De blev læger og behandlede mænd for alverdens lidelser. De læste på universitetet og underviste børnene i landets skoler. De drev virksomheder og blev økonomisk uafhængige af deres mænd. De blev politikere og vedtog landets love. Ja, nogle fik sågar tilladelse til at prostituere sig og blive offentlige fruentimmere for mænds seksuelle behov. Men at stå på en prædikestol og forkynde Bibelens tekster, der satte man alligevel grænsen.
Mens kvinderne gennem den sidste halvdel af 1800-tallet og begyndelsen af 1900-tallet fik stadig flere rettigheder, stod kirken urokkeligt fast. Ganske vist var menighedsrådene det første sted, som gav kvinderne valgret, helt præcist i 1903, men præstestillingen var forbeholdt mænd.
Først i 1948, ufrivilligt og efter kraftigt politisk pres, måtte kirken bøje sig og Danmark fik sine første kvindelige præster. Og at netop kirken stod tilbage som en mandsdomineret institution, er ikke tilfældigt, lyder det fra blandt andre Lene Sjørup, som er teolog, kønsforsker og selv har arbejdet som sognepræst.
Hvis Gud er en mand, er manden Gud, har den amerikanske teolog og feminist Mary Daly sagt. Kirken har et stærkt patriarkalsk symbolsystem, også helt ind i gudsbilledet. Og det har formentligt en betydning. For mænd har det været oplagt at fastholde en dominerende rolle i kirken og en bestemt tolkning af præsterollen, når nu Bibelen netop taler om Vor Fader, Vor Herre og Herren som den, man skal adlyde og bøje sig for, siger Lene Sjørup, som selv har beskæftiget sig med kirkens kvindesyn i bogen Du er gudin-den.
Når kirkens folk hvilket i næsten 2000 år har været ensbetydende med mændene argumenterer mod kvindelige præster, henvises der ofte til Paulus ord om, at det ikke sømmer sig for en kvinde at tale i menigheden. Samtidig er kvinderne historisk blevet opfattet som en trussel mod kirkens autoritet, hvilket også har forsinket ligestillingen i kirken sammenlignet med de øvrige samfundsinstitutioner, mener Lene Sjørup.
Undersøgelser har vist, at kvinder ofte er mere åbne for at diskutere og eksperimentere med religiøse dogmer og traditioner, mens mændene i højere grad står som dem, der forvalter og forsvarer de historiske principper. Men når kvinderne udfordrer troens dogmer, griber det jo helt ind i gudsbilledet og den patriarkalske tankegang, og det har der historisk været en stor modstand mod i kirken, siger Lene Sjørup.
Kun én større samfundsinstitution var langsommere end kirken, når det gjaldt kvinders ret til ligestilling.
Først i 1962 fik kvinder adgang til at blive soldater i forsvaret, og man skulle helt frem til 1998, før det blev muligt at ansætte kvinder i forsvaret på de samme vilkår som ved mænds værnepligt. Der er stadig kun værnepligt for mænd, men i modsætning til folkekirken har forsvaret ikke en dispensationsmulighed, der gør det muligt at afvise ansøgere på grund af deres køn.
At netop kirken stadig tøver med at åbne døren på vid gab for kvinderne, kan forklares med selve religionens grundlag, mener også Lone Fatum, der er kønsforsker, teolog og lektor i Ny Testamente ved Københavns Universitet.
Vi har at gøre med godt 2000 år gamle tekster, som derfor repræsenterer et andet verdenssyn end det, vi ellers har fået med tiden. Så jo mere teksttro man er, desto sværere er det at give plads til kvinderne. Og så har manden og kvinden jo begge haft en bestemt rolle i kirken, baseret på en klassisk kønsopfattelse. Kvindens rolle var at være den omsorgsfulde og den, der tog sig af børnene og hjemmet. Det var ment positivt, men det fastholdt kvinden i en position, der gjorde det vanskeligt at indtage mandens domæne som den, der udlagde teksten, siger Lone Fatum, der selv har oplevet modstand, dengang hun blev den første kvindelige præst i et sogn.
Det var små fornærmelser, såsom præstekolleger, der ikke ville deltage i nadveren, hvis jeg stod for den, eller medlemmer af menighedsrådet, som i højere grad forventede, at jeg stod for kaffen end for beslutningerne. Det var nu mest til at smile af, især fordi jeg vidste, at tiden og tankegangen arbejdede for kvinders rettigheder, siger Lone Fatum.
Også modstanderne af kvindelige præster henviser til Bibelens tekster, når de skal forklare, hvorfor ligestillingen i folkekirken er foregået i et andet tempo end i andre dele af samfundet.
For selvom kirken skal lytte til folkestemningen, skal den ikke nødvendigvis følge den, lyder det fra Henrik Højlund, sognepræst i Løsning.
En kirke, der aldrig lytter til folket, bliver blind. Men den er ikke forpligtet til at indrette sig efter folkestemningen, og derfor vil det være forkert bare at konkludere, at kirken er konservativ, når den ikke gør som resten af samfundet. Kirken er derimod kendetegnet ved at have et mandat, som altid er vigtigere end det demokratiske, politiske og folkelige mandat. Kirken kan og bør ikke have den herskende stemning som øverste norm. At man i spørgsmålet om kvindelige præster til sidst vælger at bøje sig for et meget stærkt pres udefra, hænger i høj grad sammen med, at vi har et system, hvor kirken er uhyre tæt forbundet med staten, siger Henrik Højlund.
Det kan godt være, at kvinderne måtte vente næsten 2000 år, før de i Danmark fik lov at blive præster.
Men i løbet af kun 60 år er det lykkedes kvinderne at udgøre et flertal på teologistudiet, ligesom de som Kristeligt Dagblads serie om kirkens kønsskifte har vist om få år forventes at udgøre et flertal blandt præsterne.
Og det vil utvivlsomt få betydning for kirken og gudsbilledet, vurderer Henrik Højlund, på linje med Lene Sjørup.
Man ved fra undersøgelser i blandt andet Sverige, at kvindelige præster har en anden tilgang til og fortolkning af kristendommen, som man kan betegne som en femininisering, hvis man tager udgangspunkt i forestillingen om det feminine som udtryk for omsorg, det moderlige og de blødere værdier. Og det vil formentligt få betydning for gudsbilledet, hvis et flertal af præsterne er kvinder, siger Henrik Højlund og henviser til den norske teolog Oskar Skaraune, der har udtalt, at med kvindernes indtog på prædikestolen skifter præsterollen fra at være et hyrde- og læreembede til et trøste- og bæreembede.
Jeg kender kvindelige præster, som er undtagelser fra dette, men de er netop kun undtagelser. Og det er meget muligt, at mandlige præster gennem tiderne ikke har lagt tilstrækkeligt vægt på Guds trøstende og moderlige træk, men løsningen er ikke at gå over i den anden grøft. Kirken er ikke tjent med, at Gud ikke længere siger du skal, men vil du ikke nok?, siger Henrik Højlund.