Desmond Tutu er i Danmark. Året er 2004, og den daværende ærkebiskop og leder af den anglikanske kirke i Sydafrika er på besøg for at takke regering, Folketing og folkekirke for støtten til at vælte det racistiske apartheidstyre.
Tutu ankommer til det gamle Radiohus for at blive interviewet af DR-værten Clement Kjærsgaard. Den ellers så rapmundede vært bliver hurtigt tavs. Could we start with a prayer? (kan vi begynde med en bøn?), spørger den lille gråhårede mand med de plirrende øjne som det første. Clement Kjærsgaard svarer ja. Og mens der fra en forvirret DR-medarbejder i højttalervognen lyder et hvad fanden foregår der?, beder Desmond Tutu sammen med Clement Kjærsgaard om, at interviewet må forløbe godt, at intervieweren må kunne bære sit ansvar, og at han selv må sige sandheden. En ganske kort bøn efterfulgt af et amen. Så går interviewet i gang.
Det kan han gøre. Uden at folk synes, at det rabler for manden. En dansk biskop kunne næppe gøre det på samme måde. Eller ret mange andre, siger sognepræst Poul Erik Knudsen.
Han kender Desmond Tutus virke under apartheid særdeles godt. Som tidligere formand for den danske afdeling af Kirkernes Raceprogram, der eksisterede 1971-1996, var han i samarbejde med kirker på verdensplan med til at lægge pres på apartheidstyret.
På mandag modtager Desmond Tutu Templetonprisen for sit livslange arbejde med at fremme åndelige principper såsom kærlighed og tilgivelse, som har hjulpet mennesker til frihed over hele verden. Prisen går til en mand, der er verdensberømt for sin frygtløse modstand mod det hvide terrorstyre. Men hvem er egentlig teologen Tutu?
Episoden i Radiohuset viser ifølge Poul Erik Knudsen, at teologen er umulig at adskille fra den inderligt kristne Tutu. Eller for den sags skyld den politiske eller aktivistiske Tutu.
Hans originalitet ligger i, at han er så stærkt et sandhedsvidne i forhold til evangeliet og dets betydning i de samfundsmæssige problemer, han befandt sig i under apartheid. Han er en meget vidende teolog tidligere var han den bedst uddannede afrikanske teolog, der fandtes. Men han har aldrig skrevet tykke teologiske lærebøger, og det, han siger, er ofte meget elementært. Man kan kalde ham erfaringsteolog, fordi hans liv og teologi er så tæt kædet sammen. Han talte altid med Bibelen i hånden, og hans humor var skarp. Vi lånte ham under et af hans besøg i Danmark i 1980erne. Jeg husker ham sige, at den første fejl, de hvide begik, var at give de sorte Bibelen, because we take it serious (fordi vi tager den seriøst), siger Poul Erik Knudsen og tilføjer:
At han kan stille sig op og indlede et interview med en bøn, skyldes de lidelser, hans folk og han selv har været udsat for. Men også at han er så stor en ånd og har så stærk en spiritualitet.
Tre ting gør Tutus teologi til noget særligt: For det første den anglikanske kirkes særlige betoning af, at alle mennesker er skabt i Guds billede. For det andet hans opfattelse af forsoning. Og for det tredje hans optagethed af det afrikanske og førkristne begreb ubuntu.
Det mener Peter Lodberg, lektor i teologi ved Aarhus Universitet og forfatter til bogen Håbets fyrtårn om Desmond Tutu.
Desmond Tutu tager ifølge Peter Lodberg afsæt i den såkaldte skabelsesteologi.
Tutu har den opfattelse, at ethvert menneske er skabt i Guds billede. Det betyder, at der uanset religiøse, politiske og racemæssige forskelle er en menneskelig værdighed og ligeværdighed, der er gudsskabt og derfor ikke må krænkes. Krænkelse af mennesker er krænkelse af det gudsskabte. Det var det, han så i apartheid. Derfor var apartheid primært en teologisk udfordring for ham, fordi systemet hvilede på en forkert skabelsesteologi: at mennesker grundlæggende er skabt forskelligt, siger han.
Historisk set henter Tutu inspiration fra den kirkelige ikkevolds-tradition, som går tilbage til Martin Luther King, der kæmpede for borgerrettigheder til sorte amerikanere, og den tyske præst og nazimodstander Dietrich Bonhoeffer, der endte med at deltage i den tyske modstandsbevægelse mod nazismen.
Selvom mange betragter Tutu som en politisk teolog, er han ifølge Peter Lodberg først og fremmest teolog.
LÆS OGSÅ:Tutu: Blair og Bush bør stilles for retten
Han er dybt forankret i bøn og i Det Nye Testamentes forkyndelse af forsoningen mellem Gud og menneske. Her knytter han an til den græske forståelse af ordet forsoning, som betyder at sætte sig i en andens sted: Gud sætter sig i menneskehedens sted ved Kristus, så mennesker kan sætte sig i hinandens sted. Han har hele tiden den her søgen mod forsoning, som har sin forudsætning i Kristi forsoning på korset. Det handler for ham om at genopbygge den værdighed, der er blevet ødelagt, siger Peter Lodberg og fortsætter:
Tanken om forsoning knytter han til det afrikanske begreb ubuntu, som betyder, jeg er til, fordi du er til. Forsoningen er for ham en kraft, der kan vende forholdet mellem mennesker fra fjendskab til samarbejde. Så det er dybest set en teologisk kamp, han fører, men fordi den blev ført under politiske omstændigheder, fik den politisk betydning.
