Den hellige kilde ved Dyrehavsbakken

Folk strømmer som regel til Dyrehavsbakken nord for København for at more sig i forlystelsesparken Bakken. Men førhen rejste kristne dertil for at benytte områdets kilde, som mentes at have helbredende kraft.

Naturen omkring Dyrehavsbakken nord for København var i gamle dage et sted, folk tog til for at besøge hellige kilder. I dag nyder sjællændere i stedet naturen eller forlystetsparken Bakken i området.
Naturen omkring Dyrehavsbakken nord for København var i gamle dage et sted, folk tog til for at besøge hellige kilder. I dag nyder sjællændere i stedet naturen eller forlystetsparken Bakken i området. . Foto: .

I dag er Dyrehavsbakken nord for København vel nok mest kendt for forlystelsesparken Bakken. Nuvel, blandt de mange fornøjeligheder finder vi jo både klovnen Pjerrot, en kopi af Matador-byen Korsbæk og den gamle træ-rutschebane, som snor og drejer sig over trækronerne.

Men Dyrehavsbakken gemmer også på et af de mange spor, som kristendommen har sat i det danske samfund.

Det fortæller etnologi-professor Tine Damsholt fra Københavns Universitet.

Hun forklarer, at hele forlystelsesområdet har sine rødder i de såkaldte kildemarkeder.

”Disse markeder opstod omkring mange af de naturlige kilder rundt om i landet, fordi kilderne blev tillagt særlig kraft og helbredende virkning,” siger Tine Damsholt.

Hun fortæller, at vandkulten formentlig har sin oprindelse i hedensk tid, men at mange kilder i takt med kristendommens indførelse blev knyttet til en bestemt helgen.

Det gælder eksempelvis Skt. Helene-kilden ved Tisvilde

Flere kilder blev valfartssteder i middelalderen. Man mente, at vandet i kilderne især var kraftfuldt ved højtider som valborgsaften og sankthansaften. Hvis folk skulle have bugt med gigt, lammelser eller hud-, mave- og øjensygdomme, så satte de deres lid til de hellige kilder.

”Folk drak af kilderne af nye lerskåle, som skulle knuses efterfølgende. De badede deres syge lemmer, og man kunne også tage vandet med hjem. Det krævede dog, at man overholdt en række regler for at bevare vandets helbredende kraft. Eksempelvis måtte man ikke tale, når vandet blev øst op. Folk begyndte også at ofre penge til kilderne, og det udviklede sig til en god indtægtskilde for kirken,” siger Tine Damsholt.

Etnologen forklarer, at folk blev ved med at besøge kilderne indtil langt op i 1800-tallet. Og særligt ved højtiderne blev der holdt fest med markeder, gøgl og boder ved kilderne. Ikke alle kristne bifaldt dog ideen om, at de hellige kilder i stedet for fromhed skulle bruges til forlystelse, dans og druk.

I sidste halvdel af 1700-tallet begyndte man i dagene omkring Sankt Hans at holde kildemarkeder omkring Kirsten Pils-kilde i Dyrehaven. Det blev oprindelsen til Dyrehavsbakken. Kildemarkedet tilbød boder og forlystelser, man kunne se vilde dyr, og der var rigeligt med alkohol at skylle herlighederne ned med.

Oehlenschlägers digt ”Sanct Hansaftens-spil” fra 1802 giver et indblik i dette liv, fortæller Damsholt.

Det er en beretning om en urtekræmmerlærling, som i 1700-tallet årligt kørte til Dyrehaven.

Han lejede sammen med kammerater en bonde til at køre sig til kilden, hvorefter de gik tur i skoven. Her prøvede de at komme i kontakt med unge kvinder, de spiste middag ved Bellevue eller Klampenborg, og herefter vandrede de tilbage til kilden igen for at tage del i forlystelserne.

”Det er faktisk ikke så langt fra den måde, mange unge bruger et besøg på Bakken nu om dage,” fortæller Tine Damsholt.