Den norske kirke mister information om nyfødte

Fra den 1. oktober får den norske kirke ikke længere oplysninger fra landets folkeregister om nyfødte børn. Kirken oplever i forvejen fald i dåbstallet, og udsigten til at miste værdifuld information, skaber ærgrelse

Sidste år blev kun 53,1 procent af alle norske børn døbt, og hvis prognoserne holder stik, vil under halvdelen af de nyfødte nordmænd blive døbt inden for få år. Til sammenligning lå dåbsprocenten i Danmark på 61,6 procent i 2016.
Sidste år blev kun 53,1 procent af alle norske børn døbt, og hvis prognoserne holder stik, vil under halvdelen af de nyfødte nordmænd blive døbt inden for få år. Til sammenligning lå dåbsprocenten i Danmark på 61,6 procent i 2016. Foto: Ritzau Scanpix/Iris.

Når en ny nordmand kommer til verden, har kirken indtil nu automatisk fået besked fra det norske folkeregister, hvis forældrene er medlemmer af kirken. Men i forbindelse med en ændring i folkeregisterloven er det pr. 1. oktober slut med den mangeårige praksis, skriver kirken.no.

Det betyder, at det for fremtiden bliver noget vanskeligere for kirken at kontakte nybagte forældre og invitere familien til dåb.

Sidste år blev kun 53,1 procent af alle norske børn døbt, og hvis prognoserne holder stik, vil under halvdelen af de nyfødte nordmænd blive døbt inden for få år. Til sammenligning lå dåbsprocenten i Danmark på 61,6 procent i 2016.

”Konsekvensen er, at menighederne ikke længere vil kunne sende en personlig invitation ud til de medlemmer, der har fået børn. Og det er ærgerligt, fordi kirken mener, at den direkte kontakt altid er den bedste,” siger Ole Inge Bekkelund, der er direktør for den norske kirkes afdeling for kirkeordning.

Han fortæller, at kirken i forbindelse med udarbejdelsen af den nye lov for tros- og livssynssamfund har bedt Stortinget om at give kirken lovhjemmel til atter at få adgang til information om medlemmernes familieforøgelser. Oprindeligt var det planen, at lovforslaget skulle fremlægges i løbet af 2018, men det arbejde er blevet udskudt, hvorfor kirken i hvert fald i en periode må klare sig uden den automatiske indberetning. Og det kan man også godt, mener Ole Inge Bekkelund.

”Vi venter selvfølgelig i spænding på den nye lov, men det er for tidligt at sige, om det vil påvirke dåbstallet negativt, hvis vi permanent mister adgang til information om nyfødte. Vi tror på, at vi kan komme langt ved at informere gennem andre kanaler – som eksempelvis sociale medier og foldere,” siger han.

I Danmark har der tidligere været debat om kirkens praksis for at kontakte nybagte forældre, der er medlemmer af folkekirken. Men eftersom Datatilsynet betragter kirkens data som et medlemsregister, er der ikke lige nu noget, der tyder på, at folkekirken i Danmark skulle miste overblikket over medlemmernes børn, oplyser Kirkeministeriet.