Hvordan vil du beskrive din tro?
Når man er katolik, kan man på mange måder sige: En gang katolik, altid katolik. Jeg er født i Rom, og det at blive opdraget som katolik var i min generation en stor ting. Det betød en meget stor teologisk indføring i, hvad der var godt og ondt, og hvilke ting man skulle eller ikke skulle gøre mod sin næste.
Den indlæring er meget stærkere i Italien end i Danmark, og for hele samfundet - især i min generation - var det noget, der fyldte meget. I 1960'erne kom studenteroprøret og gjorde også religionens rolle til en anden, og for mig har det betydet, at jeg ikke tror så meget i dag, som jeg har gjort. Men mit grundlag er katolsk, og opvæksten med den tro har jo gjort mig til den, jeg er i dag.
Hvordan var forholdet til religion i dit barndomshjem?
Det fyldte meget. Vi modtog den første kommunion som seksårige. Min far var ikke troende, men det havde ikke nogen betydning, for i en religiøs familie var det ham, der var udenfor. Mine forældre blev separeret, da jeg var ni år, og skilsmisse eksisterede ikke. Min religiøse familie havde svært ved at acceptere det. De troede ikke på skilsmisser, sagde man.
På den måde fyldte alle de ting, man ikke kunne for religionen, meget i mit barndomshjem. Jeg var stærkt interesseret i teologiske spørgsmål, da jeg gik i gymnasiet, og jeg diskuterede det meget med mine venner og med min familie. Jeg sang og gik i kirke hver søndag, og vi debatterede de moralske spørgsmål. Dem har jeg tænkt over siden.
Hvad har udfordret din tro?
Mit intellekt, kan man sige. For der er mange forskellige spørgsmål, som tro ikke kan besvare. På den måde er jeg ikke helt katolik længere, for jeg blev gift i en protestantisk kirke sidste gang, og jeg er ikke troende i en retningsforstand. Men jeg er et religiøst menneske på den måde, at jeg tror på sjælen og på det gode i folk. Den protestantiske kirke appellerer ikke til mig, for den er ikke et mødested.
Det er en højtidelig kirke, og man taler til folk, ikke ”med” folk, som man gør i den italienske katolske kirke. Man tager ikke relevante spørgsmål op i kirken, og man er bange for at gribe ind i det private liv. Men jo mindre man gør det, jo mindre relevant bliver kirken for mennesker, for det er det, folk leder efter i troen.
Hvad har formet den tro, du har i dag?
Jeg tror, at mine venner ville synes, at jeg er et meget favnende menneske. Jeg er altid parat til at hjælpe andre og går ikke så meget op i at lave regnskaber med folk. De får lov til at være, som de er, og på den måde praktiserer jeg den indre retfærdighed, jeg har med fra min katolske moralske opvækst. Jeg har svært ved at sætte ord på det, men det er en adfærd, jeg oplever, er meget anderledes fra andre mennesker, der måske har mere tendens til at bære nag.
Hvordan gør din livs-anskuelse en forskel i din hverdag?
Jeg har meget sjældent dårlig samvittighed. Jeg er formet sådan, at hvis jeg har gjort noget forkert, kan jeg se en begrundelse for det, og jeg kan tilgive mig selv. Her har det hjulpet at være trænet i at skrifte, for der skal du anskueliggøre dine handlinger. Det tror jeg er noget, der helt klart kommer fra den måde, min tro har formet mig.
Derudover har jeg til forskel fra mange andre i min omgangskreds meget stor respekt for religion. Jeg respekterer religioners mønster og ville for eksempel aldrig drømme om at gå rundt i en kirke uden at være dækket til eller i et muslimsk land uden tørklæde eller gøre andre ting imod de skikke, der er i det pågældende land. På den måde har mit opgør med religion måske været mere et frihedsopgør end et religionsopgør.
Hvem er et forbillede for dig i eksistentielle spørgsmål?
Jeg beundrer meget de mennesker, som har et utroligt talent inden for det religiøse. Jeg forestiller mig, at disse mennesker, hellige figurer fra historien, har en anden form for sanseled og intellekt end vi andre. Jeg er fuldt klar over kontrasten mellem de kødelige og spirituelle lyster, og jeg beundrer meget folk, der bare kan praktisere de spirituelle. Det kan jeg ikke selv.
Hvad er det bedste åndelige råd, du nogensinde har fået?
Min søn er meget klog, og han er meget religiøs. Han synes, at det klogeste er at kunne hvile i sig selv og ikke være angst for tingene, at acceptere livet, og - måske i sidste instans det ultimative religiøse spørgsmål - at kunne forlade det.
Jeg ville ønske, jeg kunne nå til at kunne acceptere det, men det er svært. At acceptere, hvor man kommer fra, og hvor man slutter, det kan alle religioner hjælpe på. Det er noget, vi ikke kan forklare. Derfor er det det bedste råd.