Generalsekretær: Den største trussel mod åndsfriheden er politikernes religionsfobi

Religion er blevet et område, der kræver særlige regler, og intet er snart for småt at lovgive om, siger generalsekretær i Bibelselskabet Birgitte Stoklund Larsen. Dermed mindskes retten til at tænke, tro og tale frit

"Det giver en frihed, at man kan komme som den, man er. Nu skal vi i stedet lade religionen blive hjemme og møde andre i neutrale rum i samfundet. Men det er naivt at tro, at der findes værdineutrale zoner,” siger generalsekretær for Bibelselskabet Birgitte Stoklund Larsen.
"Det giver en frihed, at man kan komme som den, man er. Nu skal vi i stedet lade religionen blive hjemme og møde andre i neutrale rum i samfundet. Men det er naivt at tro, at der findes værdineutrale zoner,” siger generalsekretær for Bibelselskabet Birgitte Stoklund Larsen. . Foto: Petra Theibel Jacobsen.

Vi skal tilbage til den 11. september 2001. Dagen, hvor flere koordinerede angreb ramte USA, og hvor grunden blev lagt til en global krig mod terror.

Den dag blev ifølge generalsekretær for Bibelselskabet Birgitte Stoklund Larsen et vendepunkt for den måde, Vestens politikere behandler religion på.

”I 1990’erne var religion noget blødt og venligt og et område, som mennesker undersøgte og afprøvede med nysgerrighed. Men i 2001 viste religion den hårde, fundamentalistiske side, og den sikkerhedspolitiske dagsorden blev fremtrædende. Fra at være en menneskelig aktivitet udviklede der sig en forestilling om, at religion er et særligt område, som kræver særlige regler,” siger hun.

Siden 2000’erne er sikkerhed kun rykket højere op på den politiske dagsorden, og det har ifølge Birgitte Stoklund Larsen skabt et dilemma. For hvordan balancerer man mellem åndsfriheden og det legitime ønske om at beskytte fællesskabet?

”Åndsfriheden er en klassisk borgerlig frihedsret, som handler om at have og give andre frihed til at tænke, tro og tale – og også at sige det, man ikke selv er enig i. Men den frihed får dårlige kort på hånden, når man står over for folk, der vil sprænge uskyldige mennesker i luften. Problemet er, at man opgiver at skelne mellem god og dårlig religion og glemmer, at der er forskel på at tale og handle. Politikerne rammer bredt og risikerer at gøre alle religiøse grupper og ytringer suspekte.”

I næste uge holdes der åbent møde om oprettelsen af en ny forening for åndsfriheden i Danmark, som ifølge initiativtagerne er under pres. Birgitte Stoklund Larsen er ikke blandt initiativtagerne, men ser også åndsfriheden presset af især politiske stramninger.

”En langtidsfølgevirkning af 11. september er, at politikerne er blevet grebet af religionsfobi. Religion er blevet noget, de andre har, og noget, der er farligt. Den frygt er for mig at se den største trussel mod åndsfriheden i øjeblikket. For den gør, at religiøse grupper skubbes ud i et skummelt hjørne,” siger hun.

Som eksempel nævner hun internationale rapporter, der peger på flere begrænsninger af religionsfriheden i Europa. Herhjemme er der indført love mod religiøse forkyndere, mens der er eksempler på kommuner, som vælger ikke at støtte foreninger med et religiøst afsæt. Og så tales der fra politisk hold om at forbyde muslimske friskoler.

”Man glemmer, at nogle friskoler måske netop klarer sig godt, fordi de er i stand til at behandle børn som hele mennesker, der også har en religion. Det giver en frihed, at man kan komme som den, man er. Nu skal vi i stedet lade religionen blive hjemme og møde andre i neutrale rum i samfundet. Men det er naivt at tro, at der findes værdineutrale zoner,” siger Birgitte Stoklund Larsen.

Et stjerneeksempel på udviklingen er ifølge hende den såkaldte imamlov, som blev vedtaget sidste år for at forhindre hadprædikanters radikalisering i Danmark. Loven indebar danskhedskurser, en sanktionsliste og – ifølge Birgitte Stoklund Larsen mest problematisk – en kriminalisering af bestemte ytringer i en oplæringssammenhæng.

”Den stramning betyder, at vi nu har et område, hvor der gælder særlige regler for ytringsfriheden. Med loven kan en præst i bedste sendetid sige noget på tv, som vedkommende ikke må sige i en religiøs oplæringssituation –hvordan man så ellers skal definere det.”

Samtidig lader politikere i dag til at være klar til at lovgive om selv den mindste ting, siger Birgitte Stoklund Larsen.

”Der skal ikke ret mange brodne kar til at ødelægge det for andre, når det er sådan et højpolitisk område. Imamloven blev for eksempel skudt af sted af en enkelt dokumentar på TV 2. Så religion er et politisk stærkt opmærksomhedsområde, hvor der lader til at være lette point at hente for politikerne, og hvor intet er for småt. Mange politikere var for eksempel klar til at lovgive mod bederum på gymnasier og universiteter.”

Om de politiske stramninger også kan bruges til at sikre menneskers åndsfrihed, har hun svært ved at sige.

”Jeg tror, det skaber et vagtsomt klima og kan medføre en modstand fra de religiøse grupper eller friskoler, som hele tiden skal rette ind og legitimere, at de er på demokratiets side. Jeg tror, det er vigtigere at få tingene ud i en åben og oplyst debat end at gøre religion suspekt og kriminaliseret.”