Prøv avisen

Den nye ateisme er en gave til kristendommen

"Kristne ikke har noget at frygte fra nyateismen. Det er en ekstremt vigtig pointe. Men faren er, at kristne ikke tænker over deres egen tro. Så nyateismen har på mange måder sat fokus på sårbarheden af en ikke-tænkende tro," siger teologiprofessor Alister McGrath, som i sin nye bog vil gå i rette med både nyateisterne og give ressourcer til kirkerne. Foto: Rune Evensen.

Ifølge den britiske teologiprofessor Alister McGrath er den nye ateisme kørt fast i sin egen sloganagtige argumentation. Af samme grund har den ikke haft stor indflydelse på de britiske universiteter

Begrebet nyateisme holdt sit indtog i 2006. I de forgangne fem år er den aggressive kamp mod religion og troen på Gud især blevet kendt via folk som britiske Richard Dawkins og Christopher Hitchens samt amerikanske Sam Harris og Daniel Dennett.

En af de markante stemmer i forsvaret for religion er den britiske teologiprofessor Alister McGrath fra King's College i London. Han var selv ateist for mange år siden, men nåede til den erkendelse, at ateismen ikke intellektuelt var robust nok, og han er i dag medlem af den anglikanske Church of England.

Alister McGrath er aktuel med en ny debatbog: "Why God Won't Go Away" (Hvorfor Gud ikke vil gå væk), som er skrevet ind i dette spændingsfelt. Kristeligt Dagblad har mødt forfatteren på hans kontor i London til en diskussion af, hvilken indflydelse den nye ateisme har haft, hvorfor kirken og muslimer har været næsten tavse i debatten samt af den kulturelle og intellektuelle udbredelse af strømningen.

Alister McGrath, hvorfor ser vi en så stærk vækst i nyateismen?

"Tidligere generationer af sekularister troede, at det blot var et spørgsmål om tid, før religion forsvandt stille og roligt. Det er ikke sket, og immigranter har bragt en stærk religiøsitet med sig, og det gælder både kristne og muslimer. Jeg tror, at nyateismen er et aggressivt svar. Men jeg finder det interessant, at bevægelsen har skabt en enorm interesse. Når jeg taler om Gud nu, så kommer der et stort publikum. Det skete ikke for 10 år siden."

Så nyateisterne har ikke skadet kirken?

"Min opfattelse er, at vi taler om utilsigtede konsekvenser her. De har reelt øget opmærksomheden om debatten, men de har ikke flyttet debatten i den retning, som de havde håbet. Det er en gave. En tilfældig og utilsigtet gave. Jeg tror, at kristne nu erkender det. De var i begyndelsen ganske ængstelige, men nu er følelsen her i England, at døre bliver åbnet overalt. At folk vil tale om det rationelle grundlag for tro og troens sociale dimension. De vil tale om trosbaserede organisationers rolle og social aktivisme i en tid med økonomisk tilbagegang. Så vi har en ganske aggressiv antireligiøs minoritet, hvis volumen langt overstiger deres antal. Men generelt har befolkningen ikke købt deres analyse."

Denne nyateisme, hvordan adskiller den sig fra klassisk ateisme?

"Nyateismen er en retorisk overdrevet form for ateisme. Det er sådan, du får opmærksomhed. Medierne købte de smarte bemærkninger og sloganer som 'Gud er en illusion' og 'Religion forgifter alt'. Det er lette sloganer. I enhver diskussion kan et slogan være opsummeringen af et argument. Men i nyateismen er de ofte en erstatning for argumentet. Det afgørende ved nyateisme er ikke nye argumenter, men en langt mere aggressiv måde at tale på, som er antireligiøs og ikke blot pro-ateistisk. De latterliggør folk, der tror, og deres religiøse tro."

Du taler om, at du i dag får et større publikum, når du taler. Kommer de fra begge lejre?

"Ja, og det største publikum – og jeg ved det fra min korrespondance – er, hvad jeg vil kalde almindelige ateister. De skriver til mig og fortæller, at de skammer sig over at være ateister, hvis det, Christopher Hitchens siger, er korrekt. De skriver, at de respekterer andres religiøse tro. Det interessante er derfor, at de stærkeste kritikere af nyateismen ikke er folk som mig, men andre ateister, som er oprørte over den måde, deres bevægelse bliver skadet af den aggressive tone, simplificeringen af komplekse argumenter og ikke mindst den måde, religion bliver latterliggjort på."

Fem år er ikke lang tid. Men hvordan vurderer du nyateismens momentum?

"De genbruger sig selv. De gentager de samme gamle argumenter. De var nye for fem år siden, men vi bliver trætte af dem, for diskussionen har flyttet sig."

Men er modargumentet ikke, at kristne, jøder og muslimer også genbruger, hvad der står i Bibelen, Toraen og Koranen?

"Absolut. Men mit svar vil være, at de kreativt anvender dem til nye sammenhænge. Nyateismen synes blot at genbruge deres sloganer. Og jeg synes ikke, at de gør meget andet end rituelt at afvise al religion som værende ond og gal. Men vi lever i et komplekst samfund, hvor der er komplekse religiøse, sekulære og agnostiske tilgange. Spørgsmålet er, hvordan vi lever med hinanden. Alt, hvad de tilbyder, er latterliggørelse og foragt."

