Prøv avisen
Før søndagen

Generalsekretær: Den største leder er den, der tjener andre

43-årige Birgitte Meisner Nielsen har siden 2014 været generalsekretær i De grønne pigespejdere. I søndagens tekst forholder hun sig til spørgmålet fra Jesus til apostlene: ”Hvem er størst: den, der sidder til bords, eller den, der tjener?”. Foto: Leif Tuxen

En strid blandt apostlene om, hvem der er størst, vender Jesus i søndagens tekst til et spørgsmål om, hvad det vil sige at være størst. Budskabet er ifølge De grønne pigespejderes generalsekretær Birgitte Meisner Nielsen, at den største værdi ikke ligger i at have magt, men i at være den, der tjener og er til for andre

En hungren efter magt er ikke et nyt fænomen. I Jesu tid mødtes apostlene skærtorsdag aften i en strid om, hvem af dem der skulle regnes for at være den største. Det er ikke just det mest belejlige tidspunkt, at den magtsyge diskussion finder sted. Jesus har netop indstiftet nadveren og bekendtgjort, at han skal dø. Som svar på apostlenes spørgsmål bruger han imidlertid anledningen til at konfrontere dem med et nyt: ”Hvem er størst: den, der sidder til bords, eller den, der tjener?”.

Netop det spørgsmål hæfter 43-årige Birgitte Meisner Nielsen, generalsekretær i De grønne pigespejdere, sig ved, fordi Jesus vender en strid om magtposition til et dilemma om egoisme og altruisme.

”Apostlene diskuterer, hvem der kan kalde sig autoriteten i deres kreds. Jesus underkender autoritetsbegrebet og stiller i stedet et normativt eller et moralsk spørgsmål: Hvem gør det største i verden? Er det den, som sidder til bords og nyder, eller er det den, der tjener andre? På den måde handler det egentlige spørgsmål ikke om udøvelsen af magt, men om forskellen i at gøre noget bestemt i kraft af ens magtposition kontra det at være der for nogle andre,” forklarer hun.

Ved første øjekast kan det spørgsmål, Jesus stiller, virke banalt. Ved nærmere granskning bliver det imidlertid klart, at det handler om et dybere dilemma, der er lige så aktuelt i dag, som det var, dengang Jesus først præsenterede det for apostlene.

”Dilemmaet om, hvorvidt vi handler egoistisk eller altruistisk, er noget, vi alle bliver optaget af, udfordret på og i bedste fald dannes ved. Det sker også, fra vi ikke er ret gamle. Jeg har en datter på seks, så jeg læser og ser mange eventyr og tegnefilm, hvor kernen er forholdet mellem godt og ondt, rigtig og forkert og den, der giver, over for den, der tager,” fortæller hun.

Jesu spørgsmål skal ikke ses som et påbud, men snarere som en opfordring til refleksion, som gerne skal gøre apostlene i stand til selv at bevæge sig i den medmenneskelige retning.

”Han stiller dem et ganske ledende spørgsmål, men det skulle gerne føre dem i en retning, hvor de selv kan se, at den største gerning ligger i at være den, der tjener andre, frem for at være den, som sidder ved bordet. Det er det, jeg mærker i teksten,” siger Birgitte Meisner Nielsen.

Værdien i at være noget for andre, kan hun især genkende fra sit arbejde hos De grønne pigespejdere. En af de grundlæggende præmisser i spejderbevægelsen er netop at tjene og være noget for andre, hvilket giver mening til fællesskabet. Det betragter De grønne pigespejderes generalsekretær som særlig vigtigt i dag, hvor individuel konkurrence og præstationspres dominerer i store dele af samfundet.

