Jihad er et arabisk ord med to vidt forskellige betydninger. Det kan betyde hellig krig, altså den væbnede kamp for at udbrede eller forsvare islam. Men ordet jihad kan også betyde anstrengelse, og det henviser i den forstand til den troendes personlige eller åndelige stræben efter enhed med Allah. Den militante udlægning af jihad forbindes ofte med politisk islamisme, med terror og med fundamentalisme. Hvorimod den åndelige eller inderlige udgave oftest kobles sammen med moderne tolkninger af islam og med almindelige muslimers hverdag.
Men kendetegnende er det, at enhver bog om islam må forholde sig til jihad. Ligesom vielser af homoseksuelle eller ordination af kvindelige præster er emner, der kan skabe splid mellem kristne verden over og få kritikere til at grine hånligt fra sidelinjen, således er også jihad i islam en varm kartoffel.
For at få accept i vestlige eller moderne kredse er muslimer nødt til at tage afstand fra den militante tolkning af jihad. Men alle må forholde sig til det faktum, at jihad i begge betydninger af ordet var en integreret del af profeten Muhammeds liv og hans store religiøse helligskrift, Koranen, muslimernes hellige bog.
Og dermed er grunden så også lagt for tolkninger, udlægninger, diskussioner, kampe og bogudgivelser, masser af bogudgivelser. For hvad er i grunden mest sandt, når det gælder islam og jihad? Går islam i dag krigens ydre vej eller fredens indre ærinde?
Danske forlag har ikke været sene til at lugte en god forretning i at forsyne danskerne med bøger, der svarer på spørgsmålene. Men deres svar er forskellige. Og læseren bør vogte sig for at tro på det første og bedste, han eller hun falder over.
Tidligere på året indvarslede historikeren Kim Møller, hvad der er på færde. I den meget omtalte bog Vejen til Damaskus anklagede han humanistiske forskere med Jørgen Bæk Simonsen i spidsen for at have nedtonet den militante betydning af ordet jihad i islam til fordel for den åndelige eller fredelige udgave.
Jørgen Bæk Simonsen har med veldrejede islambøger som Det retfærdige samfund og senest Politikens bog om islam været en af de bedst sælgende skribenter inden for genren. Den medievante historiker forstår at tale ind i tidsånden. Men spørgsmålet er, om han så også tegner hele linjen, når han for eksempel skriver, at påstanden om en iboende og uundgåelig militant tendens i islam ikke er rigtig?
Gads nye leksikon om islam, skrevet af en stor flok yngre humanistiske forskere viser, at den militante jihad faktisk lever og har det godt i dansk islamlitteratur. Også den nye. Artiklen om jihad hos Gad nævner kort de to betydninger, som har været gældende i hele den islamiske tradition, men siger derefter ligeud, at begrebet jihad har været langt mest udbredt i den militære betydning, der behandles i denne artikel. Derefter citeres fra det såkaldte sværdvers i Koranen, som har programmatisk betydning for den militante udlægning af jihad. Verset indeholder blandt andet formuleringer som disse: Når de fredhellige måneder er omme, skal I dræbe dem, der sætter andre ved Guds side, hvor som helst I finder dem, og I skal bekæmpe dem, der ikke bekender sig til den sande religion, indtil de kuet er rede til at betale skat!
Artiklen nævner også, at jihad i form af offensiv krigsførelse i islams historie var en kollektiv pligt, mens det var en individuel pligt, når eller hvis islam kom under angreb.
Islamkenderne og ph.d.erne Jean Butler og Thomas Hoffmann, som realistisk og redeligt på grænsen til det politisk ukorrekte har redigeret Gads islamleksikon, kan med deres linje ikke andet end at gøre Kim Møller og Trykkefrihedsselskabet tilfreds. Men samtidig gør de så hele forehavendet med at forstå islam i Danmark i dag broget. For hvis man nu ikke engang længere kan stole på, at humanister tolker islam humant, hvad kan man så regne med i den nye islamlitteratur?
