Martyren som en livsfarlig fanatiker ligger meget langt fra den kristne forståelse

Mens martyrbegrebet er en del af de kristnes virkelighed i Den Tredje Verden, er det i Vesten næsten blevet synonymt med en muslimsk selvmordsbomber

Parallellen til Kristi lidelseshistorie gør det oplagt at tænke på martyrer op til påske, og for nylig opgjorde pave Frans i en tale tallet for katolske missionærer, der blev dræbt i 2018, til 40, hvilket er en fordobling i forhold til året før.
Parallellen til Kristi lidelseshistorie gør det oplagt at tænke på martyrer op til påske, og for nylig opgjorde pave Frans i en tale tallet for katolske missionærer, der blev dræbt i 2018, til 40, hvilket er en fordobling i forhold til året før. . Foto: Filippo Monteforte/Ritzau Scanpix.

Den kristne påske er en kompleks og paradoksal højtid. Særligt i vores del af verden er den frygt og lidelse, der gik forud for Kristi opstandelse, svær at forholde sig til, for her er der tradition for at være diskret med sin tro, og man er sjældent udsat for overgreb. På samme måde er det kristne martyrbegreb en næsten ukendt størrelse, mens forestillingen om at måtte give sit liv for sin tro er anderledes konkret i Afrika eller Asien.

Et af de mest chokerende martyrier de seneste år, der også fandt vej til vestlige nyhedsmedier, var Islamisk Stats halshugning i 2015 af 21 koptiske kristne, der arbejdede i Libyen. Begivenheden bragte mindelser om forfølgelser i den kristne kirkes første århundreder, for kopterne var ikke tilfældige ofre for en bombe. Det var mennesker, der fik valget mellem at afsværge deres tro eller miste livet – og som bevidst valgte at gå i døden.

Hvis det kristne martyrbegreb står svækket i den vestlige verden, er det også, fordi betegnelsen ”martyr” i de seneste årtier overvejende sættes i forbindelse med fundamentalistiske muslimske grupper. Det gælder især selvmordsbombere, der typisk af politiske grunde søger at tage så mange uskyldige med sig i døden som muligt, men hvis handlinger af terroristerne selv retfærdiggøres som et forsvar for islam. En martyr bliver i den optik en livsfarlig fanatiker.

Det ligger meget langt fra den kristne forståelse. Den tidlige kristne kirke opfattede sine martyrer som mennesker, der i deres lidelser og død fulgte Kristi eget eksempel.

Den kristne martyr i klassisk forstand er således en uskyldig mand eller kvinde, der bliver slået ihjel for sin tros skyld af en magt, der hader kristendommen. Som Jesus søger den kristne martyr ikke selv sin død, men accepterer den, når alternativet er at afsværge troen eller handle i modstrid med kristne værdier. Og som Jesus gjorde det, tilgiver martyren sine fjender. Det er denne forestilling, der ligger til grund for fejringen af martyrer i den katolske og i den ortodokse kirke samt i orientalske kirker som den koptiske.

Det kristne martyrium kan dog udmærket også være en politisk handling. Ligesom Jesus satte sig op imod de religiøse jødiske autoriteter, udfordrede de tidlige kristne martyrer den romerske politiske orden ved at nægte at ære kejseren som guddommelig. Den politiske dimension er heller ikke fraværende i vor tid. Tidligere på året offentliggjorde den katolske kirke i Tyskland en ny oversigt over sine martyrer i det 20. århundrede, der omfatter godt 1000 ofre for henholdsvis nazismen og kommunismen.

Parallellen til Kristi lidelseshistorie gør det oplagt at tænke på martyrer op til påske, og for nylig opgjorde pave Frans i en tale tallet for katolske missionærer, der blev dræbt i 2018, til 40, hvilket er en fordobling i forhold til året før. Af Vatikanets oversigt fremgår det, at Afrika er det farligste sted at opholde sig for katolske missionærer. Her blev 19 præster, en præstestuderende og en lægkvinde slået ihjel. På andenpladsen kommer Latinamerika med 15 dræbte missionærer, heraf 12 præster og tre lægfolk, mens der var tre dræbte præster i Asien. En enkelt præst er blevet myrdet i Europa.

Sådanne statistikker tager dog ikke højde for, om ofrene alle er martyrer i streng forstand. Nogle drab er oplagt religiøst motiveret, mens det i andre tilfælde måske handler om etnicitet eller om brutale røverier på steder, hvor dødsvold er normen. Derudover er det svært at sætte tal på de mord, der begås på helt almindelige kristne på tværs af de forskellige konfessioner, også selvom de er religiøst motiverede. For hvis statsmagten er svag eller korrupt, kommer mordene måske aldrig til myndighedernes eller kirkernes kendskab.

Derfor står de 21 martyrer fra Libyen fortsat så stærkt i områder med overgreb på kristne. Ligesom rettergangen mod Jesus skete i fuld offentlighed, var der ingen ambivalens i halshugningen af kopterne. Det var tydeligt for enhver, hvorfor de døde. For terroristerne tjente det et propagandaformål komplet med erklæringer og en grusom video. For kristne var det et påskebudskab om troens største sandheder.

Andreas Rude er mag.art. i litteraturvidenskab og kommentator af katolske forhold.