Prøv avisen

Den ortodokse kirke fortegnes i vestlige medier

Den russiskortodokse kirke er en majoritetskirke med mange millioner medlemmer. Medlemmer, hvis holdninger dækker et nogenlunde lige så bredt og forskelligartet spektrum som resten af den russiske befolkning, skriver lektor i religionsvidenskab på Københavns Universitet, Annika Hvithamar. Arkivfoto. Foto: Smertin Pavel/ Denmark

I Vesten hører vi mest om den ortodokse kirke, når den er forbundet med skandaler eller konflikter. Men det har mere at gøre med vinklinger end med, hvad der kendetegner ortodokse kristne

Den russiske patriark Kirill taler for en hård straf for Pussy Riot-kvinderne. Den ortodokse kirke arbejder for den russiske lov om forbud mod homoseksuel propaganda.

Moskva-patriarkatets officielle talsmand, Vsevolod Chaplin, udtaler, at kvinder, som går udfordrende klædt, selv er ude om voldtægt, og at der derfor bør indføres en ortodoks dress-code. Og dertil kommer lederen af afdelingen for mission ved stiftet i Tomsk, Maxim Stepanenko, som udtaler, at kvinder, der får børn uden for ægteskab, bør tiltales skøger.

LÆS OGSÅ: Det moderne evangelium

Eksempler på hårde udsagn fra repræsentanter for den russiske ortodokse kirke er mange. Hvordan kan det være, at det er en sådan nådesløs holdning, der går igen i medierne i hvert fald, hvis vi taler om mediebilledet i denne del af verdenen? Hvordan kan det være, at de hårde udtalelser falder fra repræsentanter for den samme ortodokse kristendom, som inspirerede Dostojevskij til at beskrive den selvopofrende kærlighed i det lave menneske?
 
En konfession, som har givet verden arkitektoniske mesterværker som Vasilij-katedralen; vidunderlige ikoner som Rublevs Treenighedsikon og fabelagtig skønhed i byzantinsk kirkesang. En konfession, som tæller millioner af russere, der gennem århundrederne såvel som i dag har praktiseret og levet ortodoks kristendom.

Årsagerne er flere og har nok mere at gøre med religion som sådan end med den russiskortodokse kirke i sig selv.

For det første er den russiskortodokse kirke en majoritetskirke med mange millioner medlemmer. Medlemmer, hvis holdninger dækker et nogenlunde lige så bredt og forskelligartet spektrum som resten af den russiske befolkning. For eksempel viser målinger fra analyseinstituttet Sreda, at næsten halvdelen af kirkens medlemmer, 48 procent, er imod, at kirken blander sig i politiske spørgsmål. Men i forhold til for eksempel homoseksuelle deles den restriktive holdning af store dele af den russiske befolkning. I en undersøgelse fra det statslige analyseinstitut VTsIOM fra 2012 sagde 86 procent af de adspurgte, at de var for loven om forbud mod homoseksuel propaganda. En holdning til homoseksualitet, som i øvrigt er udbredt i store dele af den kristne verden uden for Vesten.

LÆS OGSÅ: Ultraortodokse jøder tillader nye ikke-så-smarte telefoner

For det andet gælder det for alle religioner, at de har været drivkraft både for de skønneste frembringelser, de mest beundringsværdige mennesker, de højeste tanker og for de mest uhyggelige og rædsomme begivenheder i verdenshistorien.

I Rusland har kristne gennem historien både stået på de forfølgendes og de forfulgtes side. Tænk blot på de jødiske pogromer i slutningen af 1800-tallet og forfølgelserne af de kristne under sovjetstyret. Igen kan der føres paralleller til mange andre steder i verden.

Men derudover er der også en tredje årsag. Denne hænger sammen med grundlæggende principper for journalistik nemlig at nyhed, konflikt, identifikation og sensation giver flere læsere end hverdagshistorier fra den ortodokse verden, hvor budskabet er, at ortodokse kristne i mangt og meget har samme drømme og håb som deres trosfæller her i landet.

Rusland er stadig så langt væk fra Danmark, at de fleste russiske kirkelige aktører og kirkelige begivenheder er forholdsvis ukendte. For eksempel hører vi kun ganske lidt om det kirkelige hjælpearbejde, som den russiskortodokse kirke har opbygget over alt i Rusland siden Sovjetunionens sammenbrud. Ligesom russiske forskeres værker om den ortodokse kirkes historie i det 20. århundrede, om ortodokse minoritetsbevægelser som de gammeltroende eller om ortodokst teologisk tankegods kun sjældent bliver oversat til dansk.

Det er der sådan set ikke noget underligt i, når nu Rusland stadig er så langt væk, at de fleste er, nå ja, græsk-katolske i forhold til russisk-ortodoks kristendom.

Men de sensationelle historier kommer jo så desværre ofte til at stå alene. At Vsevolod Chaplins forslag om en dresscode efterfølgende blev latterliggjort i debatten blandt ortodokse kristne på internettet, at Maxim Stepanenko fik øjeblikkelig ordre af sine foresatte om at trække sit udsagn tilbage, og at der også i ortodokse miljøer har været en heftig debat om såvel homoseksuelles rettigheder og Pussy Riot-sagen, hører med til billedet. Og dermed til nødvendigheden i at fastslå, at den russiskortodokse kirke ligesom andre kirker langt fra er en entydig historie.

Annika Hvithamar er lektor i religionsvidenskab på Københavns Universitet.