De mange nye bøger om islam, som dette efterårs bogsæson byder på, er kendetegnet ved at bryde nye grænser. De er mere specielle. De overrasker mere. De går tættere på kilderne. Og de er frem for alt meget mere varierede i deres udtryk, end hvad vi tidligere har set. Det betyder dog langt fra, at alt er perfekt.
Tag forlaget Vandkunstens oversættelse af Harvard-professoren Leila Ahmeds bog om kvinder og køn i islam. Et enormt relevant emne at udgive en islambog af en internationalt anerkendt forsker om. Problemet er blot, at den teoretisk anlagte klassiker er fra 1992, og at den derfor hverken forholder sig til de nye og sprængfarlige kampe om kvindesynet i islam eller den store mængde af forskning, som har set dagens lys om samme sag i de sidste 15 år. De mere end 400 ellers flot opsatte sider bliver dermed mest af alt historisk interessante.
En anden klassiker om et historisk emne, som nu også er blevet oversat til dansk, er professor Tariq Ramadans biografi om Muhammed. Tariq Ramadan er kendt som en såkaldt euromuslim, der forsøger at nyskabe islams traditioner, så de passer til og kan inspirere muslimer til at leve et meningsfuldt liv i det moderne Europa. Det er også det projekt, hans velskrevne Muhammedbog Budbringeren forfølger. Muhammeds liv i 600-tallet beskrives her, som var det beretningen om en moderne helteskikkelse, der efter en krigerisk start vælger fredens, helhedens og selvbesindelsens vej.
Krigens jihad beskriver Tariq Ramadan med et citat fra Koranen som lille og foreløbig, mens fredstids dagligdag, kampen mod selvet og anstrengelsen for samhørighed betegnes som den store og vigtigste jihad. Ikke bare for muslimer i dag, men også for profeten selv og hans oprindelige udgave af islam.
Projektet med at gøre Muhammed moderne og appetitlig fastholder og udvikler Tariq Ramadan helt ud i ekstremenerne. Profeten var også miljøbevidst og gik ind for en høj dyreetik, skriver Tariq Ramadan for eksempel med dette argument: Vi har set, at da han (profeten, red.) marcherede mod Mekka med sin hær, krævede han udtrykkeligt, at nogle hundehvalpe, der lå ved vejsiden, blev beskyttet.
Tariq Ramadan er i dag måske en af islams største karismatiske eksistentialister og retorikere. Islams svar på Jan Lindhardt. Og man må da så blot håbe, at Ramadan enten har ret i sin historiske analyse eller at hans muslimske læsere tager ved lære og forfølger netop hans bud på islam som en fredens og dydens og medmenneskelighedens vej.
Endnu en meget personlig beretning fra islams verden får man i Muhammed Ali Hees selvbiografi. Som afhopper fra den fundamentalistiske gruppering Hizb ut-Tahrir kan Hee hjælpe sin læser med at se den politiske og radikale islamisme både indefra og udefra. Hans bog er samtidig en stærk fortælling, der viser, hvordan religion altid har et menneskeligt ansigt.
Stærkt påvirket er Muhammed Ali Hee naturligvis af netop det konservative syn på islam, han har mødt og brudt med. Derfor tolker han også først og fremmest jihad som forsvars- og ekspansionskrig. Men han har også respekt for almindelige muslimers hverdag, og så slutter han ligefrem med en tak til Hizb-ut-Tahrir - for at have gjort ham til en glødende fortaler for demokrati og frihedsrettigheder.
I to andre bøger, som henvender sig til gymnasieskolen, får læseren redskaber til at sætte de mange personlige indlæg i debatten om islam ind i en større sammenhæng. Det er forlaget Systime, der sætter henholdsvis islamdebatten og fundamentalismen i islam og kristendom på dagsordenen. Bøgerne kunne være illustreret bedre. Hvordan kan man diskutere Muhammed-tegninger uden at bringe bare en? Men teksterne, som fylder bøgerne, er og bliver godt skruet sammen.
