Stativ, stakit, kasket.
Jeg både snubler over ordene og holder de rette pauser for at få alle stavelserne med i denne folkelige remse. Når selv de jordnære ord kan være så komplicerede, hvordan vil det så ikke gå det uforklarlige? Med en mares insisteren vil stativ, stakit, kasket ikke forlade mit sind, og da jeg for tiende gang falder i udtalefælden, begynder jeg at betvivle, om jeg er i stand til at fatte det, der blot er lidt større.
Her står jeg og kan intet andet på dette ingenmandsland, der ligger mellem kirkegården og Sorø Akademi. Turister i shorts og nederdele kommer og går, slukker cigaretter og suger den sidste flødeis ud af vaflen, inden de tager imod menighedsrådets tilbud om et gratis besøg i den imponerende Sorø Klosterkirke. Selv kigger jeg kun ind, så vender jeg øjnene mod akademiets hovedbygning, der ligger øde hen her i sommerperioden. Jeg tænker nogle måneder tilbage eller frem og ser unge med deres barnetro i behold. Anderledes kan det ikke være her på stedet, hvor B.S. Ingemann, en af guldalderens største forfattere og salmedigtere, arbejdede i 40 år som lektor. Stativ, stakit, kasket. Hvor svært kan det i grunden være?, tænker jeg.
"Ikke særlig svært," siger Kristian Østergaard, cand. theol., exam.art i litteraturvidenskab og sognepræst ved Sorø Klosterkirke.
"Ingemann favner bredt, så både soldaten og skrædderen forstod hans salmer, og det er netop hans enkelthed, der gør, at vi stadig gør det på trods af 150 års afstand. Ingemann skrev ud fra devisen om, at alt, hvad man kan skrive langt, kan man også skrive kort."
Ingemann blev født den 28. maj 1789, året for den franske revolution, og som vi går rundt om klosterkirken, peger Kristian Østergaard på symbolikken i de to uafhængige begivenheder, rationalismen mod romantikken.
"Ingemann stod for det modsatte af revolutionen, der hyldede fornuftens gudinde og vendte sig mod følelserne. Men Ingemann gik den modsatte vej og skrev de store følelser ind i sine salmer. Han kan trække alle registrene ud, og hos ham går ikke én eneste sjæl fortabt," siger Kristian Østergaard.
Stativ, stakit, kasket. Jomfrufødsel, Jesusbarn og opstandelse. Ordene er, hvad du gør dem til, og med Ingemanns folkelige tilgang er hans betydning for den danske vækkelse i 1800-tallet evident, om end den er mere indirekte end Grundtvigs.
"Hans salmer er ikke dogmatisk korrekte, og han er da heller ikke skattet af hymnologerne, der ikke finder ham i samme klasse som Kingo, Brorson og Grundtvig. Men folket elsker ham, og hvis Ingemann fik én krone, hver gang en af hans salmer bliver sunget, ville han have været rig," siger Kristian Østergaard.
Kirkegårdslågen knirker, på muren hænger der nærmest udviskede gravplader over folk, der kun var kendte i live, men vejen til lyset går gennem mørket. Bagved kirkens østside har Ingemann sin egen plads. Vedbend former en cirkel omkring gravstenen, der rejser sig højere end en mands højde. Stenen er lavet af granit, og øverst sidder Ingemanns blide portrætmedaljon i bronze, skabt af billedhuggeren H.V. Bissen.
Jeg fjerner stenen og beplantningen og stirrer ned i et tomt hul. Ingemann døde den 24. februar 1862, og jeg genkalder, hvordan hans nære ven, H.C. Andersen, i sin dagbog fra den 4. marts skrev, at hans "Ansigt var som et Billed af det i dødt Leer; Munden falder skævt til siden."
Ingemanns død skabte landesorg. Ved hans begravelse var der arrangeret særtog fra København, og frem til gravens rand sang følget "Dejlig er jorden".
"Ingemann var ikke kun populær som salmedigter. Hans historiske romaner var med til at samle Danmark, der med statsbankerotten i 1813, tabet af Norge i 1814 og en almindelig nedgangstid havde brug for at få styrket identiteten. Med sit harmoniske sind forsøgte han at vække folket ved at fastholde det på kristendom og danskhed, og derfor var han sin tids store nationale digter," siger Kristian Østergaard og fortsætter:
"Men heller ikke som romanforfatter var han anset af fagfolk. Romanerne var ikke historiske dokumenter, men de havde det formål, at de skulle samle folket til en fælles kamp."
Det indtryk går også igen i hans salmeskrivning, og Kristian Østergaard fremhæver i den forbindelse "I Underværkers land jeg bor":
I underværkers land jeg bor;
ej blinde sjæl det ænser:
Guds kraft igennem verden fór,
og nåden har ej grænser.
?Ingemanns Hus" står der med sorte bogstaver over døren på den gulkalkede mur. Det ligger ganske få meter fra hans gravsted, og det var her, at han og fru Lucie Marie Mandix boede i alle Sorø-årene. Huslejen var to rigsdaler om året, og huset var centrum for guldalderens store profiler som Andersen, Thorvaldsen og Oehlenschläger, og i "Mit eget Eventyr uden Digtning" gav H.C. Andersen denne ros med på vejen:
"Ingemann fortalte saa livligt, jeg elskede disse Mennesker, og vort venskab er voxet i Aarene, næsten hver Sommer har jeg siden været der en velkommen Gjæst og følt at der gives Mennesker i hvis Omgang man ligesom bliver bedre."
I dag er huset rektorkontor for Sorø Akademi, og meget er ikke, som det var på Ingemanns tid. Alligevel kommer vi tilbage til udgangspunktet. Kristian Østergaard fortæller om huset, hvis have går direkte ned til Sorø Sø, og med hænderne tegner han det stakit, der engang indrammede det foran. Det var ikke i for god stand, og ifølge anekdoten skrev Ingemann derfor med vanlig digterisk sans til kancellipræsident Poul Christian von Stemann: "Stakittet blåt skal være/ så det kan ligne luft og atmosfære." Ingemanns ord blev overvejet grundigt, inden han modtog svaret: "Nej, nej, det males skal med tjære/ så det kan modstå luft og atmosfære."
Overleveringen findes i flere versioner, hvor der skelnes mellem stakit og plankeværk, ordstillingen og sågar selve afsenderen. I én version er det for eksempel Ingemanns hustru, der sender brevet af sted.
Men uanset hvad er stakittet væk, stativet og kasketten ignorerer jeg og forlader huset, kirken og akademiets store grund. Kristian Østergaard kører i forvejen på sin cykel, og tre minutter senere sidder vi på Hotel Postgaarden, der fra sin centrale plads på Storegade har betjent rejsende i mere end 300 år, herunder også Ingemann.
"Vi synger ikke Ingemann hver søndag, men vi synger ham meget. Som præst kan jeg bruge hans salmer, fordi der aldrig lyder ak, men kun tak," siger Kristian Østergaard.
O Gud, hold over os din hånd,
og ingen ørk er øde!
Opliv al verden med din Ånd,
og leve skal de døde!