Den sommer Danmark blev et kristent land

En ophedet debat om Danmarks kristne identitet blev et overraskende indslag midt i agurketiden. Regeringens formulering skulle angiveligt sige noget samlende om Danmark som nation, men debatten viste, at danskerne er dybt splittede i spørgsmålet

Det hele begyndte på side 29 i regeringsgrundlaget ”Sammen for fremtiden”, hvor den nyvalgte Venstre-regering proklamerede: ”Danmark er et kristent land, og den evangelisk-lutherske kirke indtager en særstatus som folkekirke. Denne særstatus vil regeringen bevare". Foto: Lars Laursen

Det var Harald Blåtand, som i det herrens år 965 gjorde danerne kristne. Denne sommer var det så regeringen Lars Løkke Rasmussen II, som gjorde Danmark til et kristent land. For nogle den mest indlysende selvfølgelighed, for andre et dybt problematisk værdipolitisk udsagn.

Midt mellem Tour de France-etaper, endeløse vejrudsigter og tips til grillen udspillede sig derfor en ophedet debat om kirke, kristendom og nation. Er Danmark faktisk et kristent land?, lød spørgsmålet i talrige medier og måske også hen over grillen flere steder i sommerlandet.

Det hele begyndte på side 29 i regeringsgrundlaget ”Sammen for fremtiden”, hvor den nyvalgte Venstre-regering proklamerede: ”Danmark er et kristent land, og den evangelisk-lutherske kirke indtager en særstatus som folkekirke. Denne særstatus vil regeringen bevare. At folkekirken indtager en særstatus kan de fleste blive enige om. Det fremgår også af Grundlovens paragraf 4. Men om Danmark dermed kan kaldes et kristent land viste sig snart at være mere omstridt.

Flere kirkefolk og teologiprofessorer var hurtigt ude med kritik af regeringsgrundlagets formulering: ”Grundlæggende kan et land ikke være kristent. Kun et menneske kan være kristent,” som professor, dr.theol Niels Jørgen Cappelørn påpegede. Andre mente, at regeringen kun satte ord på det indlysende: ”At Danmark er kristent, behøver man ikke gå stille med,” skrev domprovst Steffen Ravn Jørgensen for nylig i en kronik her i avisen.

Paradokset er åbenlyst: Hvor udsagnet i regeringsgrundlaget angiveligt skulle sige noget samlende om Danmark som nation, er det i løbet af sommerens debat blevet tydeligt, at danskerne er dybt splittede i spørgsmålet om landets kristne identitet. For professor i tekst- og kulturanalyse ved Syddansk Universitet Nils Gunder Hansen, som i mange år har fulgt de kirkelige og teologiske diskussioner herhjemme, er debatten et tydeligt udtryk for, at diskussionen om kirke og kristendom er blevet vævet sammen med 00'ernes værdipolitiske kulturkamp.

”Sommerens føljeton om Danmark som et kristent land er et godt eksempel på tidens politisering af den kirkelige debat. Hvor de teologiske diskussioner i 1980'erne og 1990'erne foregik i et slags folkekirkeligt reservat mellem traditionalister og aktivister, så er nutidens debatter om kirke og kristendom, uanset om det handler om vielse af homoseksuelle, opstandelsen eller Danmark som kristent land, altid allerede politisk og ideologisk kodet efter kulturkampens skemaer. Det er på den ene side velgørende, at de teologiske debatter har forladt reservatet og i dag forbinder sig til nogle mere grundlæggende diskussioner om samfundets retning, men samtidig er det en skam, at aktørerne i debatterne på forudsigelig vis indtager deres faste position i lejren, hvor man nok bliver applauderet af sine egne, men debatten aldrig kommer videre," siger Nils Gunder Hansen.

Et andet problem ved debatten om nation og kristendom har været, at folk simpelthen ikke taler om det samme, påpeger cand.theol. Simon Schmidt:

”Debatten lider under en manglende skelnen mellem det deskriptive aspekt: at det danske samfund og dansk mentalitet naturligvis historisk er formet af kristendommen, og så det normative aspekt: hvorvidt vi i et globaliseret samfund ønsker at videreføre en forbindelse mellem stat og kirke, som blev formet i en periode, hvor kirken ofte var statens forlængede arm.”

Han var blandt bidragsyderne til antologien ”National kristendom til debat”, der udkom tidligere på året. En af bogens hovedpointer er, at det multikulturelle samfund udfordrer kristendommens særstatus i Danmark. Og at man er i dag er nødt til at besinde sig på, at den tætte historiske forbindelse mellem stat og kirke er ved at rinde ud. Derfor er han også kritisk over for politikernes aktuelle omklamring af folkekirken, som skaber en problematisk alliance mellem kirken og magthaverne.

”Naturligvis er kristendom og national kultur og sprog knyttet tæt sammen. Men når kirken identificerer sig for meget med det nationale, og båndet mellem stat og kirke bliver for tæt, så mister kirken sin kraft som modstemme. Kirken skal, som det hedder, nok være 'i verden, men ikke af verden'. Kun på den måde kan den forblive en ressource for anderledes fortolkninger af virkeligheden end for eksempel de politiske og økonomiske, som dominerer i samtiden,” siger Simon Schmidt.

