Den kolde delikatesse

Prøv at lægge mærke til folk, der sidder på en bænk og spiser is. Henførte, koncentrerede, rolige i udtrykket. Børn og voksne kan få næsten tranceagtigt blik, mens de nyder den kolde delikatesse. Også selv om den for længst burde have tabt nyhedens interesse. Det, vi i dag kalder flødeis, synes at være opstået i Napoli, Italien, i 1600-tallet. Men ideen med at nyde isafkølede drikkevarer er langt ældre. Ved udgravningerne i bredderne af floden Eufrat i Mesopotamien, det nuværende Irak, har man fundet spor efter 4000 år gamle kongelige iskældre. Over kælderen opførte man en isolerende stråhytte og pointen var, at man i vintermånederne fyldte det dybe kælderrum med is fra floder og søer eller med sne fra bjergene og derefter havde et is-forråd at øse af i lang tid. Samme princip blev brugt overalt i verden- Egypten, Indien, Kina, Persien, Middelhavslandene m.fl. helt frem til 1800-tallet. Araberne brugte isen til kølede frugtsafter og krydret sukkervand, som de kaldte sherbet eller sorbet. Grækerne fremstillede krukker, amforaer, som enten kunne sænkes ned i kældersneen, så indholdet blev iskoldt. Eller som var forsynede med dobbelt-lervægge, som kunne indeholde sne eller knust is. Sne i mindre portioner var en luksusvare på torvet i Athen 500-300 f.Kr. Afkølingen gik ikke bare ud på at konservere føde- og drikkevarer, men i allerhøjeste grad på at give nydelse. Grækerne elskede kølig vin. Allerbedst kunne de lide at komme en sjat sne direkte i bægeret. Det samme kunne romerne nogle århundreder efter. De kom også isklumper i vinen. Den romerske filosof Seneca skriver i et brev til sin ven Lucilius om en fælles syg bekendt, der har mistet appetitten: »Åh, den stakkels syge mand. Hvorfor siger de det om ham? Fordi der ikke er nogen sne i hans vin? Fordi ingen har frisket hans drik op med isklumper?«. Den slemme kejser Nero fandt i øvrigt ud af, at kogt vand frøs hurtigere til is og var sundere end nedkølet, ukogt vand. De følgende mange hundrede år udvikledes forskellige teknikker, som bragte mennesket nærmere den egentlige spiseis. For eksempel fandt spanierne, italienerne og englændere i 15-1600-tallet ud af, hvordan man kunne fremstille en slags forløber for sodavandsisen. Man hældte for eksempel fortyndet vin i en metalbeholder som herefter blev sænket ned i en beholder med sne og salpeter og kørt rundt og rundt. Resultatet blev en vin, som ikke kunne drikkes, men spises. Da de første opskrifter på limonadeis og flødeis var dukket op i Napoli, blev de kort efter introduceret ved det franske hof. Og fra begyndelsen af 1700-tallet havde menigmand mulighed for at købe is på de parisiske cafeer. Dog som en absolut luksusspise. Det blev først og fremmest USA, der for alvor fik gjort ice cream folkelig fra 1800-tallet.Ved masseproduktion og dermed overkommelige priser. Verdens første iscreme-maskine blev opfundet i 1843 af den amerikanske kvinde Nancy Johnson, og de første is-saloner dukkede op i 1860. Det stadig bedre udbyggede jernbanesystem gjorde det let at transportere råvarer som mælk, sukker og vanillepulver frem til storbyernes isfabrikker. Her foregik produktionen ved hjælp af bl.a. dampmaskiner. Det blev også populært at fremstille sin egen is, og det blev pludselig en svimlende mulighed i 1920'ernes USA, hvor salget af køleskabe til privathjem gik igang. Omkring 1930 stod der køleskabe i 850.000 amerikanske hjem. Men Danmark kom også hurtigt med på isvognen. Ikke mindst på grund af andelsbevægelsens mejerier med tilhørende kølerum og moderne maskineri. Ude i den store verden kendte isproducenterne os dog mest, fordi brødrene Hans og Aage Gram fra Vojens i 1937 revolutionerede den industrielle isfremstilling ved at opfinde verdens første fuldautomatiske roterende ispindemaskine. Der var rigeligt brug for pindene på hjemmemarkedet, som på det tidspunkt bestod af 139 isfabrikker. Første danske isfabrik, Hellerup Is, var åbnet i 1914. Senere fulgte bl.a. Premier Is, Kildegaard