Prøv avisen
Før søndagen

Den menneskelige omsorg kan man ikke udlicitere

Kristendommen er en vigtig ramme om livet, mener Susanne Larsen, der ser sig selv som et kristent menneske, men ikke går i kirke hver søndag. - Foto: Unitas. Foto: Unitas A/S

Man skal kere sig om sine medarbejdere og turde risikere sig selv. Sådan udlægger erhvervskvinde Susanne Larsen Jesu fortælling om den gode hyrde

”Den handler om, at vi skal tage os af hinanden. At alle mennesker er vigtige, og at den gode leder passer på hver og en.”

Ordene er Susanne Larsens og opsummerer søndagens prædiketekst. Her fortæller Jesus om at være den gode hyrde, der passer på sine får og ikke er bange for at sætte sit liv på spil for fårene. Det billede kan Susanne Larsen godt genkende.

Den 65-årige erhvervskvinde begyndte som kontorassistent i SAS i 1969, og 40 år senere sagde hun farvel til flyselskabet, nu som administrerende direktør. Siden har hun været præsident for Dansk Røde Kors, og i år trådte hun ind i bestyrelsen for Unitas Rejser. Gennem en stor del af sit arbejdsliv har hun været leder, og hun har selv mærket det ansvar, Jesus beskriver i hyrderollen. Ligesom Jesus passer på hvert enkelt får, har Susanne Larsen fokus på hver enkelt medarbejder. For hende handler lederrollen i høj grad om at se sine medarbejdere i øjenhøjde og huske på, at alle er ligeværdige mennesker, uanset hvilken rolle man har på arbejdspladsen.

”Nogle tror, at man ikke kan være en god leder, hvis man ikke kan være hård og ubarmhjertig, men jeg tror, det er lige så vigtigt, at man synes om og sætter pris på mennesker. At man stiller krav og har forventninger. Så tror jeg, at livet bliver nemmere og klarere,” siger hun.

”Jeg tør godt byde på mig selv, fortælle, når jeg er bekymret, glad, stolt eller ked af det. Det er vigtigt for mig, at medarbejderne har en oplevelse af, at de er ledere i deres eget liv. De fleste moderne mennesker bryder sig ikke om at være underlagt formynderi, men vil gerne have friheden til at bestemme selv. Som leder skal man derfor kunne sætte nogle klare rammer, der giver plads til, at den enkelte medarbejder kan agere frit inden for dem,” siger hun.

”Det handler om, at man bruger sig selv og er tilgængelig, det skaber et godt tillidsforhold,” forklarer hun.

”Jeg tror, at det er vigtigt, at man som leder bakker sin medarbejder op. At man viser, at man kan regne med én. Også når der begås fejl,” siger hun.

Men det at passe på hinanden bør ikke blot ses ud fra et leder-medarbejder-perspektiv, mener Susanne Larsen. For det handler også om de almindelige mellemmenneskelige relationer, og dem skal man passe på, så de ikke forsvinder.

”Det er blevet for nemt ikke at tænke på naboen, der er ensom eller syg, fordi det er der nok andre, der gør. Vi skal ikke kun have øje for os selv, men også for andre. Velfærdssamfundet er fantastisk, for der er ikke nogen, der dør af sult i Danmark, men jeg tror, at værdien ved at være noget for hinanden kan gå tabt, hvis vi ikke passer på. Vi skal have mere opmærksomhed på, om naboen har det godt, om man kan gøre noget for hinanden.”

”Jeg tror, det er vigtigt, at vi igen får sat det i fokus, at ingen skal være ensomme eller dø alene, og at vi skal tage os af hinanden.”

”Jeg vil ikke give velfærdssamfundet hele skylden for, at vi er blevet for magelige på det her punkt, men vi har alle sammen så travlt. Vi har et offentligt system, der tager sig af os, men den medmenneskelige omsorg og kærlighed kan man altså ikke udlicitere til nogen. Det er et rarere samfund at være i, når man ved, at ens medmennesker tænker på én og tager sig af én, hvis man får brug for det,” siger hun.

Ifølge Susanne Larsen handler det at være en god leder også om mere og andet end at sørge for de mennesker, der arbejder i den samme virksomhed som en selv. I teksten beskriver Jesus, hvordan han også har andre får, der ikke hører til hans fold, og hvordan det også er hans ansvar at lede og passe på dem. I Susanne Larsens familie har man altid gjort noget ud af at gøre noget for dem i samfundet, der har det svært, og den mentalitet har hun taget med sig.

”Jeg bryder mig ikke så meget om ordet 'frivillig'. For mig handler det om medmenneskelighed, at gøre noget aktivt for andre mennesker i samfundet,” siger hun.

”Hvis man er ressource-stærk i vores samfund, synes jeg også, at man har en forpligtelse til at bruge sine ressourcer til at være fortaler for dem, der ikke har så mange kræfter. Det er her, man risikerer sig selv og kommer ud af sin komfortzone, for man har en forpligtelse til at sige fra og gøre noget ved tingene. Det er jeg opdraget til hjemmefra.”

At hun er nået til tops inden for erhvervslivet er egentlig kommet lidt omvendt for Susanne Larsen. Hun blev alenemor som 17-årig og først student som 30-årig. Og universitetsstudierne i samfundsfag foregik, samtidig med at hun blev mor til sit andet barn, en pige, der fik en hjerneskade, efter at hun tre dage gammel blev ramt af en hjerneblødning. Alligevel har hun aldrig haft en plan B.

”Jeg har sat mig nogle mål, og så har jeg haft en tro på, at jeg nok skulle komme derhen. Hvis jeg virkelig tror på tingene, så tror jeg også på, at det lykkes. Det er ikke så meget en stålsathed som en indre ro og en tro. Jeg tror på, at hvis man vil opnå nogle ting, så behøver man ikke bokse så meget med det, men at ens adfærd vil bringe én derhen,” siger hun.

Som 65-årig har troen på, at tingene nok skal lykkes, bragt hende til ikke så få bestyrelsesposter. Blandt andet er hun næstformand for en morgencafé for hjemløse, sidder i bestyrelsen for Kvindernes Bygnings Fond og er formand for Rejsegarantifonden. For hende handler det om at give noget tilbage til samfundet.

”Jeg vil gerne bidrage med det, jeg kan, og dermed give tilbage til det samfund, som har givet mig muligheder. Vi er jo ikke bare til gavn for os selv, men også for andre,” siger hun.