Den netop afgåede norske miljø- og udviklingsminister, Erik Solheim, vakte opmærksomhed, da han sidste år bad det norske Danida om at nedsætte en gruppe, der skulle diskutere religionens plads i udviklingsarbejdet. Det var helt nyt at gøre i norsk bistandsarbejde. Nok havde kirkelige organisationer i Norge gennem årene deltaget aktivt i nødhjælps- og udviklingsarbejdet som aktører på den norske kirkes og stats vegne rundt omkring i verden. Men man havde ikke taget Gud alvorligt i norsk udviklingsarbejde for at forstå de mennesker, man gerne ville hjælpe.
LÆS OGSÅ: "En helt ny måde at tænke udviklingsbistand"
Solheim blev imod sin vilje afsat som norsk udviklingsminister lige før påske. Men der er grund til at hæfte sig ved hans udsagn om, at netop et verdsliggjort samfund som det norske har vanskeligt ved at forstå andre folks lokale kulturer og deres religiøse magtstrukturer.
Kritikken rammer også udviklingsminister Christian Friis Bachs udkast til en ny strategi for Danmarks udviklingssamarbejde, der netop er offentliggjort.
Den nye danske udviklingsstrategi, der er med til at markere 50-års-jubilæet for oprettelsen af Danida, hviler på en rettighedsbaseret tilgang til løsning af især Afrikas fattigdomsproblemer. Ifølge udkastet skal Danmark understøtte det lokale ansvar for demokrati og økonomisk vækst, og det er overholdelsen af både de individuelle og sociale menneskerettigheder, der skal sikre, at udviklingsstrategien når sine mål.
Strategien flugter på mange områder med den udviklingspolitiske dagsorden, der præger mange kirker og kirkelige nødhjælpsorganisationers arbejde. Betoningen af menneskerettighedernes betydning er fælles. Det samme er betydningen af lokal selvbestemmelse. Udviklingsminister Christian Friis Bach går endda så langt, at han vil give modtagerlandenes regeringer ansvar for, hvordan hjælpen bruges, uden at komme med for mange betingelser. Han ønsker at skabe et nyt forhold mellem politikere og borgere i Afrika, så borgerne kan stille politikerne til ansvar, hvis pengene bliver brugt skidt; eller give deres opbakning, hvis de mener, pengene er brugt godt.
Der er ikke noget nyt i, at dansk u-landsbistand skal bruges til at fremme idealer og en samfundsudvikling, som vi selv hylder. Sådan var det i 1962, da Danida blev oprettet. Dengang så ledende socialdemokratiske ministre som Jens Otto Krag og Per Hækkerup bistandsprogrammer som en del af fundamentet til en global velfærdsstat, som det var en socialdemokratisk interesse at fremme både hjemme og ude. Den nordiske velfærdsstat var både dengang og i dag i princippet uden religion.
Udkastet til en ny dansk bistandsstrategi mangler fuldstændigt overvejelser om religionens og kulturens betydning for de mennesker, der har retten til et bedre liv. Det er ikke underligt, når man betragter udviklingen i dansk udviklingsstrategi gennem de seneste 50 år, men det er uforståeligt, når man kender til religiøse kulturers betydning for lokalsamfundene rundt omkring i verden ikke mindst i Afrika. Den tidligere leder af Verdensbankens Afdeling for udviklingsdialog om værdier og etik, amerikaneren Kathrine Marshall, har peget på, at fejlen kan skyldes, at Vestens regeringer arbejder sammen med den offentlige sektor, og at regeringerne i Syd indretter sig på Vestens betingelser om adskillelse mellem stat og religion, så de ikke har veletablerede forbindelser med kirker og religiøse organisationer. Hun peger også på, at religion i udviklingsarbejdet lider under at blive betragtet ud fra det marxistiske dogme om, at religion er opium for folket, eller det liberalistiske dogme, at religion er en privatsag.
Konsekvensen er den samme. Religionens betydning for udviklingsarbejdet bliver overset som et væsentligt aspekt hos de mennesker, der har retten til et liv i hele dets fylde.
Peter Lodberg er lektor og dr.theol. på Aarhus Universitet.