Fløde-is, Frisko Fløde Is, Rønbjerg Is, Kronborg Is, Hesselager Is og Pyramide Is. Efter krigen fik opkøb og sammenlægninger antallet af isfabrikker til at skrumpe vældigt ind. I dag er der 10-12 is-udbydere tilbage på det danske marked. Frisko blev opkøbt af den hollandsk-engelsk ejede firma Unilever i 1960. I dag sidder de på omkring 50 procent af det danske ismarked. Hver dansker spiser i gennemsnit 9,2 liter is om året. Det placerer os blandt de mest ispisende folk i Europa. I Norden overgås vi dog af Sverige og Finland. Og på verdensplan af USA, der med sine 22 liter pr. person om året er verdens mest isspisende nation, og af New Zealand med 18 liter pr. person, Australien med 16,9 liter pr. person og Canada med 13,2 liter pr. person. - Vi bliver nødt til hele tiden at finde nye produkter og tage de gamle op til revision, siger leder af Frisko's marketingafdeling, Mikael Jensen, til Kristeligt Dagblad. - Især salget af pindeis og vafler er i stor grad impuls- og nyhedsstyret. Nogle gange slår en ny is så godt an, at den kan sælges år efter år. Andre gange holder den kun en enkelt sæson. Blandt de sejlivede klassikere er Københavnerstang, Kong-Fu, Champagnebrus, Filur og Kæmpe Eskimo. Flere af dem har været med i rigtig mange år. Magnum er knap så gammel, fra 1989, fortæller marketingchefen. På spørgsmålet om ikke isene bliver mere og mere hvinende søde, svarer han, at det gør de ikke generelt, men at når nogle af de nye er tilsat karamel og andet knas, er det fordi der findes forbrugere, der godt kan lide det. Han lover dog at have alle os i tankerne, der synes at både købeis og købekager er alt for søde i forhold til ditto hjemmelavede lækkerier. Han vil overveje, om det kan betale sig at lancere en is med mindre sukker i. Om vores fascination af den kolde spise mener Mikael Jensen, at den forstærkes af sammenstillingen is-chokolade. - Det er faktisk meget sanseligt, når chokoladen smelter i munden og derefter giver plads for noget koldt og sødt, siger han. Hvad angår betegnelsen flødeis er et dansk forsøg på at få lavet reglerne om slået fejl. Fødevaredirektoratet bebudede for et par år siden, at forbrugerne inden længe ville kunne regne med, at is, der kalder sig for flødeis, rent faktisk er lavet af fløde. Men det fik EU forhindret. EU-kommissionen har vurderet, at det vil være en teknisk handelshindring, hvis Danmark indfører nye regler, der skærper kravene til definitionen af flødeis. Derfor skal dansk flødeis som hidtil stadig blot indeholde ni procent mælkefedt for at kunne kalde sig for flødeis. Mælkefedt kan være mælk, fløde, smør, smørolie eller skummetmælkspulver. Man må altså kigge nærmere på deklarationen, hvis man vil finde ud af om den flødeis, man står med i hånden, har fløde i sig. I hovedparten af Friskos og Premiers flødeis er der brugt andet end egentlig fløde. Derimod er der fløde i flødeis fra Diplom-Is, Polar/Rønbjerg Is, Underground og Hjem-Is. I Fødevareministeriet er man nu gået i tænkeboks for at finde ud af, om Danmark skal overveje en sag i EU på flødeisen. En stor, engelsksproget bog om isens verdenshistorie, skrevet for Unilever af den hollandske historiker Pim Reinders, kommer ikke ind på det danske flødeproblem. Derimod bruger den en del plads på at mane den ældgamle ismyte i jorden om, at det var den venezianske købmand Marco Polo, der i slutningen af 1200-tallet bragte de første is-opskrifter til Europa fra Kina. Godt nok er originalmanuskriptet til Marco Polos rejsedagdagbog gået tabt. Men i senere beskrivelser af rejsen nævnes is og iscreme ikke med et ord. Heller ikke skriftlige kinesiske kilder fra tiden omkring Marco Polos rejse giver overbevisende bevis på, at man guffede is i sig i det gamle Kina. Isen blev ikke opfundet eller introduceret af én bestemt. Slikmunde over hele verden har været med til at udvikle den ispind, vi i dag hygger os henførte med på bænken i Tivoli. Billederne på siden er arkivfotos og illustrationer fra bogen »A World History of Ice Cream«.