Konkurrence: Hvad er Danmarks bedste kirkelige initiativ?

Kristeligt Dagblad udpeger gode kirkelige initiativer. Nogle har eksisteret længe, andre er nye. Men behøver kirkerne virkelig at tænke nyt?

Konkurrence: Hvad er Danmarks bedste kirkelige initiativ?
Foto: James Barr/Unsplash.

Nu begynder den konkurrence, der skal finde landets bedste initiativ i den kirkelige verden. Forude venter fem uger med særligt fokus på de tendenser og tiltag, som har præget folkekirken og de andre kristne trossamfund i Danmark i årets løb. Enhver kan fremhæve et initiativ ved at indstille det til Kristeligt Dagblads Initiativpris. Det sker ved at sende en beskrivelse på email til initiativ@kristendom.dk. Alle indstillede projekter får plads i avisen.

Det siges tit, at Danmarks kirker ikke skal gøre noget anderledes, men bare fortsætte med at forkynde evangeliet rent og purt, som det er sket i 2000 år. Det er en fristende tanke, at det glade budskab er overleveret fra generation til generation i ren form og uden forandringer. Men den har ikke forbindelse til virkeligheden. For kirker har siden kristendommens opståen fornyet rammerne for gudstjenester, organisering af kirken og formidlingen.

På et tidspunkt besluttede man, at et særligt udvalg af skrifter skulle være kanon. Dem kaldte man Bibelen. Senere indførte den frankiske konge Pipin den Lille et nyt instrument i de vesteuropæiske gudstjenester. Det kendes som orglet. Arkitekturen slog ind på nye spor med de gotiske kirkebyggerier. Det gav os Notre Dame-katedralen og andre storslåede bygninger. Langt de fleste danske salmer er skiftet ud siden Reformationen.

Aflønningen af præster finansieres efter en helt anden model end for 500 år siden. Og man kunne blive ved.

Kristendommens historie er så fyldt med fornyelse, at man dårligt ville kunne genkende de tidlige kristnes former for fællesskab, hvis man via en tidsmaskine trådte ud i en menighed i middelhavsområdet for et par tusind år siden. At kirken er blevet beskrevet som konserverende og udviklingsfjendsk i både fiktion og historieskrivning, er en sandhed med modifikationer.

En lille del af den store historie stiller Kristeligt Dagblad skarpt på med en konkurrence, som præsenterer en lang række af tidens kirkelige tiltag og trends. Forløbet skal i sig selv hædre de aktører, der hver måned arbejder med, hvordan man kan formidle kristendom, og i sidste ende hædres det tiltag, som seks dommere vurderer er det bedste kirkelige initiativ i Danmark i 2020.