Prøv avisen

Den sidste jul

Det er anden gang, at Carl Jørn Mathiesen er flyttet ind på Hospice Sjælland ved Roskilde. Han håber ikke, at han får det så godt, at han skal udskrives endnu en gang. Han håber, at han kan fejre juleaften med de andre beboere og personalet. – Foto: Leif Tuxen.

Første gang Carl Jørn Mathiesen kom på hospice, fik han det så godt, at han blev udskrevet. Nu er han tilbage og har tilbragt julemåneden på hospicet. Han håber at fejre juleaften her hvis han er i live

Det er ikke første gang, han er her. 86-årige Carl Jørn Mathiesen har været ved livets ende før. Der var han også beboer på Hospice Sjælland ved Roskilde. Men han fik det bedre og bedre af omsorgen og ekspertisen på hospicet, så efter syv uger var han ikke tæt nok på døden til at være der længere. Han blev udskrevet og fik en friplads, til når lungekræften blev værre, og livet blev en kamp om at overkomme hverdagen og dens smerter.

Carl Jørn Mathiesen opdagede kræften i juni måned. Han kom på hospitalet og fik en masse morfin. Men han havde ikke smerter og forstår derfor ikke, hvorfor han skulle have morfin. Men det fik han, og han fik også forstoppelse af morfinen. Efter han senere blev udskrevet, kunne hans venner fra den lille by Tybjerglille Bakker, hvor han bor, se, at han fik det værre og værre. De sørgede derfor for, at han kom på hospicet. Det første, lægen gjorde, var at stryge morfinen og en række andet medicin. Derefter gik det hurtigt fremad, og Carl Jørn Mathiesen fik det bedre og bedre. Han fik appetitten tilbage og kunne til sidst gå uden rollator, når han skulle ud til de andre i spisestuen.

Hvis et hospice er for døende patienter, så skulle jeg ikke have været der. Jeg var ikke døende på det tidspunkt. Jeg havde det meget godt. Men jeg blev sendt hjem igen til hjemmeplejen. Med al respekt for den så fik jeg det hurtigt dårligere. De kunne ikke klare det, fortæller Carl Jørn Mathiesen.

Han sagde nej til kommunens mad, og i stedet sørgede hans gode venner fra byen for, at han fik god og nærende mad, som han havde lyst til at spise. De passede godt på ham og besøgte ham tit. Hans kone og eneste søn er begge døde, så vennerne betyder meget for Carl Jørn Mathiesen. Men han fik det igen dårligere og blev mere og mere afkræftet og måtte tilbage på hospicet. Endnu en gang fik han omorganiseret sin medicin og fik hjælp til at få bugt med forstoppelsen.

Nu håber han, at han ikke får det så godt, at han skal hjem igen. Han er afklaret med, at han snart skal dø og venter bare på, at den sidste dag snart kommer. For, som han siger, har han levet 59 dejlige år sammen med sin kone og er parat til at forlade livet på en værdig måde.

Men der er en risiko for, at jeg bliver sendt hjem. Det har jeg ikke lyst til. Jeg vil gerne dø her inden for længe. Men det trækker ud. Jeg har for længst gjort det klart for mig selv, at mit liv er slut. Det plager mig ikke at skulle dø. Der var en dag, hvor jeg troede, at nu var det nu. Jeg holdt sygeplejersken i hånden - men jeg døde ikke alligevel, siger Carl Jørn Mathiesen og får lidt blanke øjne, mens han kigger ud ad vinduet - ud på de nøgne pløjemarker og en vindmølle, der har fuldt sving i vingerne.

Han har skrevet sit testamente, og han har ordnet alle julegaverne til børnebørn og oldebørn. Han håber ikke, at julen skal holdes hjemme ved sig selv. Hvis han stadig er i live, vil han gerne fejre den her på hospicet sammen med de andre beboere og ansatte. Der skal være julegudstjeneste og julemiddag med and og flæskesteg og dans om juletræet for dem, der kan være med. Menukortet juleaften ser ligeså lækkert ud som alle de andre dage. Nogle dage er der kalkungryde eller farsbrød, andre dage avokadoer med rejer og andet fyld eller honningristet rosenkål med timian.

Der er skruet godt op for julehyggen på hospicet. For de flestes vedkommende er det den sidste jul, og derfor er der både adventshygge, julecafe, julebag og luciaoptog. Carl Jørn Mathiesen var med til adventshyggen forrige søndag, hvor der var julebingo. Han vandt blandt andet en flaske rødvin og en juledekoration. Dekorationen er det eneste på hans stue, der afslører, at det er jul. Ellers må man ud i fællesstuen og på gangen, hvor der både er nisser, juletræ og en troldgren med lyskæde.

Det er dejligt at kunne nyde det smukke juletræ. Men julen betyder mest noget i forhold til mine erindringer. Jeg husker meget klart, hvordan julen var som lille dreng. Hvordan købmanden, der var vores nabo, satte julekrybben ud med lys i og solgte gran, spegesild, abrikoser og svesker til anden. Vi købte juletræ og fandt julekassen frem og pyntede det. Der blev varmet op i begge stuer, og vi tændte lys for at lukke den kolde vinter ude. Efter gaverne blev en dejlig aften rundet af med, at de voksne drak kaffe.

Carl Jørn Mathiesen er født et par år efter, at Første Verdenskrig sluttede. Derfor var julen en fredens fest, og den ånd førte han og hans familie videre til de næste mange juleaftener.

I mange år holdt vi jul præget af samme venlige tankegang, uden kirkeligt islæt. Men til sidst blev freden ædt op ad kommercialismen på grund af alle gaverne og alt det andet, som folk skal have. Det er gået med julen som med så mange andre ting. Den er slået ihjel af grådigheden. Før havde vi råd til lidt and med lidt rødkål og ris a la mande, hvis vi sparede. Sådan er det ikke længere. Nu bruger man bare løs uden at tænke sig om. Man skruer bare op for varmen, og så er der varmt. Julen har skiftet karakter.

Carl Jørn Mathiesen er uddannet cand.polit. og har haft en bred vifte af forskellige job herunder med forskellige udviklingsprojekter i fattige lande. Han har tit tænkt på, at man ikke skal tage noget for givet heller ikke verden.

Jeg tænker nogle gange på, om verden ser mig gå til, eller om jeg ser den gå til.

Han har sagt til familien, at han helst vil, at de holder jul derhjemme, som de plejer.

Jeg er ikke noget festligt syn. Jeg kan sagtens være her med personalet og de andre. Det er slet ikke noget problem. Min familie besøger mig tit i weekenderne. De er glade for, at jeg er her, hvor der bliver passet godt på mig. Mine venner siger, at jeg ikke må dø endnu. De kan godt bruge mig lidt endnu, siger de. Det er dejligt at vide, at de alle holder af mig.

Den dag, hvor Carl Jørn Mathiesen ikke er her mere, ønsker han at blive brændt og sat ned i fællesgraven ved Tybjerg Kirke. Det er her, hans kone også ligger.

schnabel@kristeligt-dagblad.dk

Det er anden gang, at Carl Jørn Mathiesen er flyttet ind på Hospice Sjælland ved Roskilde. Han håber ikke, at han får det så godt, at han skal udskrives endnu en gang. Han håber, at han kan fejre juleaften med de andre beboere og personalet. – Foto: Leif Tuxen.