Hvis man vil forstå frikirkernes historie og aktuelle situation, må man følge de strømninger i europæisk og nordamerikansk åndsliv, der i begyndelsen af 1800-tallet førte til opblomstring af den personlige gudsdyrkelse i store samfundskredse. Og man må finde vej ind i lavloftede, tætpakkede stuer på gårde over hele Danmark, hvor bønder mødtes uden gejstlig medvirken for at dyrke deres tro med fromhedsformer, der var fremmede for den statsautoriserede udgave af evangelisk-lu-thersk kristendom.
Man må også bøje knæ sammen med almuen, der havde lært at læse Bibelen selv og nu forargedes over den forkyndelse, de hørte i den enevældige konges kirke.
Når man har gjort det, kan man passende følge dem ud i det iskolde fjordvand, hvor nogle af de første baptister markerede deres beslutning om at vælge et andet kirkeligt tilhørsforhold med at blive døbt som voksne, bevidste troende under fuld neddykning og i tillid til, at de fulgte en vej, der førte dem ind i et mere sandt forhold til den kristne Gud. Også selvom de med endnu dryppende hår og rystende lemmer kunne regne med hård modstand fra det etablerede religiøse system, der i første halvdel af 1800-tallet med få undtagelser kun kunne betyde statskirken med monopol på kristendom og kristentro.
Efter denne tur i fjorden kan man invitere sig selv indenfor i en af de gendøbtes hjem, hvor døren pludselig blev sparket op af ordensmagten, der med den embedsansatte præst og velansete vidner i sit følge kom for med tvang at døbe de børn, der var blevet sat i verden af mennesker, som ikke frivilligt ville lade deres børn døbe. Og man kan betale de bøder og afsone den fængselsstraf, som blev uddelt til nogle af de samme grupper.
Når man så har gjort det, har man en fornemmelse af et Danmark, der var ved at finde sig selv i årene omkring Grundlovens indførelse i 1849. Og man har mødt nogle af de mennesker, der var i gang med at finde deres egen plads i livet, i samfundet og i de vækkelser, der forstået som opblomstring og inderliggørelse af den kristne tro satte et dybt præg på det 19. århundredes Danmark.
-- Vækkelserne i Danmark var radikale både i kritikken af kirken og skolen, men var også en del af en mere radikal udvikling politisk, socialt og økonomisk. Resultatet blev imidlertid ikke, at konflikten mellem folkelig vækkelse og kirke resulterede i et brud, men i en udvikling hen imod en mere åben folkekirke, siger Hanne Sanders, lektor i historie og forstander for Centrum for Danmarksstudier ved Lunds Universitet i Sverige.
Hanne Sanders har forsket i vækkelsesbevægelser i både Danmark og Sverige, og fra sin udkigspost i Sydsverige kan hun ikke undgå at bemærke en grundlæggende forskel i kirkelivet mellem de to nabolande.
-- I Sverige blev der ikke skabt en folkelig statskirke som i Danmark. Resultatet blev, at når nye grupper efter 1850 var utilfredse med kirken og dens mænd og syntes, at de ikke bekymrede sig om deres salighed, så var de nødt til at tage sagen i egne hænder og skabe frikirker. I dag er Danmark så et langt mere konfessionelt, luthersk land, hvor folkekirken er en vigtig del af det nationale. Den tanke findes slet ikke i Sverige, siger Hanne Sanders.
Selvom Danmark i modsætning til Sverige udviklede idéen om en åben folkekirke, valgte nogle tusinde danskere dog at bryde med den etablerede kirke. Frikirkerne satte det personlige gudsforhold på dagsordenen og markede en reaktion mod den statsfinansierede og statskontrollerede religion.
Den første frikirke i Danmark var baptisterne, der kom til landet, allerede før religionsfriheden blev lovfæstet i 1849, hvorefter baptistforfølgelserne stoppede. Hurtigt derefter kom metodisterne, og senere kom kirkesamfund som Frelsens Hær, Missionsforbundet og senere igen Pinsebevægelsen og Apostolsk Kirke.
