Den katolske kirke i Danmark anbefaler afholdenhed

I kølvandet på pavens stærkt omdiskuterede udtalelse om kondomer og hiv-smitte understreger den katolske kirke i Danmark, at der i Afrika er brug for en anden seksualmoral, som betyder troskab i parforholdet

Den danske katolske kirkes budskab til hiv-smittede mennesker er: afholdenhed. Det udelukker dog ikke brug af kondomer, hvis alternativet er at smitte sin partner, lyder det fra den danske katolske kirke og den katolske hjælpeorganisation Caritas.

Pave Benedikt XVI er i øjeblikket på et syvdages besøg i Cameroun og Angola. Det var undervejs i pavens Boeing 777 i 10 kilometers højde, at paven under et pressemøde i tirsdags satte brand til en verdensomspændende kritik.

Sognepræst i Ansgar Kirke Niels Engelbrecht udtaler sig i øjeblikket på kirkens vegne i stedet for biskop Czeslaw Kozon, der er bortrejst.

Vores budskab er først og fremmest troskab i forhold til ens partner. Er der tale om hiv-smitte, er holdningen fra vores side, at man skal være afholdende. Men hvis man alligevel vælger at gå i seng med sin kone, kan det være moralsk forsvarligt at bruge kondom. Formålet er i dette tilfælde at hindre smitte, ikke graviditet, siger Niels Engelbrecht og henviser til, at hiv-raten er meget lavere i de områder af Afrika, hvor der er mange katolikker.

Hos Caritas Danmark, der er den katolske kirkes nødhjælpsorganisation, siger hiv/aids-ekspert David Vincent Nielsen, om organisationens officielle politik i forhold til brug af kondomer:

Vi mener, at det enkelte menneske har ret til korrekt og fuldstændig information om hivs smitteveje og om alt det, man selv kan gøre for at undgå at blive smittet eller give smitten videre. Denne information kan både omfatte seksuel afholdenhed, ægteskabelig trofasthed og kondomer, men ingen af disse tre kan stå alene. Seksuel afholdenhed hjælper jo ikke alle de kvinder, som bliver påtvunget seksuelt samkvem. På samme måde er ægteskabelig trofasthed til ringe nytte, hvis ens ægtefælle allerede er smittet. Og kondomer giver ikke 100 procents beskyttelse, selvom de kan nedbringe smitterisikoen betydeligt i visse situationer, siger David Vincent Nielsen.

Generelt er Caritas talsmand for en helhedsorienteret strategi, hvor oplysning går hånd i hånd med omsorg for de syge og de efterladte børn.

Caritas fortæller ikke folk, hvad de skal gøre. Men vi prøver at sætte dem i stand til selv at træffe deres valg på et kvalificeret grundlag og give dem frihed til føre dem ud i livet, siger han.

I 2007 forlød det, at pave Benedikt XVI havde planer om at opbløde den katolske politik vedrørende kondomer, så et ægtepar, hvor den ene part er smittet, har kirkens velsignelse til at bruge kondom i det ægteskabelige samliv. Ifølge David Vincent Nielsen venter man stadig på, om det bliver officiel politik.

vincents@kristeligt-dagblad.dk