E n af de helt store comeback-historier i nyere tid må være Jim Lyngvild og hans forhold til kirke og kristendom. For seks år siden sagde han, at kristendommen var det værste, der var sket i danmarkshistorien. Den var ifølge designeren skabt af ynkelige, selvudslettende dovenmikler. Men intet tyder på, at Jim Lyngvild har brændt sine broer. I hvert fald ikke til det segment i folkekirken, man kunne kalde det mest liberale.
I denne uge har han gennem et samarbejde med domprovst i Københavns Domkirke Anders Gadegaard udstillet en interaktiv installation på Ungdommens Folkemøde i København inspireret af Thorvaldsens Kristus-staue. I går deltog han ved Grundtvigsk Kulturfestival i Køge, og sidste år kom det frem, at han var blevet hyret af Grundtvig Centeret til at illustrere en salmesamling.
Mange vil desuden vide, at han stod for en omdiskuteret udstilling i Faaborg Kirke sidste år bestående af billeder, der ifølge Lyngvild selv blev købt af hundredvis af præstegårde rundt omkring i landet senere.
Men hvordan er den asatroende Jim Lyngvild, der tidligere har erklæret sig for DF-vælger, blevet så populær hos den fløj i kirken, hvor man typisk stemmer Radikale Venstre eller til venstre for det? Og hvorfor har den højreorienterede asatroende på ingen måde sparket døren ind hos de af kirkens folk, der deler hans holdninger til for eksempel flygtningepolitik?
Niels Jørgen Cappelørn, der er professor emeritus ved Søren Kierkegaard Forskningscenteret på Københavns Universitet har undret sig over, hvorfor Jim Lyngvild over den seneste tid er blevet populær hos visse kirkelige grupper. Hans bedste bud på et svar er, at det kontroversielle er en efterspurgt vare hos mange kirkefolk.
”Der er en gruppe mennesker, der slet ikke kan stå for det kontroversielle. Hvis det er kontroversielt, er det også nyt. Og hvis der er noget, vi skal i vores tid, er det hele tiden at finde på nyt. Mennesker falder for det kontroversielle, fordi de føler, at det kan holde dem ude af almenheden,” siger han.
Jim Lyngvild har stor popularitet i den brede befolkning og især hos den del, der ikke interesserer sig for traditionel kirkekunst. Det kan være nobelt at forsøge at appellere til et bredere udsnit af befolkningen, men ikke når det er med tom æstetik, som Niels Jørgen Cappelørn kalder Jim Lyngvilds billeder.
”Jeg så hans billeder fra Faaborg Kirke afbilledet i Kristeligt Dagblad, og dem brød jeg mig ikke om. Det er æstetik og ikke andet. Hans æstetisering skal vi sandt for dyden passe på med i kristendommen. Man skal ikke æstetisere lidelsen – det er noget af det værste, man kan gøre. Hvis du gør lidelse til noget smukt, gør du den til noget acceptabelt, dejligt og noget, vi kan holde ud. Men det er en hån mod de mennesker, der har lidt, når man gør Kristi lidelser til noget smukt.”
D erudover kan divergerende kunstopfattelser være årsag til, at Jim Lyngvild deler de kirkelige fløje. Det mener Bent Meier Sørensen, der er professor i ledelse og filosofi ved CBS, hvor han blandt andet forsker i teologi og ledelse.
”Der er et ønske om at komme folk i møde fra den fløj, der samarbejder med og køber værker af Jim Lyngvild. De ser, at en dominerende kunstopfattelse lige nu er, at man kombinerer meningssystemer, som Lyngvild gør med kristendom og asatro. Og der er der nok en tendens blandt dem til at tænke, at det kan sagtens bruges i kristen forkyndelse. På den måde er (domprovst i København, red.) Anders Gadegaard en from kristen. Han tænker, at kristendommen kan stå imod alt, og det er jo, kan man sige, en meget evangelisk indstilling. Men man skal have et stærkt, teologisk grundlag at stå på for blot at kunne låne fra her og der, ikke mindst fra andre religioner. Den forkyndelse, der skal bære kunstværket, selv hvis det handler om tvivl og frafald, kan fortabe sig for den almindelige kirkegænger.” siger han.