Forfatterne forholder sig forbilledligt nøgternt til islam. Der er plads til kritik, men også til eftertanke. Hvis man læser en tekst af en muslim, som giver udtryk for en krigerisk fortolkning af begrebet jihad og sammenligner den med Jesus ekstremt ikke-voldelige udsagn i Bjergprædikenen, kommer forskellene tydeligt frem, skriver gymnasielektor Allan Poulsen og fortsætter: Men man har et metodisk problem, for man har sammenlignet to størrelser, som det ikke giver mening at sammenligne. I stedet bør man spørge sig selv: Hvad er det kristne modstykke til en nutidig krigerisk muslim?
Svaret på det spørgsmål giver gymnasiekollegerne Hanne Følner og Bente Lund, når de instruktivt sætter frikirken Faderhuset op over for Hizb ut-Tahrir i deres bog om fundamentalismens forskellige frontkæmpere for Gud. Velgørende er det, at de samtidig kan se, at Islamisk Trossamfund og Indre Mission begge nok har konservative religiøse træk, men ikke bare på skrømt kan betegnes som fundamentalistiske.
Gymnasiebøgerne, der sagtens kan læses af en bredere kreds, udmærker sig ved vidende og jordnært at sætte nuancerende ord på fløje, grupper og modsatte tendenser i nutidens islam sammenholdt med kristne traditioner, som vil være mange læsere bekendt. Her kan man blive klogere uden at få moralske opsange med på vejen i enten stærk kulturrelativistisk eller markant anti-islamisk aftapning.
Klogere kan man også blive af den mest undseelige udgivelse i efteråret om islam. Det er Selskabet til støtte for Pakistans kirke, der har lavet et temahæfte om Bibelen og Koranen. Ydmygt, men vægtigt fordi forfatterne er ingen andre end koranoversætter Ellen Wulff, teologiprofessor Mogens Müller og biskop Niels Henrik Arendt.
Tankevækkende er det her, at Wulff totalt afviser den krigeriske jihad. Den form for jihad har islam lært af kristne korsfarerne i middelalderen; den kommer ikke fra Muhammed selv, for hans tids jihad var ikke en angrebs-, erobrings- og omvendelseskrig, skriver hun. Et udsagn, der står i skarp kontrast til islamprofessor Jakob Skovgaard-Petersens redegørelse for profetens jihad i Allan Poulsens lærebog om islamdebat. Muhammads militære karriere er derfor begrænset til årene 622-30, men da var den til gengæld også intens, konstaterer Skovgaard-Petersen her.
Mindre kontroversielt er biskoppens temabidrag. Han søger fælles grund mellem muslimer og kristne i synet på det hellige og spørger så på én gang opbyggeligt og bekymret med front mod tidens areligiøse sekularisme: Hvad sker der med en kultur, som intet holder for helligt?
De mange bøger om islam og islamisme, der strømmer danskerne i møde for tiden, viser, at det må vare en tid endnu, før det hellige ikke længere har folkets interesse. Nysgerrigheden efter og samtidig uvidenheden om islam er fortsat stor. Men bøgernes bundniveau er højere end tidligere, hvad enten de betoner de militære eller åndelige sider af islams historie.
Som samfund må vi altså være kommet et pænt stykke vej i anstrengelserne på at forstå hinandens tro og ritualer. Vi kan nu på én gang kritisere udemokratisk islamisme og hylde værdierne i det hellige, det medmenneskelige, det fælles traditionsgods.
Vinderen i den hellige forlagskrig er med andre ord samfundet og befolkningen, som uanset bogvalg i efteråret kan få godt stof til eftertanke om verdens næststørste religion. Taberne er fundamentalisterne, som bliver udstillet og kritiseret på seriøs og ordentlig facon.
Gads forlag fortjener derudover den største ros for endelig at have givet os et islamleksikon, som ikke bare kan affejes automatisk i debatten med at være pladderhumanistisk eller kulturrelativistisk. Nej, de unge islamforskere er realister. De kan se forskel på ret og vrang. Og de har sans for både historiske fakta og nutidens mange og nødvendige fortolkninger. Hvis de så bare ville anstrenge sig næste gang ved at lade være med som en svipser ureflekteret at skrive abort, se barnedrab, så kunne det måske blive helt perfekt til sidst.
hoejsgaard@kristeligt-dagblad.dk
