Prøv avisen
LUK

Det ser ud som om at du ikke er logget ind

Log ind for at læse alle artikler

Glemt adgangskode? Klik her.

Dengang kæresten blev fundet i missionshuset

Folkekirken i Thy oplever en utrolig stor opbakning. Ikke mindst på grund af den arv, Indre Mission har efterladt sig, siger provst i Sydthy Provsti Jens F. Munksgaard, som her står foran Missionshuset Tabor i Harring ved Thisted, der i dag er omdannet til museum. - Foto: Jens Bach

I Thy er et missionshus fra 1924 omdannet til museum, der giver indblik i missionshusenes betydning og Indre Missions historie. Den indremissionske arv må ikke gå i glemmebogen, mener initiativtager

Det var her, malkepigen fik et godt øje til nabogårdens karl. Her, badmintonklubben holdt til. Og naturligvis her, Guds ord blev forkyndt fra talerstolen ud over mødesalens mange bænke.

Missionshuset Tabor fra 1924 i Harring ved Thisted var, som resten af egnens over 50 missionshuse, langt mere end blot et hus for kristen mission. Stedet var et samlingssted, et mødested og en vital del af fællesskabet i lokalsamfundet. Nærmest en uundværlig del af de lokale bønders og fiskeres liv. Men sådan blev det ikke ved med at gå, konstaterer Jens F. Munks-gaard, provst i Sydthy Provsti, mens han åbner døren til Harring Missionshus, der i dag fungerer som museum.

”Da jeg kom til Sydthy som præst for 25 år siden, var der stadig over 20 missionshuse i brug. I dag er tallet under 10”.

Og netop denne udvikling fik i 2009 provsten til at råbe vagt i gevær. Rundt om ham blev missionshus på missionshus lukket, og de mange minder om liv, tro og fællesskab var i fare for at forgå. Selv har han ikke rødder i Indre Mission, men stor respekt for bevægelsens arbejde, fortæller han.

”De folk, der sidder på kirkebænkene i Thy i dag, er vokset op med og i missionshuse. Huse, som havde en enorm betydning for samtiden, og som betyder, at vi i dag stadig har folk, der kommer i kirke. Det vil jeg gerne minde folk om: at en stor del af vores kirkelige liv grunder sig på Indre Mission,” lyder det fast fra provsten.

Derfor er det gamle missionshus i Harring i dag ikke omdannet til privatbolig, atelier eller veteranbilklub, hvilket ellers er tilfældet med andre missionshuse i området. I stedet er huset på initiativ af Jens F. Munksgaard og i samarbejde med Thisted Museum lavet om til museum, hvor interesserede kan få et indblik i missionshusenes og Indre Missions betydning i Thy.

Husets indretning står som ved lukningen i 2009 med mange spor af det liv, der her blev levet engang. Lange knagerækker i entreen vidner om en tid, hvor mødesalens hvide bænke var tæt besat. I 1960'erne blev bænkene dog skiftet ud med lange træborde og bløde stole. Ridserne i bordpladerne dokumenterer en stor aktivitet i huset.

Ikke mindst de unge tog Harring Missionshus til sig. I et skab med glaslåger fremvises to hylder pokaler og medaljer fra missionshusets unge sportsudøvere. KFUM og KFUK (Kristelig Forening for Unge Mænd og Kristelig Forening for Unge Kvinder) var ikke kun unges fællesskab om kristendom, men også om badminton, fodbold og håndbold.

Og som i et ethvert andet missionshus står også i Harring en talerstol, her med Indre Missions gamle logo malet på forsiden. Bag stolen hænger et stort maleri af Jesus i rød kappe, og billeder i de to sider viser klassiske malerier af henholdsvis den 12-årige Jesus i templet og Jesus i Getsemane Have.

”Når ældre mennesker træder herind i dag, nikker de og siger: 'Ja. Sådan så det også ud i mit gamle missionshus',” fortæller Jens F. Munksgaard og smiler tilfreds.

