”Sælg jeres ejendele, og giv almisse.”
Sådan lyder den klare opfordring i den bibeltekst, der bliver læst højt i kirker landet over denne søndag. Og kender man lidt til kristendommen, er udtrykket almisser nok næppe fremmed for en. Her er idéen om, at man skal give ud af sin rigdom til fattige mennesker og folk i nød, tværtimod meget central.
Men faktisk var almissetanken også afgørende for hele opbygningen af den kristne kirke for omkring 2000 år siden. Det siger Carsten Selch Jensen, der er kirkehistoriker og dekan på Det Teologiske Fakultet på Københavns Universitet og har arbejdet med almissebegrebet i forskellige historiske sammenhænge.
”Hele den kristne kirke er bygget på idéen om, at du skal give noget til næsten. Almisser skulle hjælpe mennesker i nød, men var også ressourcegrundlaget for den tidlige kirke. For man var afhængig af gaver til at aflønne præster, hyre diakoner, indrette bygninger og give noget videre til de fattige, der kom ind i menigheden,” siger han.
Den kristne kirke kan dog ikke tage patent på begrebet. Hvis man kigger på hele middelhavskulturen på Jesu tid, var det ifølge Carsten Selch Jensen meget normalt, at man gav gaver til mennesker i nød. Og det blev typisk forbundet med noget religiøst, siger han.
”Idéen om almisser spiller en central rolle i de fleste religioner og særligt i de abrahamistiske religioner, altså kristendommen, jødedommen og islam. For det handler om, hvordan vi forholder os til næsten. Der har været forventning om, at man tog sig af de mennesker, der havde brug for hjælp,” siger han og tilføjer, at den kristne kirke dog var hurtig til at sætte almisserne i system.
”Hele teologien blev bygget op omkring godgørenhed og almisser, som skulle fastholde de riges fokus på det vigtige. Der har også været perioder i historien, hvor graden af kristendom eller inderlighed i troen netop blev målt på, hvor god man var til at tage sig af de fattige.”
I dag kan det måske synes lidt voldsomt, at nogen skulle være villige til at sælge alle deres ejendele for at give almisser til de fattige. Men på Jesu tid kan tanken om at sikre sig en plads i himlen have føltes mere præsent, end den måske gør hos folk i dag, siger Carsten Selch Jensen.
”Vi har at gøre med en tid, hvor det jordiske – alt det, vi har nu og her – ikke betød så meget. Det gjorde Gud og frelsen derimod. I søndagens tekst siger Jesus netop, at ’de sande tjenere er vågne, når Herren kommer’, og at mennesker, når Gud kom, ville blive delt op i de gode og de dårlige. Man vidste ikke, hvornår dommedag kom, men havde en forestilling om, at det kunne være snart. Så det var vigtigt at være klar,” siger han.
Det at give afkald pådet materielle i ens liv kunne gøres på forskellige måder. Nogle gav deres rigdom væk og begyndte at leve som eneboere og senere som munke, mens andre gav måltider, penge, tøj eller et bad til fattige.
”For mange rige var det afgørende selv at give gaven til de fattige, som så vidste, hvem de fik almissen fra. For man havde en idé om, at de fattige var særligt nær Gud, og at Gud var mere tilbøjelig til at lytte til dem, når de bad for dem, der havde givet almisserne. Så det øgede ens sandsynlighed for at blive frelst,” siger Carsten Selch-Jensen.
Man kunne dog også vælge at donere pengene til kirken eller bygge kirker som almisse, siger han og tilføjer, at dette blandt andet blev meget udbredt i middelalderen.
”I den katolske kirke i middelalderen var idéen om nadveren som et offer helt afgørende i forestillingerne om frelsen og det evige liv. Så selvom det at bygge en kirke måske ikke direkte kom de fattige til gode, blev det set som en form for almisse og en gave til Gud, der var til gavn for hele samfundet.”
Almissetanken har generelt udviklet sig gennem tiden og er som sagt stadig central i kirkernes arbejde. Begrebet er dog også blevet udfordret af velfærdssamfundet, hvor de rigeste for eksempel i forvejen giver meget over skatten.
”Derudover har ordet almisser også fået en lidt negativ klang i dag. Hvis man siger, man giver almisser, ses det ofte som, at man bare giver nogen smulerne fra de riges bord,” siger Carsten Selch Jensen.