Den stridende kirke er den sande kirke

Folkekirken er i længden ikke tjent med, at uenigheder bliver pakket ind, mener Rasmus Vangshardt

Rasmus Vangshardt, anmelder og tidligere højskolelærer.
Rasmus Vangshardt, anmelder og tidligere højskolelærer.

I din kommentar på kristendom.dk skriver du, at debattonen i bispevalgkampen har været for blød, mens andre mener, den har været for hård. Hvorfor mener du, at den har været for blød?

Når jeg som interesseret lægmand følger med på afstand, kan jeg stort set ikke høre forskel på kandidaterne, selvom de kommer fra vidt forskellige baggrunde. Henrik Wigh-Poulsen skriver sjovere og bedre kronikker om egen uformåenhed, hvilket er meget prisværdigt, men derudover har de begge uld i mund. Jeg har svært ved at tro, at de for alvor mener det samme om moderne ledelse, kirkesynode og migrantmenigheder. Men det er stort set sådan, vi får det udlagt.

Hvorfor er det godt at have en hård tone i en debat?

Fordi vi ville have en chance for at se forskellen mellem kandidaterne. Der er jo i høj grad tale om, at man stemmer efter en slags dydsetik: hvem tiltror jeg den største menneskelige og praktiske fornuft, når der dukker grimme sager op, som vi ikke kan forudse. Hvem vil turde stå imod, når nye, vanvittige og pinlige forslag til kirkens fremtidige leflen for tiden bringes på banen og så videre? Og disse personlige dyder kommer altså ikke frem, ved at man prøver at overbyde hinanden i ligegyldigheder.

Hvem er det egentlig et problem for, at tonen er for blød?

Det er et problem for folkekirken, fordi den i længden ikke er tjent med, at reelle uenigheder pakkes ind. Det er et problem for tilhørerne og dem, der skal stemme, fordi forskellen på de to nærværende kandidater er større, end de får at vide. Det er til gengæld ikke et problem for kandidaterne, fordi de begge godt ved, at de skal være midtsøgende for at blive valgt, og det er slet ikke et problem for hele parnasset af folk med kommunikations- og mellemlederdrømme, der stortrives i folkekirken i disse år. De lever af at skabe en fortælling om folkekirken som en blanding af en glad legeanstalt og en pænhedens enhedsborg, og det er rigtig godt for dem, når det går som nu.

Er det ikke fair nok som Jens Maibom Pedersen at være fortørnet over, at nogle sidder og griner ad en, når man fremlægger sine synspunkter?

Tjo, måske på det personlige plan. Men at bruge kræfter på at plante det som en historie i avisen tenderer det latterlige. Men det er jo et udmærket symptom på, hvordan smålighed og senere sikkert også jura som i Søren E. Jensen-sagen vinder frem på bekostning af det frisind, folkekirken har været bedre til at fastholde. Man kunne jo også forestille sig, at en værdig reaktion på 6-7 menneskers påståede chikane havde været at skrive en kronik, der satte dem intellektuelt på plads - hvis man evnede det.