Den socialdemokratiske kirkepolitik, der blev væk

Socialdemokratiet har stolte traditioner på det kirkepolitiske område, men partiet har forsømt at forny sig

Kultur- og kirkeminister Ane Halsboe-Jørgensen (S) overtager fra Joy Mogensen (S) ved ministerieoverdragelse i Kirkeministeriet i København fredag den 20. august 2021.
Kultur- og kirkeminister Ane Halsboe-Jørgensen (S) overtager fra Joy Mogensen (S) ved ministerieoverdragelse i Kirkeministeriet i København fredag den 20. august 2021. Foto: Philip Davali/Ritzau Scanpix.

Ane Halsboe-Jørgensen (S) er ny kirkeminister, selvom hun glemte at nævne sit ansvarsområde, da hun holdt sin lille tiltrædelsestale på Amalienborg Slotsplads foran de forsamlede journalister.

Efter det obligatoriske foretræde hos kronprins Frederik var det hendes andet ministerområde som kulturminister, der var i fokus.

Den nye kirkeminister vil selvfølgelig forsøge at bagatellisere sin forglemmelse, men den demonstrerer nu alligevel, at hun nok især er valgt som ny kirke- og kulturminister, fordi hun skal bringe efterårets medieforlig sikkert i havn.

Og så bliver der snart valg igen, og mon ikke der så igen kommer en ny kirkeminister? Gennemsnitslevetiden for en kirkeminister er ikke lang i disse år.

Ane Halsboe-Jørgensen vil i realiteten blive medieminister, og de vigtige medieforhandlinger vil sandsynligvis tage det meste af hendes tid. Det bliver spændende at se, om der overhovedet bliver tid til at kigge forbi Frederiksholms Kanal og Kirkeministeriet, når den politiske sæson går i gang for alvor.

Hendes forgænger, Joy Mogensen (S), trak sig lige så overraskende, som hun kom til. Coronaen blev hendes skæbne, og hun blev svigtet af sin statsminister, der ikke gav hende, kulturen og kirken plads på de mange pressemøder ved siden af justitsminister Nick Hækkerup (S) og sundhedsminister Magnus Heu-nicke (S).

De to ministre har gjort det godt og udvist god kriseledelse i en svær tid, fordi de var synlige og tilgængelige. Bare nogle få pressemøder til Joy Mogensen forud for påske og jul sidste år ville måske have hjulpet hende i en tid, hvor sikker krisehåndtering hører sammen med synlighed i medierne.

Vi kender endnu ikke Ane Halsboe-Jørgensens tanker om kirkepolitikken. Et opslag på Socialdemokratiets hjemmeside hjælper heller ikke. Her glæder man sig over partiets stolte historie over de seneste 150 år, men kirkepolitikken er fraværende.

Hjemmesiden præsenterer partiets politikområder og inviterer den besøgende til at melde sig ind i det gamle parti, hvis man tilslutter sig for eksempel den økonomiske politik eller partiets sundhedspolitik.

Netop ved et ministerskift i Kirkeministeriet er det påfaldende, at hjemmesiden ikke omtaler kirkepolitikken. Der står kun noget om kulturpolitikken.

Her kan man møde de formuleringer om kulturelle fællesskabers betydning for et stærkt Danmark, som Ane Halsboe-Jørgensen anvendte på Amalienborg Slotsplads. Udeladelsen af kirke-politikken på Socialdemokratiets hjemmeside er så meget desto mere mærkelig, når netop Mette Frederiksen som partiformand har ønsket at revitalisere Socialdemokratiet som regeringsparti ved at grave tilbage i traditionen.

På sit genbesøg i Socialdemokratiets stolte historie kunne hun på det kirkepolitiske område være stødt på Bodil Koch, der var socialdemokratisk kirkeminister fra 1953 til 1966, inden hun bad om at blive kulturminister.

Bodil Koch har været efterkrigstidens vigtigste kirkeminister. Hun tog initiativ til, at kvinder kan søge præsteembede i folkekirken, at staten betaler en del af præsternes løn, og at kirkeskatten kan anvendes til at bygge nye kirker. Hendes strukturkommission fra 1964 til 1971 skabte den folkekirke, vi kender i dag.

Som kirkeminister talte Bodil Koch om den varsomme folkekirke, der både er en borgerlig ramme om kirken og et trossamfund kendetegnet ved forkyndelse, dåb, nadver og trosbekendelse gennem tiderne.

Bodil Koch forandrede Socialdemokratiet, så det brugte sin kirkepolitiske energi på at skabe en folkekirke for alle. Partiets ideal ændrede sig fra at ville skille stat og folkekirke til at engagere sig i folkekirken. Den danske arbejder skulle være med ved både samfundets bord og nadverbordet. Samtidig blev menighedsrådsarbejdet for mange menige socialdemokrater indgangen til det politiske arbejde i byråd og Folketing.

Sådan er det ikke længere. Nu er det ansættelse som studentermedhjælp i partiapparatet eller konsulent i fagbevægelsen med en uddannelse i statskundskab, der er vejen til politisk magt og måske en plads på ministerholdet.

Det kræver derfor i dag en ekstra indsats at holde kirkepolitikken levende. Hvis kirkeminister Ane Halsboe-Jørgensen har brug for at spejle sig i en vigtig forgænger, så vil Bodil Koch være et godt sted at begynde. Den socialdemokratiske kirkepolitik har brug for mere end kunstigt åndedræt. Den skal gen-opfindes.

Peter Lodberg, professor (MSO), ph.d., dr. theol., Aarhus Universitet.