Han holder en pause, vender sig og siger:

”Vi skal også lige op til 'æ bette sal'.”

Med et guldkors dinglende om halsen træder provsten op ad en trappe, der fører til første sal. Heroppe kunne de unge sidde for sig selv, men med åben skillevæg stadig følge med i aktiviteterne i mødesalen nedenunder.

”Forestil dig at være pige på landet. Og så kommer du til at sidde her, ved siden af Karl-Peter. Mon ikke der blev holdt lidt i hånd heroppe om aftenen?”, siger Jens F. Munksgaard med et lunt glimt i øjet.

”Det var jo her, man fandt en kæreste. Her, hvor man havde gået i søndagsskole. Og her, hvor man senere selv sendte sine børn i søndagsskole.”

Nedenunder igen viser han en række plancher og montrer frem, der beretter om Indre Missions historie i Thy. Blandt andet omtales ”Den Thyske Krig” fra 1880, hvor en række lokale præster kom i konflikt med to indremissionærer. Den grundlovssikrede tale- og forsamlingsfrihed var endnu ikke accepteret af alle myndigheder, og de lokale præster havde svært ved at acceptere de mange kirkelige møder uden for kirkens rammer. Indre Missions fremgang i området var dog ikke sådan at bremse, så selvom striden endte med, at indremissionærer fik pligt til at kommunikere med lokale præster, fortsatte væksten af åndelige møder i private hjem og i missionshusene.

Jens F. Munksgaard stopper foran et 65 år gammelt portræt. På billedet smiler omkring 100 børn og 10 voksne, mens de poserer foran Harring Missionshus.

”Det er et billede af søndagsskoleholdet. 100 børn! I dag er det samlede befolkningsantal i Harring sogn på cirka det samme,” oplyser provsten tørt. 

Ordene kommer roligt og fast. Fra sit mangeårige virke i Thy har han på første række fulgt affolkningen af ikke kun missionshusene, men også landsdelen. Men langtfra alt er så dystert, som medierne beskriver, lyder det insisterende:

”Folkekirken i Thy oplever en utrolig stor opbakning. Ikke mindst på grund af den arv, Indre Mission har efterladt sig. Bedsteforældrenes tro har bevirket, at børn og børnebørn har et meget naturligt forhold til kirken. De kommer her ikke hver søndag, men de bakker op om aktiviteterne. Vi er et af de områder i Danmark med den højeste dåbsprocent.”

Provsten holder en pause og fortsætter så med et smil:

”Så når folk kalder os udkant, forstår vi det ikke. Vores kirkeliv er i hvert fald på forkant. Hvis man som præst har lyst til at arbejde i et aktivt sogn, så skal man være velkommen i Thy.”

Og der er ledige stillinger at komme efter. Blandt andet provstens egen, når han pensioneres til december. Uden for missionshuset igen lader han blikket vandre over det flade, grønne landskab, hvor blæsten nærmest ustandseligt får træer og buske til at danse.

”Prøv at se derovre. Der er Harring Kirke. Og der er Skyum. Og der er Snedsted.”

Jens F. Munksgaard udpeger fire kirker, som man med det blotte øje kan se fra den gamle missionshusdør. At behovet for åndelig føde har været stort engang, er i den grad synligt.

”I dag har vi 25 kirker til 14.000 mennesker i provstiet. Kun to af kirkerne holder gudstjenester hver søndag. Resten har måske en, to eller tre gange om måneden.”

For selvom folkekirken har en naturlig plads i Thyboernes hjerte, er hverken befolkningstæthed eller kirkegang på niveau med tidligere.

Men selvom realiteterne er rå, begræder Jens F. Munksgaard ikke udviklingen.

”Nej, jeg er ikke trist. Jeg glæder mig i stedet over at kunne få lov til at fortælle om, hvordan her var engang. Nogle gange skal noget afvikles, før andet kan udvikles. Men man kan ikke forandre uden at vide, hvor man er forankret.”