De enkelte frikirker har hver deres særlige historie, men har traditionelt lagt stor vægt på lægmandsforkyndelse, levende kristentro og troskab mod Bibelen.
Når man medregner befolkningsudviklingen, har kredsen af medlemmer af danske frikirker været nogenlunde konstant de seneste 100 år, selvom særligt immigrantmenigheder og selvstændige menigheder udsprunget af Pinsebevægelsen har oplevet pæn vækst. Det samlede antal medlemmer i dag er mellem 25.000 og godt 30.000, afhængigt af optællingsmetoder og statistisk usikkerhed. Frikirker i Norge og Sverige kan mangedoble dette tal, og et af de rigtig gode spørgsmål i dansk kirkehistorie er, hvorfor frikirkerne i Danmark aldrig fik flere medlemmer, end de gjorde.
Det korte svar er, at der var Grundtvig til forskel. Det mener i hvert fald Sidsel Eriksen, lektor i socialhistorie på Københavns Universitet, som har forsket i folkelige og sociale bevægelser.
-- Det kan ikke forklares på andre måder, end at Grundtvigs rummelige folkekirke og Indre Mission langt hen ad vejen har suget de bevægelser op, der kunne have udviklet sig til egentlige frikirker. Grundtvigs udgangspunkt var, at man skulle engagere sig i de nye bevægelser i stedet for at forfølge dem, som det skete med baptisterne i 1840'erne, forklarer Sidsel Eriksen.
-- Frikirker opstår ofte, hvor der har været utilfredshed med præstens teologi og person, men der har været en dansk tradition for, at den lokale menighed skal have indflydelse på valget af sognets præst. Det har også været med til at mindske oppositionen til folkekirken og var en markant forskel i forhold til Sverige. Her var statskirken så stærk og afvisende over for de nye vækkelsesbevægelser, at man var nødt til at lave direkte opposition til den, siger Sidsel Eriksen.
Den svenske kirke var også mere topstyret end den danske, hvor der var en tættere sammenhæng mellem menighed og præst.
-- Selvom den nyvundne foreningsfrihed i 1849 gav mulighed for at oprette frikirker, skete dette kun i begrænset omfang. Grundtvigs tanke om den rummelige folkekirke blev virkeliggjort efter 1849, og på den måde blev der skabt en ramme inden for folkekirken, hvor også de mennesker, der var præget af vækkelsesbevægelserne, kunne udleve deres religiøse behov, siger Sidsel Eriksen.
fortsættes næste side
Netop tiden umiddelbart inden 1849 var en af de mest frugtbare i baptisternes historie, fortæller tidligere baptistpræst Bent Hylleberg, som i dag er studieleder på SALT – en fælleskirkelig teologisk lederuddannelse.
-- De år var der stor ekspansion hos baptisterne, men med Grundloven blev vækkelserne konsolideret inden for folkekirken, og væksten i baptistkirkerne blev bremset. Både de grundtvigske og indremissionske præster medvirkede til, at vækkelserne blev inden for folkekirken, siger han.
Samtidig besluttede mormonerne midt i 1800-tallet at gøre København til skandinavisk satsningsområde.
-- Det betød, at frikirkefolk ofte blev forvekslet med mormoner og andre sekter eller afvigende trossamfund, og det har vi måttet kæmpe med lige siden, siger Bent Hylleberg, der også nævner Kirkefondets arbejde som en vigtig faktor i dansk kirkeliv.
-- Kirkefondet placerede så at sige det frikirkelige missions- og menighedssyn inde i folkekirken fra 1900-tallets begyndelse, og folkekirken blev dermed også i anden omgang erobret indefra, siger han.
Frikirkerne har hele tiden kæmpet for at understrege, at kultur, folk og kirke ikke er ét, og de er ofte gået foran i samarbejdet mellem forskellige kirkesamfund.