”Det er en meget anden verden for de unge i dag, end da jeg var barn. Jeg var ikke ung i en globaliseret verden. I dag fødes de ind i den med en række dilemmaer, udfordringer, nedbrudte grænser og skærpede forventninger, de skal forholde sig til i den nye mangfoldighed. Især pigerne har et enormt fokus på boglig præstation, men i det fokus får de ikke mulighed for at udforske og udfolde andre mere vovede sider af deres personlighed. Pigespejderne skaber et rum, hvor det ikke handler om at præstere, men om at turde gribe de muligheder, der kommer, uden at være bange for at fejle. Pigespejderne kommer i fællesskabet til at turde mere, og når tingene er svære, så løfter man i flok. Det er et modtræk til den tendens, der ellers er i samfundet i dag, hvor man ofte står meget alene på sin post og skal trække sit livsprojekt i land selv,” forklarer hun.

Men når man står og jonglerer med teltdug, pæle og pløkker for at slå et telt op i regnvejr, skal bygge en tømmerflåde, som ikke synker til bunds halvvejs over søen, eller forsøger at finde rundt i mørk skov under et natløb, så duer det ikke at være alene. Det kræver, at man hjælpes ad og arbejder sammen for at nå målet, påpeger Birgitte Meisner Nielsen.

Allerede fra en ung alder stifter spejderne bekendtskab med det givende i at være en leder, der gør noget for andre. I vid udstrækning er det i spejderverdenen børn, der leder børn, hvor de får ansvar for nogle af de yngre medlemmer med opgaver som at arrangere orienteringsløb, spejderlejre og lignende alt afhængig af deres alder.

”Børn og unge får ansvar for andre børn og bliver rollemodeller. De voksne frivillige og de unge spejderledere i grupperne bliver som det billede, der står i bibelteksten. At være leder er alene en titel, for i virkeligheden er de tjenere for flokken. De gør noget for nogen og er ledere i kraft af, at de har et ansvar over for andre, men ikke i kraft af at de skal udøve magt,” forklarer generalsekretæren.

Birgitte Meisner Nielsen har selv været pigespejder i Østjylland, da hun var barn. Dengang hed pigespejderkorpset Kristelig Forening for Unge Kvinder (KFUK), inden det i 2003 skiftede navn til De grønne pigespejdere. På trods af navneskiftet samarbejder pigespejderne stadig med kirker landet over, og på korpsets logo ser man et trekløver med et kors i midten.

”Jeg kan huske andagt, og nogle gange blev der læst op af Bibelen, da jeg var spejder. Jeg kunne meget godt lide den ro, der var omkring eksistentielle spørgsmål. Den ro og plads til refleksion over, hvad det vil sige at være menneske, finder vi stadig i dag i spejdergrupperne, men ikke alene ud fra det kristne budskab. Diskussionerne er stadig vigtige, men i dag ser de nok anderledes ud, fordi vi har et mere mangfoldigt samfund, end da jeg var lille. Der er en anden aktualitet i at tale om tro, godt og ondt og hvad der er rigtigt og forkert ud fra forskellige perspektiver,” forklarer Birgitte Meisner Nielsen.

De mange forskellige indgange til at reflektere over tilværelsen er vigtige for hende. Hun ser nemlig sig selv som kulturkristen med en stærk tro på de mellemmenneskelige. Det er i samspillet med hinanden, at vi kan finde frem til svarene på de eksistentielle og moralske dilemmaer, mener hun. I den sammenhæng kan De grønne pigespejdere være med til at hjælpe børn og unge på vej.

”Det værste, man kan gøre for unge mennesker i dag, er at efterlade dem på en bar mark, hvor de står alene i deres søgen efter svar på tilværelsens store spørgsmål. Det bedste, vi kan gøre, er at tage dem lidt i hånden og vise dem ind i de rum, hvor der ligger nogle svar. Vi skal også gøre det klart, at der er flere indgange til svarene,” fastslår Birgitte Meisner Nielsen.

”Han stiller dem et ganske ledende spørgsmål, men det skulle gerne føre dem i en retning, hvor de selv kan se, at den største gerning ligger i at være den, der tjener andre, frem for at være den, som sidder ved bordet." Foto: Leif Tuxen
"At være leder er alene en titel, for i virkeligheden er de tjenere for flokken. De gør noget for nogen og er ledere i kraft af, at de har et ansvar over for andre, men ikke i kraft af at de skal udøve magt,” forklarer generalsekretæren. Foto: Leif Tuxen