Nutidens pilgrim søger svar i fortidens vandring

Oprindeligt var en pilgrim et religiøst menneske, der vandrede mod et fast mål med Bibelen som guidebog og bodsgang som sit motiv. I dag har især danskere en mere anarkistisk tilgang til fænomenet, som de bruger som en modgift mod det moderne livs bagsider, siger forskere

Illustration: Rasmus Juul
Illustration: Rasmus Juul.

Når Marie Lau Florin kommer hjem fra en pilgrimsvandring, bliver hun altid overrasket over, hvor mange ting hun egentlig ejer.

”Når jeg har levet i ugevis i det samme sæt tøj og med de få ejendele, jeg selv har kunnet bære, så er det skræmmende at komme tilbage til sit moderne hjem med alt det, man har skrabet sammen. Der bliver det tydeligt for mig, at materielt gods ikke gør mig lykkelig. Jeg tror, at den nøjsomhed og evne til at sætte pris på det, man har, gør pilgrimslivet relevant for mennesker i dag,” siger hun.

Det er snart 10 år siden, at Marie Lau Florin begyndte at vandre, og siden har hun lagt mange pilgrimsveje bag sig. For hende er det vigtige ikke målet eller stedets religiøse historie, men den mentale tilstand, hun kommer i.

”Det er i høj grad meditation for mig, hvor jeg får mulighed for at fordybe mig og bearbejde svære ting i mit liv. På mange måder er det også blevet et pusterum fra det moderne liv, hvor vi konstant bombarderes med ting, vi skal forholde os til. Jeg føler, at jeg får en kontakt, hvorpå jeg kan slukke for al larmen. Det gør, at jeg vender hjem med en dybere energi.”

Marie Lau Florins motivation til at vandre er meget sigende for, hvordan det at være pilgrim har ændret sig i tidens løb. For selvom mange mennesker stadig bevæger sig ad hellige veje eller mod hellige mål, så er deres bevæggrunde ikke de samme som tidligere. Det siger Tove Elisabeth Kruse, som er lektor ved Roskilde Universitet og blandt andet har forsket i historien bag pilgrimsvandring og grundene til at tage af sted dengang og i dag.

Før hun kommer med sine bud på, hvad der motiverer moderne pilgrimme, er det værd at få på plads, hvad der fik folk til at gå før i tiden.

”Tidligere var udgangspunktet for pilgrimsvandringen, at Gud var en realitet, og at meningen med livet var frelse. I senmiddelalderen blev pilgrimsvandringer derfor til en del af et bodssystem, hvor man kunne få aflad for sit syndige liv og få tilgivelse ved at vandre til bestemte steder,” siger hun og tilføjer, at Bibelen samtidig også spillede en rolle i vandringen.

”Bibelen blev brugt som en guidebog. Man gik til de steder, man havde læst og hørt om i den, og de steder skulle så hjælpe en med at forstå de bibelske historier bedre og opnå åndelig fordybelse,” siger hun.

I dag er der færre, der ser vandringen som en bodsgang, men traditionen lever stadig. I Frankrig og Belgien har unge kriminelle for eksempel i nogle tilfælde kunnet vælge mellem at afsone fængselsstaf eller gå til Santiago de Compostela under opsyn.

For de fleste pilgrimme i dag er det dog den åndelige fordybelse, der fylder mest, siger Tove Elisabeth Kruse.

”Pilgrimsvandringen er blevet et særligt refleksionsrum, hvor der i dag er fokus på vejen og processen frem for målet. Mennesker, der vandrer, får mulighed for at indtræde i en særlig relation til naturen, til dem, de går med, og til dem selv og det hellige,” siger hun.

Hun tilføjer, at mange tænker over, hvad de skal væk fra, hvad de skal hen imod, og hvilke valg og prioriteringer det indebærer. Religiøst formuleret overvejer de, hvad de skal dø fra, og hvad de vil genopstå til.

Tove Elisabeth Kruse hører også fra pilgrimme, at det er vigtigt, at deres mål eller ruter er autentiske, så de går, hvor folk har gået før, og hvor hellige begivenheder faktisk skete. Derudover skal den fortid, de møder på deres vej, gerne kunne tale ind i nutiden.

”Som pilgrim bruger man den religiøse fortid som en vejleder, der stiller relevante spørgsmål til nutiden. Mange opfatter pilgrimslivet som en modgift til det negative i det moderne liv – som stress, overforbrug, overfladiskhed og ensomhed. Fortiden bliver set som et reservoir med glemte værdier, som kan hentes frem på ny: langsomhed, frihed, enkelhed, åndelighed og fællesskab.”

Når mange pilgrimsruter og -mål i dag oplever et stigende antal besøgende, skyldes det ifølge historikeren altså ikke bare, at forskellige EU-projekter og transnationale samarbejder har forbedret ruterne for at sætte fokus på kulturarv og turisme. Det skyldes, at behovet stadig er der.

”Hvis jeg skal pege på et lighedspunkt mellem pilgrimme dengang og i dag, så er det, at mennesket altid har sat sig fysisk i bevægelse for at nå åndelige mål. Det var kernen i den tidlige middelalder, og det er kernen nu. Den ydre vandring skal også være en indre vandring og skabe forandring,” siger hun.

Zoomer man ind på Danmark, vil man også se, at tilgangen til pilgrimstraditionen er anderledes end mange andre steder. Det siger Jane Widtfeldt Meged, der er lektor på Roskilde Universitet og i gang med forskning, der blandt andet undersøger, hvad pilgrimsfærd betyder for det postmoderne menneske i Danmark og Skandinavien.

”Det at vandre har altid været et meget skandinavisk fænomen, men de seneste år har lande som Norge, Sverige og Danmark i høj grad ladet sig inspirere af pilgrimsvandringerne nede sydpå. Det kan skyldes, at vi først efter 500 år som protestanter tør gribe tilbage i den katolske fortid. Men den nordiske pilgrimsvandring har særlige træk,” siger hun og nævner som eksempel et større fokus på vandringen frem for målet og på at give kulturarven en opblomstring.

”Vi genopliver pilgrimsfænomenet i en helt anden ånd og på vores egen anarkistiske nordiske måde. Hvor europæere sydpå for eksempel i højere grad går på vejen til Santiago de Compostela for at mærke historien, så leger vi i Danmark mere med camino-begrebet og kæder det sammen med den lokale kultur,” siger hun og nævner som eksempel vandreturen Camønoen på Møn.

Ifølge Jane Widtfeldt Meged er det af samme grund interessant, at danskerne holder fast i at bruge pilgrimsbegrebet.

”I teorien kunne danskerne jo bare kalde sig for vandrere og kalde de nye veje, der laves, for kulturruter. Men man kalder dem pilgrimsruter og henviser dermed bevidst til en spirituel og religiøs fortid,” siger hun.