Prøv avisen

Den typiske kirkegænger er ikke så typisk

Ny tal fra Gallup giver indblik i kirkegængeres liv.

Fordomme om støvede eller stillestående kirkegængere får sig et hak i tuden af nye tal om de kirkegængere, som søndag efter søndag sidder på kirkebænkene i landets omkring 2300 sognekirker. For de flittigste kirkegængere er samtidig aktive og veluddannede mennesker med stor interesse for kultur- og samfundsliv samt god kontakt til venner og familie, viser den nye opgørelse

En dansk professor vakte opsigt, da han for nogle år siden førte statistisk bevis for, at troende mennesker globalt set havde en lavere intelligens end tvivlere. At hans såkaldte bevis samtidig havde befolkningerne i USA, Kina og en række protestantiske lande i Nordeuropa som undtagelser rokkede ikke ved hans egen overbevisning om, at det var dumt at tro.

I dagens avis viser nye analyser af tal fra Gallup, som religionssociologer har gennemgået, at det er godt for kulturlivet, når folk går i kirke. Mere end én fordom om ensporede eller dumme kirkegængere får sig samtidig et gevaldigt hak i tuden af de nye analyser.

Den typiske kirkegænger er veluddannet. Hun går ikke bare trofast i kirke hver eneste søndag. Hun er også en flittig gæst på landets museer. Hun går oftere i teatret end ikke-kirkegængere. Hun køber adskillige billetter til klassiske koncerter. Hun lever i det hele taget et rigt, gavmildt og aktivt liv, der vender udad. Hun sætter pris på at gå på aftenskole. Hendes husstand har også gerne et medlemsskab af en velgørende eller humanitær organisation. Hun besøger venner og familie oftere end andre. Hun har kørekort. Og så rejser hun gerne, dog normalt ikke uden for Europas grænser.

Gallup opgør hvert halve år med en særdeles omfattende undersøgelse, hvad danskerne er optagede af, hvad de køber, og hvad de foretager sig i arbejds- og fritiden. Det er denne opgørelse fra 1. halvår 2010, som bygger på svar fra 11.612 danskere på 12 år og derover, som samtidig dokumenterer, hvordan folkekirken fungerer i praksis som en af de vigtige kulturskabende institutioner i det danske samfund.

Folk, der vil have nogle stereotype opfattelser bekræftet om kirkens inderkreds, kan så også få det på baggrund af analyserne af Gallups tal. Kun ganske få af de ugentlige kirkegængere går for eksempel på diskotek, og kun de færreste interesserer sig for show og stand-up-komik. Samtidig er det rigtigt, at den største gruppe af de flittigste kirkegængere også har alderens visdom. 43 procent er over 60 år. Men Gallups tal viser samtidig, at aldersgruppen på 12 til 29 år faktisk udgør 32 procent af den gruppe, som går i kirke mindst en gang om ugen. Sikkert, fordi konfirmanderne på 13 eller 14 år fylder en del i landskabet og gerne tager far eller mor med i kirke.

Den historiske udvikling peger desuden på, at flere og flere mænd går i kirke. Selvom kvinderne med omkring 54 procent stadig er i let overtal på kirkebænkene.

På prædikestolen står der dog typisk en kvinde om søndagen. Det har Præsteforeningen tidligere på året fortalt, og Kirkeministeriet har med et officielt traktement og muntre taler fejret denne nye udvikling i præstestandens sammensætning.

Tidligere undersøgelser har vist, at netop landets præster typisk stemmer til venstre for midten i dansk politik. SF er det største parti blandt sognepræsterne. Men blandt de flittigste kirkegængere peger den største politiske pil i en anden retning. Partiet Venstre ville være størst med 22 procent, hvis kun landets mest aktive kirkegængere skulle bestemme.