-- Det afgørende for frikirkerne er ikke, om vi er store eller små, men om vi er sammen om at være kirke i vores tid. Hvor der er levekraftige, lokale menigheder, betyder det ikke noget, om vi er store på landsplan. Det er lokalt, man høster frugterne af levende menigheder, understreger Bent Hylleberg.
Det var afgørende, at Indre Mission valgte at blive i folkekirken, og forud for denne beslutning gik nogle drabelige kampe bag kulisserne. Det fortæller Kurt E. Larsen, lektor i kirkehistorie på Menighedsfakultetet.
-- Efter Grundloven fik folkekirken nogle ledere og biskopper, der kunne se en fordel i at knytte vækkelsesbevægelserne til sig. De kunne have valgt en anden linje, men de valgte altså at udkæmpe de nødvendige slag for, at for eksempel Wilhelm Beck og med ham Indre Mission kunne forblive i folkekirken. Det var bestemt ikke nogen selvfølge, og der var stærke kræfter, som hellere ville have smidt ham ud, siger Kurt E. Larsen, der om få uger udgiver en ny bog om dansk kirkeliv i det 20. århundrede.
Han vurderer, at frikirkernes og Indre Missions historie i hovedtræk har fulgtes ad siden vækkelserne i sidste halvdel af 1800-tallet med fælles højdepunkt i tiden umiddelbart efter 2. verdenskrig, men at folkekirkelige kredse ofte har overset frikirkernes betydning i dansk kirkeliv. For eksempel står de bag indførelsen af søndagsskolerne, som metodisterne bragte til landet med stor succes, og som var en direkte inspiration for Indre Mission.
-- Det store flertal i folkekirken har ikke sat sig ordentlig ind i, at der er forskel på sekter og frikirker, som derfor ofte har fået en lidt uretfærdig behandling, siger Kurt E. Larsen
Kampen for anerkendelse har fyldt meget i frikirkernes danske historie, bekræfter Jørgen Mortensen fra Apostolsk Kirke, der i 30 år har været frikirkepræst og netop har redigeret en bog om kirkesamfundets nyere historie.
-- Et af de helt store slag for frikirkerne har været at bliver anerkendt som rigtige kirker og ikke bare forrykte kugler eller langt-ude-sekter. Nogle af milepælene i den kamp var, da vi fik vielsesmyndighed og bidrag til kirkerne blev fradragsberettiget på selvangivelsen. I dag er vi rykket fra baggårdene ud på hovedgaderne, og vores bygninger virker ikke så pionér-agtige mere. Det har gjort det nemmere at blive bredt accepteret, men det er stadig lidt en kamp at undgå at blive forvekslet med sekter, siger Jørgen Mortensen.
Defor gør det også ekstra ondt på frikirke-folk, når grupperinger som Faderhuset og Evangelist tiltrækker sig meget opmærksomhed og kommer til at tegne billedet af frikirker i den danske offentlighed, understreger han.
Flere af de klassiske frikirker i Danmark arbejder tæt sammen i disse år for at skærpe profilen i offentligheden og har blødt op på de traditionelle forskelle for at kunne samarbejde om at sætte mission på dagsordenen - også i Danmark. Engagementet i mission er den uopgivelige del af arven fra vækkelserne.
-- Kirken er de facto i en missionssituation i Danmark i dag, og derfor gælder det om at samle alle gode kræfter. Jo før vi finder ud af det, jo bedre, siger Jørgen Mortensen.
fodgaard@kristeligt-dagblad.dk
Fakta
Tæt på frikirkerne
**Ved siden af folkekirken er der i Danmark en række frikirker, som i disse år markerer sig mere og mere målrettet i offentligheden. Med moderne tv-prædikanter. Med populær musik. Og med en engageret tro, som blandt andet er præget af amerikansk kristendom og et stærkt fokus på mission. I en serie af artikler tegner vi et portræt af frikirkerne i det danske samfund.
Læs mere om frikirker på
kristendom.dk