Det var for eksempel typisk for Tutu, at han forbød sine præster at stille op ved det første frie politiske valg i Sydafrika, understreger Peter Lodberg.
Han betragtede kun sig selv og kirken som stedfortrædende ledere med den etiske opgave at skulle bekæmpe apartheid. Når de demokratiske institutioner endelig skulle til at fungere, skulle kirken ikke blande sig i det politiske liv.
Trækker man Tutu ind i en dansk sammenhæng, ligger hans teologiske originalitet i, at han ofte blæser på kristne dogmer og systemer.
Det mener biskop i Aarhus Stift Kjeld Holm, der mødte Desmond Tutu, da han prædikede ved Danske Kirkedage i 2001.
Hvad enten vi vil det eller ej, handler dogmatik om at sætte trossandheder ind i mere eller mindre firkantede systemer. Det sprænger han, siger Kjeld Holm.
Han nævner Tutus seneste bog, Gud er ikke kristen, fra 2012 som et eksempel. I bogen gør Tutu ud fra sin læsning af Bibelen op med den holdning, at kristendommen har patent på Gud. Hvis det var tilfældet, ville kristendommen for eksempel være nødt til at afskrive de dybe religiøse og etiske sandheder fra de jødiske profeter i Det Gamle Testamente som rene misforståelser og vrangforestillinger.
Tutus kritik af systemer, politiske som apartheid eller religiøse som kirkens dogmer, er ifølge Kjeld Holm netop det, der gør ham så nutidig.
Det kunne man i en dansk sammenhæng lade sig inspirere af. For eksempel i debatten om uddannelsespolitikken, der går i retning af, at børn skal lære for at kunne bidrage til bruttonationalproduktet frem for at blive livsduelige.
Men hvad har det med teologen Tutu at gøre?
Sagen er, at han hele tiden tænker sin systemkritik ind i en teologisk og kristelig kontekst. Hvor en humanist ville sige, at det er for at skabe rum for menneskelig mangfoldighed, handler det for Tutu om, hvad kristendommen siger om det at være menneske, siger Kjeld Holm.
Tutus sammenknytningaf teologi og fromhed har også noget at sige kirke og præster herhjemme, mener Kjeld Holm.
Han er en meget, meget from mand. Det behøver man kun at have truffet ham få øjeblikke for at opleve. Den fromhed har været en åndelig ressource for ham og har vist sig i hans ukuelige mod. Han sad jo i stuearrest i mange år, og kun fordi han var biskop, blev han ikke slået ihjel. Men hans personlige fromhed og empatiske teologi er i høj grad også et korrektiv til, hvad vi har været vant til i en dansk sammenhæng. Det kan man i den grad lade sig inspirere af, siger han og uddyber:
Det skyldes nok dels, at vi ikke har haft brug for sådan en teologi, dels at teologien herhjemme i mangfoldige år har været præget af et opgør med pietismen og vækkelsesbevægelserne. Det opgør var måske berettiget, men man endte med at kaste barnet ud med badevandet.
Kjeld Holm peger ligesom Peter Lodberg på Tutus opfattelse af begrebet forsoning som noget særligt, og som kirken i Danmark kunne lære af. Aarhus-biskoppen gengiver en samtale, han engang havde med juraprofessor Carl Aage Nørgaard, som stod for det juridisk arbejde omkring Sandheds- og Forsoningskommissionen i Sydafrika.
Jeg spurgte, hvor kommer Tutu ind i billedet? Og han svarede, han kommer ind med forsoningsbegrebet. Og det var netop det, der gjorde, at kommissionen blev noget fuldstændigt unikt. I en dansk sammenhæng stopper vi som regel ved retfærdighed i forhold til Gud gennem Kristus, og så kan verden ellers gå sin skæve gang. Men hos Tutu skal verden som konsekvens af Guds retfærdiggørelse være et retfærdigt sted, og menneskelig retfærdighed lever af tilgivelse og forsoning. Det er helt afgørende for Tutu, siger han.
Ikke alle er dog imponerede over teologen Tutu. Ifølge sognepræst og forfatter Anders Kjærsig er det svært at øjne en teologi, der er hinsides det politiske.
Jeg tror ikke, at Tutu teologisk set kan sige os ret meget ud over selvfølgelig at pege på social undertrykkelse. Jeg tror, han bliver for tynd i en dansk sammenhæng, hvis man tager det politiske fra ham. Det politiske skygger for hans virke, hvilket er naturligt nok i hele hans sammenhæng. Det kan man faktisk godt misunde lidt, siger han.
Ifølge Anders Kjærsig er der i Det Nye Testamente et dobbelt spor, hvor folkekirken groft sagt kører i det ene, og Desmond Tutu i det andet.
Vi har fulgt det spor at forkynde Guds rige til syndernes forladelse og menneskers frelse. Vi gør en dyd ud af, at teologien og forkyndelsen ikke er politisk, og vi tør knap nok politisere i folkekirken. Men der er også den alvorlige kulturpolitiske sammenhæng, som vi mangler, hvor evangeliet bliver et virkelig konkret budskab for mennesker om frisættelse fra undertrykkelse. Det er Jesu budskab om at anerkende og frisætte de udstødte grupper såsom blinde, gamle og prostituerede. Det er det spor, Tutu lægger sig i.
