Den økumeniske teologi har ikke formået at forny sig

Kunne man forestille sig, at Det Lutherske Verdensforbund inviterer til en konference om islams vækst i Europa?

På en nylig tur i Genève i Schweiz så jeg, at de etniske menigheder trives. På den danske menigheds årsmøde kunne man se, at det har fungeret godt med den ordning, at menigheden betjenes af pensionerede præster fra Danmark. Arbejdet er blevet udbygget i hele Schweiz, og menigheden overvejer nu at tage det næste skridt og få en fuldtidsansat og lønnet præst.

I sådanne menigheder afhænger alt af, at der er nogen, der gør tingene. Der er ikke anden kirke end den, vi skaber sammen. At møde dette i praksis kan ikke andet end sætte tankerne i gang. For måske er det sådan, den kristne kirke vil udvikle sig i fremtidens Europa?

Jo, der er stadig en række statskirker som for eksempel i Danmark, hvor vi har en stor historie bag os. Symbolerne er der stadigvæk: Korset i flaget, Kristus i passet og paragraf fire i Grundloven om den lutherske kirkes sammenhæng med staten. Men hvor stor indflydelse har de i det daglige?

I Europa foregår der i øjeblikket en symbolkamp. Skal vi fortsat anerkende, at der er en ledende kultur, som man derfor kan anmode tilrejsende om at integrere eller assimilere sig ind i? Eller skal vi anerkende, at de forskellige religiøse holdninger og kulturelle skikke er begrænset til bestemte miljøer, hvorfor multikulturalismen råder. Eller skal vi tage ad notam, at ligegyldigheden over for og modstand imod enhver religion er voksende? I Kristeligt Dagblad kunne man jo for nylig læse, at de færreste unge tror på Gud i Europa.

Her viser de etniske menigheder måske en vej frem. Sådan kan man få tankerne sat i gang ved mødet med en engageret menighed, der i en fremmed kultur gør sit for at opretholde en dansk kultur og kirketradition.

På Det Økumeniske Center i Genève holder en række fælleskirkelige organisationer til, først og fremmest Kirkernes Verdensråd og Det Lutherske Verdensforbund (LVF). Det Reformerte Verdensforbund er for at overleve økonomisk flyttet til Tyskland og stort set forsvundet fra radaren.

Kirkernes Verdensråd, som ejer grunden og bygningen, er i gang med at sælge ud. En stor del af grunden er solgt fra og brugt til at bygge en ny bygning til en international organisation. Jo, der er skam stadig vækst i det internationale samarbejde, dog ikke på det kirkelige område. Salget og en planlagt nedrivning af den bestående bygning samt genopførelse af en ny har været med til at afhjælpe Kirkernes Verdensråds finansielle problemer.

Og hvad laver de så? Hvor er den økumeniske teologi på vej hen?

Kirkernes Verdensråd har lige afsluttet en stor missionskonference i Afrika, som forstærkede indtrykket af, at kristendommens tyngdepunkt forskyder sig mod syd og dermed forandrer sig. Men det er mildest talt ikke breaking news. Den udvikling har været i gang i det meste af et århundrede, men det har knebet med at tage konsekvenserne, for eksempel i Europa. Budskabet er, at missionen skal transformeres ved, at den enkelte kristne skal udvikle sit discipelskab. Alt sammen udmærket. Men det er svært at spore nogen virkning i kirkernes faktiske adfærd.

I Det Lutherske Verdensforbund er man – igen, igen – meget optaget af strategi og struktur. Det ligger fast, at LVF er et fællesskab af kirker (a communion of churches) sat i verden for at fremme et samvirke mellem de lutherske kirker. Men forskellighederne består. Hvordan slå bro over dem? For tit enes man i opbyggelighed og gode hensigtserklæringer, den laveste fællesnævner.

Næste fokuspunkt bliver kirkernes rolle i offentligheden (The church in public space) og sammenhængende hermed den voksende populisme. Der afholdes således en konference i Berlin i begyndelsen af maj med emnet ”Kirker, der kæmper for retfærdighed og imod populisme”. Det er da rigtigt, at populismen vokser. Men i stedet for blot at konstatere, at det er sådan, og fordømme det, så burde man analysere grunden til, at det er sådan. Årsagen ligger for mig at se i de befolkningsmæssige ændringer, der sker, hvorfor den multireligiøse virkelighed sætter sig igennem. De faste fælles orienteringspunkter er forsvundet, hvorfor banen er fri for allehånde populistiske tiltag.

Efter at have fulgt den økumeniske teologis udvikling i en menneskealder må jeg konstatere, at den ikke har formået at forny sig og dermed komme med relevante svar på de udfordringer, som kirkerne står over for. I Europa er det jo så oplagt islams dramatiske vækst. Kunne man forestille sig, at Kirkernes Verdensråd eller Det Lutherske Verdensforbund indkaldte til en stor konference under overskriften: Islam vokser i Europa. Er det et problem for kirkerne? Hvordan skal man reagere?

Nej, det kan man dårligt forestille sig, skønt det er det problem, der frem for nogen burde optage de europæiske kirker. Men det ville støde an mod den korrekte økumeniske sprogbrug, som ikke synes at have bevæget sig voldsomt hen over årene. Her er det dialogen, der sætter tonen. Og man synes at have glemt, at salig Johannes Aagaard udviklede en model for dialog i konfrontation, som måske ville være aktuel i den nuværende situation.

De organiserede konfessionelle kirker i Europa oplever stagnation og tilbagegang. I stedet baner nye kristendomsformer sig vej. Det kan man se en overraskende demonstration af i Genève, som jo er reformatoren Jean Calvins by.

Enhver besøgende skal lige omkring det imposante reformationsmonument, hvor Calvin og de andre reformerte reformatorer står alvorstunge hugget i sten. Monumentet og det nærliggende reformationsmuseum minder om, hvor lang, dramatisk og voldelig Reformationen var. Calvin reformerede med hård hånd i Genève, smed billederne ud og brændte kættere. Den gamle romanske katedral blev Reformationens hovedsæde og Calvins kirke. Når man ser hans strenge skikkelse med hånden på Bogen på monumentet, bliver man igen mindet om, hvor legalistisk dele af den reformerte kristendom har været. Men det er de ikke mere.

Søndag aften lader vi os lokke hen i katedralen, da der annonceres en musikgudstjeneste. Og hvad oplever vi? Ja, vi kommer til, hvad vi vil kalde en gospelgudstjeneste ledet af dygtige sorte musikere. Stilen er fri, der er ingen liturgi, men en prædiken i form af et vidnesbyrd; og vi valser ud af kirken til tonerne af ”When the Saints go marching in”.

For mig bliver det et billede på de religiøse forandringer i Europa, som finder sted lige nu. Nye kristendomsformer baner sig vej, som hovedregel en mindre dogmatisk og mere åndsbåret kristendom. Og det er alt sammen fint nok, men også en udfordring til de traditionelle konfessionelt definerede europæiske kirker.

Viggo Mortensen er professor emeritus i teologi og tidligere ansat i Det Lutherske Verdensforbund i Genève.