Hvorfor ser vi nyateismen komme fra Storbritannien og USA og ikke fra lande som Frankrig og Tyskland med en mere klar ateistisk tradition?

"Ah. Hvis du læser Dawkins og Hitchens, ser du, at deres kilder er britiske og amerikanske. Der er ingen forbindelse til kontinentet. Eksempelvis er Sigmund Freud slet ikke nævnt, hvilket er forbløffende, nu når Dawkins' bog har titlen "Illusionen om Gud". Så det er en meget isoleret engelsksproget debat. Dawkins, Dennett, Harris og Hitchens er tilmed hvide mænd fra middelklassen. Det er interessant, for sociologisk er der meget få med en afro-caribisk baggrund, der erklærer sig for ateister. Og kvinder generelt ser det som en nørdet diskussion, hvor det følelsesmæssige element mangler."

Vi ser kendte forfattere, som støtter Dawkins og nyateisterne. Men ser vi på sammen måde kulturpersonligheder forsvare religion og Gud?

"Nej, egentlig ikke. Men jeg tror, folk føler, at der i medierne er en forudindtagethed mod Gud. Men når det er sagt, er de, der er forudindtagede over for Gud, også forudindtagede over for nyateismen. Det ser vi i The Guardian og The Independent, som er de mest sekulære aviser i Storbritannien. Du finder langt mindre støtte for Dawkins der, end du ville forvente, fordi argumentationen er så forsimplet, letvægtsagtig og dogmatisk."

Men hvem er det uden for den traditionelle kirke, som fører debatten med nyateisterne?

"Kampen er på det akademiske og journalistiske niveau. Ingen fra kirken har for alvor engageret sig. Rowan Williams (ærkebiskop af Canterbury, red.) har holdt et par taler, men ikke mere end det. I form af bøger, artikler og debatter er det folk som mig selv, der føler, at det er en del af vores rolle som offentlige intellektuelle. Fokus ligger helt uden for kirken og bliver udført af karismatiske individer, der anser det for vigtigt og ofte gør det uden kirkens støtte."

Så det er en snæver akademisk debat?

"Ja, men der er også en offentlig interesse. Det handler ikke kun om akademikere og journalister. Den negative side er dog, at biskopper ikke er involverede."

Er kirkens passivitet ikke overraskende med en frontfigur som Rowan Williams, der er den vel nok mest intellektuelle ærkebiskop af Canterbury indtil nu?

"Han har hænderne fulde, og han kan ikke blande sig i alt. Uenighederne i det anglikanske kirkefællesskab kræver det meste af hans tid. Og det er rigtigt set. Når jeg ser på de øvrige biskopper, tror jeg ikke, at vi har nogen af den rette kaliber til at involvere sig i den debat. Men der er andre af den kaliber andre steder, så det er ikke et problem."

Det er ikke kun kirken, der er under angreb. Men ser vi muslimske akademikere blande sig i debatten?

"Der er nogle. Men hvordan skal jeg forklare det ... De mest interessante gør det under private former og vil ikke citeres offentligt. Det er ofte følsomt og kan skabe problemer for andre muslimer. Der er ingen tvivl om, at de muslimske lærde, jeg kender, kæmper en kamp på to fronter: mod Dawkins og mod deres eget samfund."

Du siger i din bog, at der er et stort skel mellem teologi og menigheden på kirkebænken. Hvordan det?

"Det er sandt. Du har akademisk teologi, som er en helt anden verden, og så har du almindelige kristne, som ikke nødvendigvis reflekterer meget over deres tro, men har en idé om, hvad de tror på og hvorfor. Men de forstår ikke teologer og skænker dem ikke mange tanker. En af mine bekymringer er, at der i den teologiske verden ikke er et bevidst behov for at gå i rette med nyateisterne, fordi ateisterne helt tydeligt ikke forstår teologi. Men med min bog vil jeg både gå i rette med nyateisterne og give ressourcer til kirkerne. Der er således en underliggende kritik af populær kristendom i min bog. Jeg siger, at hvis I ikke tænker over jeres tro, ved I ikke, hvad I skal svare. Debatten har understreget behovet for, at kristne tænker over deres tro. Fra nu af skal kirkerne koncentrere sig om at få folk til at forstå, hvorfor vi tror, og ikke tage det for givet."

Men er det ikke netop kritikken fra nyateisterne, at troende blot er som små lam, der følger deres hyrde?

"Absolut. Men vi ser det samme i nyateismen, hvor der også er mange lam, som følger en anden type hyrde. I min bog har jeg eksemplet med en berømt T-shirt med påskriften 'Hvad ville Dawkins gøre?'. Det er en guru-mentalitet. 'Oh, Richard Dawkins tænker sådan og sådan, han er en fin fyr, så han må have ret'."

Har nyateismen påvirket debatten i universitetsverdenen?

"Nej. De fleste akademikere tager ikke debatten seriøst. De ser det som letvægtsargumenter. Der er meget lidt akademisk og intellektuel støtte til nyateismen. Og det undrer mig. Men jeg tror, at det er, fordi de groft har overdrevet og forsimplet komplekse argumenter."