Prøv avisen

Den kirkelige aktivisme gik under jorden med rydningen af Brorsons Kirke

5 afviste asylansøgere søgte i maj 2009 tilflugt i Brorsons Kirke i København. De havde tidligere været i Vor Frue Kirke, men måtte flytte på grund af pladsmangel. – Foto: Jens Nørgaard Larsen/Ritzau Scanpix

I dag er det 10 år siden, at politiet fjernede en gruppe irakiske asylansøgere fra Brorsons Kirke i København. Siden har den kirkelige aktivisme forvandlet sig til skjult flygtningehjælp, mens den i Tyskland stadig findes i offentligheden. Danske præster har misforstået skellet mellem religion og politik, siger filosof

Det var på mange måder en skelsættende aktion, politiet satte i gang på Nørrebro i København for 10 år siden, den 13. august 2009. Siden maj samme år havde en gruppe afviste asylansøgere fra Irak søgt tilflugt i Brorsons Kirke i den københavnske bydel. Da politiet stormede kirken klokken et om natten, blev det første og indtil videre eneste gang, at en lignende aktion har fundet sted i en dansk kirke.

17 unge mænd blev anholdt i kirken til stor utilfredshed for demonstranter udenfor. Politiet måtte bruge stave og peberspray for at fjerne demonstranter, der forsøgte at forhindre en bus i at køre væk med de anholdte.

Det var ikke nyt, at der fra kirkeligt hold lød opråb i solidaritet med flygtninge i Danmark. I 1992 søgte cirka 70 statsløse palæstinensere tilflugt i Blågårds Kirke i København i månedsvis, inden et politisk flertal stemte for en særlov, der sikrede i alt 460 palæstinensere asyl. I samme årti fik sognepræst Leif Bork Hansen en betinget dom for civil ulydighed efter at have hjulpet 29 serbiske flygtninge med at gå under jorden.

Men aktionen i Brorsons Kirke for 10 år siden har ændret, hvordan kirken i Danmark markerer sig på flygtningeområdet. Det siger professor i teologi Peter Lodberg, der selv var en af 343 præster og teologer, der i 2009 skrev under på en erklæring, som fordømte rydningen af Brorsons Kirke, fordi den brød med opfattelsen af kirken som et selvstændigt rum. Han vurderer, at aktionen har gjort, at den kirkelige aktivisme nu i højere grad føres i det skjulte.

”Der sker stadig meget, men arbejdet har taget en anden form. Det foregår nu i det skjulte, hvor folk fra menigheder hjælper flygtninge, der er gået under jorden med for eksempel lægehjælp, bolig eller hvad, der kunne være brug for. Nogle steder ser vi præster og sogne, der har tæt kontakt med asylcentre, og fra andre sider er der kritik af forholdene på udrejsecentre for at nævne nogle eksempler,” siger han og tilføjer, at rydningen af Brorsons Kirke var skelsættende for denne udvikling.

”Det har skræmt mange, at politiet greb ind på så voldsom vis. Der kom stærke følelser i spil på grund af de konfrontationer, det skabte, og det har sat sine spor,” siger han.

Mens kirkerne i Danmark går stille med dørene i arbejdet med afviste asylansøgere, står det helt anderledes til i Tyskland. Her tillader staten under særlige betingelser kirker at give mennesker midlertidigt asyl. Sidste år kom det frem, at kirkerne i Tyskland på halvandet år havde brudt reglerne om kirkeasyl i næsten halvdelen af de i alt 2533 sager.

Denne forskel skyldes et grundlæggende anderledes syn på kirkens pligt til at markere sig politisk, mener filosof og forfatter Peter Tudvad, der bor i Tyskland og heller ikke har bemærket eksempler på dansk kirkelig aktivisme, siden aktionen i Brorsons Kirke for 10 år siden.

”Mange i Danmark har en vulgærluthersk opfattelse af, at religion og politik skal holdes adskilt. Man føler, at man krænker et helligt dogme, hvis man fra kirkelig side mener noget som helst politisk. Det tror jeg er en misforståelse af Luthers tanke om det verdslige og åndelige regimente. Luther mente ikke, at det at være kristen ikke skulle have politiske følger, som man fornemmer, at mange danskere mener,” siger han.

Peter Tudvad bor selv i delstaten Sachsen i Østtyskland, hvor kirkerne i DDR-tiden var det eneste sted uden for regimets kontrol. Oppositionsgrupper kunne frit mødes i kirkerne, der blev arnesteder for regimekritik og afgørende demonstrationer mod det kommunistiske styre. Denne opfattelse af kirken som et særligt rum adskilt fra staten har man holdt ved, og det er endnu en væsentlig årsag til forskellene på den danske og tyske kirke, når det gælder politiske udmeldinger, vurderer filosoffen.

Alle biskopper på nær daværende Aarhus-biskop Kjeld Holm støttede i 2009 politiets aktion. Daværende biskop over Fyens Stift Kresten Drejergaard var en af de mest højrøstede kritikere af, at kirkens rum blev brugt til at huse de afviste irakere. Det står han stadig ved i dag.

”I et retssamfund kan man ikke bøje lovgivningen ved at besætte en kirke. Sådan burde det ikke være, så jeg støttede selvfølgelig aktionen. At vi ikke har set noget lignende siden, må vel vidne om, at præster i Danmark har tillid til retssystemet,” siger han og tilføjer, at tro og politik ikke behøver være adskilt af den grund:

”Der foregår jo masser af arbejde blandt flygtninge og indvandrere i sognene i Danmark, der netop ikke kolliderer med retsstatens principper. Kristendommen har politiske følger, men det skal ikke være sådan, at en prædikant drager politiske konsekvenser på vegne af en menighed. Præsten må forkynde evangeliet, og så må den enkelte kirkegænger tage stilling til, hvad det skal have af konsekvenser,” siger han.

Mange i Danmark har en vulgærluthersk opfattelse af, at religion og politik skal holdes adskilt. Man føler, at man krænker et helligt dogme, hvis man fra kirkelig side mener noget som helst politisk

Peter Tudvad, filosof og forfatter