guds rige på jorden. Dermed undergravede han selve tanken om den kristne stat, som pavemagten forsøgte at etablere", påpeger Vauchez.
Siden er Frans af Assisi blevet set som renæssancens og humanismens forløber snarere end en religiøs tænker, og hans budskab reduceret til en harmløs opfordring til at elske dyrene og de små fugle, blandt andet med rod i en overfladisk læsning af Solsangen, hymnen hvor han hylder menneskets slægtskab med hele skaberværket, fra "broder sol og søster måne" til "søster død". Og kirkens højrefløj har set franciskanerne og deres solidaritet med de fattigste som de rene kommunister.
Men Frans' budskab om fred og broderskab med udspring i Guds kærlighed har også inspireret for eksempel pave Johannes Paul II til fredsmødet og den fælles bøn mellem de store religioner i Assisi i 1986.
Siden har franciscanerne i Assisi af egen drift engageret sig i religionsdialogen med andre religioner. I en sådan grad at det faldt lederen af Vatikanets kongregation for tro og doktrin, kardinal Ratzinger for brystet.
Og noget af det første, han gjorde som nyudnævnt pave Benedikt XVI, var at kalde franciskanerne til orden og underkaste dem biskoppen af Assisis autoritet, den konservative biskop Ruini.
Men nu ånder alt fred og fordragelighed mellem Assisi og Vatikanet, siger franciskanernes talsmand, Francesco Bonucci.
– Paven gjorde ret i at minde os om, at vi skulle huske at holde vores biskop orienteret om vore aktiviteter, siger han.
Helt så idyllisk er det ikke, mener André Vauchez.
"Assisi fremstår stadig som et "anti-Rom" uden den overdådighed og rigdom, man kan bebrejde Vatikanet. Men hvis den fattige fra Assisi siden det 19. århundrede er blevet en central figur, er det også, fordi han i manges øjne inkarnerer essensen af kristendommen", skriver historikeren.
"Han opleves som den første sande kristne siden Kristus".