Kirkekonsulent Mogens Mogensen ser regeringsgrundlagets formulering som en ny form for identitetspolitik, der kan indvarsle en bevægelse væk fra idealet om den sekulære, religionsneutrale stat.

”Spørgsmålet er, om vi i disse år står i et tidehverv, en ny udvikling væk fra idealet om en sekulær stat og hen imod en post-sekulær stat, hvor vi på en og samme tid oplever en fortsat sekularisering og en accellerende religiøs og spirituel pluralisering af befolkningen og en voksende interesse fra statens side i at etablere et bestemt religiøst værdigrundlag og måske i at styrke sin kontrol med religionerne,” som han skriver på sin blog.

Under alle omstændigheder er der tale om et markant nybrud i forhold til den forrige Venstre-statsminister, Anders Fogh Rasmussen, som i kølvandet på Muhammedkrisen for mindre end 10 år siden ønskede al religion ud af det offentlige rum.

Hvad er der sket på de 10 år, som nu har givet kristendommen en prominent placering i Lars Løkke Rasmussens vision for de kommende års regeringsarbejde?

Kirkeminister Bertel Haarder, som hen over sommeren har stået på mål for formuleringen i regeringsgrundlaget, har her i avisen været inde på, at behovet i dag for at tydeliggøre den danske kultur er blevet større.

”Tidligere var det en selvfølge, at Danmark var et kristent land, og det, der tidligere var en selvfølge, kan man med god grund fremhæve,” lød det fra kirkeministeren, som samtidig tog afstand fra Fogh Rasmussens udtalelser under Muhammedkrisen:

”Jeg synes ikke, at det førte til en frugtbar debat. Jeg forstår godt, at han sagde det i forhold til Muhammed-tegningerne, men ud fra mit synspunkt er det ikke løsningen på Muhammed-krisen, globaliseringen og tilstedeværelsen af fremmede religioner. Løsningen er, at vi selv bliver mere tydelige,” sagde Bertel Haarder.

Han har i debatten selv understreget, at formuleringen ikke var hans egen idé, men samtidig fastholdt, at passagen om folkekirken i Venstres regeringsgrundlag ikke er skrevet med ført hånd af andre partier end Venstre selv. Den mistanke fik oprindeligt næring, da Dansk Folkepartis Christian Langballe frejdigt annoncerede, at netop formuleringen om Danmark som et kristent land var hjerteblod for partiet, og at det efter hans klare opfattelse også var Dansk Folkeparti, som sørgede for at få formuleringen med i regeringsgrundlaget.

At formuleringen under alle omstændigheder - direkte eller indirekte - er en udløber af den værdipolitiske offensiv, som Dansk Folkeparti har orkestreret de sidste 10-15 år, mener Nils Gunder Hansen ikke, der kan være tvivl om. Samtidig er det en taktisk formulering, som udsender nogle normative signaler, men hvor man adspurgt altid kan trække i land og hævde, at det jo blot er et deskriptivt udsagn, påpeger han.

”Formuleringen er karakteristisk for en politisk debatkultur, som ofte er styret af den slags signaler og finter. En enkelt sætning, som måske ikke siger så meget, får folk til at hyle og skrige og debatten til at cirkulere i en masse medier. Afsenderne af signalet kan være glade og tilfredse, men det er ikke sikkert, at nogen er blevet ret meget klogere,” siger Nils Gunder Hansen.

En af de uheldige konsekvenser ved politiseringen af den teologiske debatkultur er, at de forskellige kirkelige retninger har fået vanskeligere ved at indgå i frugtbare diskussioner med hinanden, mener Nils Gunder Hansen. Han fortæller, hvordan Hans Hauge i et utrykt foredragsmanuskript fra 2000'erne har beskrevet, at den grundtvigsk-tidehvervske samtale, som blandt andet fandt sted i Grundtvigsk Konvent af 1916, og som længe var et omdrejningspunkt i dansk teologiske og kirkelige debat, gradvist blev opløst op gennem 1980'erne i takt med, at først løgstrupianerne på den grundtvigske venstrefløj og siden de tidehvervske på den grundtvigske højrefløj forlod konventet.

”Siden dengang har de tidehvervske og de grundtvigske fået stadigt vanskeligere ved at føre frugtbare teologiske samtaler. I stedet råber de nu ad hinanden fra hver sin lejr på Facebook eller i medierne. Men man savner, at nogen går i flæsket på folk i deres egen lejr for at bryde skemaet, tænke selv og dermed forhindre, at de teologiske debatter bliver udpinte ekkoer af hinanden. Man kan selvfølgelig ikke kommandere folk til at være uenige, men er alle virkelig så enige om alt, eller er der tale om 'menneskefrygt' for at bruge et gammelt udtryk?”