Det politiske billede er dog ikke entydigt. Socialdemokraterne og SF kommer lige efter med henholdsvis 20 og 19 procents opbakning. De Konservative er fjerdestørst med 14 procent af stemmerne fra de mest aktive kirkegængere. Derefter følger Kristendemokraterne med 11 procent. Dansk Folkeparti og De Radikale henter henholdsvis støtte hos 6 og 5 procent. Mindst opbakning i den kirkelige kernegruppe har Enhedslisten og Liberal Alliance med hver 1 procent. Den situation kan dog – ligesom for de andre partiers vedkommende – have ændret sig, fra undersøgelsen blev afsluttet for tre til fire måneder siden til i dag.

Alt andet lige er der tre hovedtyper af kirkegængere i Danmark. Den typiske kernegruppe, som avisen i dag har valgt at fokusere på, udgør lidt over 2 procent. Ifølge Gallup svarer det til omkring 128.000 mennesker, der hver eneste uge går i kirke mindst én gang.

Så er der de lejlighedsvise kirkegængere, som kommer i kirken, når der sker noget særligt – til højtider eller bare, når de har lyst eller tid. Det er den absolut største gruppe, som tæller adskillige millioner danskere, og som derfor nærmest ikke kan sættes på én samlet formel.

Endelig er der de mennesker, som bevidst og aktivt fravælger at gå i kirke. Den gruppe tæller ifølge Gallup nu 24 procent. Og det er værd at notere sig. For det er en gruppe, der inden for de sidste ti til tyve år faktisk er blevet mindre og mindre.

Sagt på en anden måde: Det er de færreste, som på traditionel facon går i kirke hver eneste uge. Men samtidig er det også et mindretal, som vælger kirken helt fra. Det almindelige og gængse i kongeriget Danmark er og bliver, at folkekirken er der, og at den også bliver brugt, når folk har brug for den. Eller når den byder på noget ganske særligt.

Danmarks Statistik har tidligere opgjort, at der er omkring 500.000 siddepladser, hvis man lægger alle kirkebænkene i landets omtrent 2300 sognekirker sammen.

For hundrede år siden blev pladserne fyldt om søndagen. Som teologilektor Hans Raun Iversen fortalte forleden her i avisen, var kirkegangen dengang på omkring 10 procent. Men en del kom da også kun i kirken, fordi de var tvunget til det. Forventningerne og kutymen var en anden i samfundet i tiden før Første Verdenskrig end i vore dages globale og individualistiske mediesamfund. Til gengæld er det i dag bestemt frivilligheden, som bærer kirkegangen. Folk går i kirke, fordi de har lyst til det, ikke, fordi de skal.

Til jul bliver pladserne i landets kirker da også helt uden tvang fyldt rundt regnet tre gange. For her går næsten en fjerdedel af alle danskere i kirke. Men de kirkegængere, som tropper op, mens gåsen eller anden lunes i ovnen, er ikke de typiske. Det er hr. og fru Danmark i alskens aldersgrupper og af alle slags. De erhvervsaktive børnefamilier, som ellers ofte holder sig væk fra den almindelige højmesse om søndagen, støder til her. Selv ellers overbeviste ateister kan ifølge statistikken ses i den rummelige folkekirke til jul. For folkefest, juletid og kirkegang hører fortsat uløseligt sammen uden skelen til debat om trosbekendelsens faktuelle indhold.

Men allerede to dage senere, på anden juledag, melder virkeligheden sig i de danske sogne.

Enhver, der her kaster et blik ud over den forsamlede menighed, vil typisk mellem nogle tomme bænke få øje på levende og venlige mennesker, mange over 60, de fleste kvinder. Taler man med en kirkegænger bagefter, så er hun på fornavn med den klassiske musiks mestre og kulturlivets tilbud i nærmeste store by. Hun vil også hurtigt kunne røbe, at hun har god kontakt til både venner og familie. Hun vil samtidig være nervøs for, at de traditionelle familieværdier er ved at forsvinde i det danske samfund. Og hun er fortørnet over, at vi som samfund ikke gør nok for flygtningene og de svageste grupper.

Hjerne og hjerte følges ad for den typiske kirkegænger, som formentlig samtidig vil sige ja til, at hun selv synes, det er klogt at gå i kirke. Hendes eget tilvalg af kirkelivet har i hvert fald gjordt hendes eget liv rigere. Hvis man skal tro på de nyeste tal.

hoejsgaard@k.dk