B ent Meier Sørensen er ikke selv en stor beundrer af Jim Lyngvilds kirkekunst og hans forsøg med kristne motiver. Det er han ikke af den grund, at det ifølge ham er ”kitsch” og ikke vil modstå tidens tand.
”Jeg har ikke et problem med moderne kunst, men jeg mener, at kirkekunst skal mere og andet end at gøre opmærksom på sig selv og være en protest mod noget. Der er mange meninger om Thorvaldsens Kristus-statue i Københavns Domkirke, men det er umuligt at komme uden om, at det er et stærkt kunstværk. Man kan mene alt muligt om værket, men det bygger på en lang teologisk tradition. Jim Lyngvilds billeder og værker bygger ikke på noget teologisk eller kunsthistorisk fundament, og om få år er der ingen, der gider se på det.”
Som nævnt er Københavns Domkirkes domprovst Anders Gadegaard en af de præster, der netop har været del af et kirkeligt Jim Lyngvild-projekt. For ham var det helt naturligt at samarbejde med designeren om dennes fortolkning af Thorvaldsens statue på det netop overståede Ungdommens Folkemøde.
”Jeg har hørt Jim Lyngvilds svar på, hvorfor Jesus-skikkelsen betager ham. Den betagelse synes jeg er genuint anvendelig til at få unge mennesker til at forholde sig til hans værk på Ungdommens Folkemøde. Jeg går ikke ind og forholder mig til hans private tro, så længe hans værk tjener sit formål,” siger Anders Gadegaard, som også har et bud på, hvorfor der særligt er én fløj i kirken, der ringer efter Jim Lyngvild.
”Jeg tror, at mange grundtvigske deler Jim Lyngvilds interesse for nordisk mytologi, fordi det jo også spillede en stor rolle i Grundtvigs kristendomsformidling. For mange i folkekirken er det meget naturligt at bruge noget, der kommer fra et andet sted end fra den kristne tradition, til at perspektivere forkyndelsen af evangeliet, så længe der trækkes på samme hammel. Det kunne være Jim Lyngvilds billeder og alt muligt andet. En anden fløj i kirken har derimod meget travlt med at sætte skel mellem ’dem’ og ’os’.”
Præst i de grundtvigske Herning og Gjellerup Valgmenigheder Morten Kvist kalder det også for et mysterium, at Jim Lyngvild har fået den store popularitet i kirken. Skal han give et bud på en forklaring, er det Lyngvilds generelle popularitet og et stigende fokus på middelalder og vikingetid.
”Jeg kan konstatere, at nordisk mytologi er på fremmarch mange steder. Jim Lyngvild er selv asatroende, og mange af hans billeder er tydeligt inspireret af dette. Jeg tror, at mange bliver tiltrukket af det, fordi der er en generel interesse i samfundet for middelalderen, hvor samfundet gik fra asatro til kristentro, kombineret med en vågnende religiøs længsel” siger præsten.
”Selvom nordisk mytologi i sig selv er interessant, er asatro i mine øjne imidlertid et tilbagelagt kapitel i danmarkshistorien.”
J im Lyngvild har læst kritikken af hans værker, som han ikke er enig i.
”Men jeg laver heller ikke udstillinger for dem, der ved meget om teologi og kirke. Jeg laver udstillinger for de uoplyste, for de unge og for børnene. Hvis man tror, at unge mennesker vil reagere på en klat på et lærred, man kalder Kristi opstandelse, tager man fejl. De bliver ikke grebet af det,” siger han og tilføjer, at der ifølge ham kun er en lille fløj i folkekirken, der ikke ville kunne bruge hans billeder.
”95 procent af præsterne i folkekirken har en næstekærlig tilgang og ønsker at prøve at nå ud til de unge. De øvrige fem procent er gamle, forstokkede konservative mennesker, som er bange for, at nogen skal komme og skabe ballade i folkekirken. Og det gør jeg, men så sker der da i det mindste noget,” siger designeren.