Der begås ondskab i en hellig sags tjeneste

Den islamistiske ideologi er på ingen måde i aftagende. Sådan lyder det i en bog fra den tidligere britiske overrabbiner og filosof Jonathan Sacks, der nu er oversat til dansk. Terrorangrebet i Manchester og drabene på uskyldige børn og unge understreger den ondskab, der bliver begået for en hellig sag

”Den religion, der er vendt tilbage i det 21. århundrede, er ikke den blide, forsonlige og økumeniske udgave, som vi i Vesten i stigende grad var kommet til at forvente. I stedet ser vi religion i dens mest fjendtlige og aggressive form,” siger Jonathan Sacks. – Presse
”Den religion, der er vendt tilbage i det 21. århundrede, er ikke den blide, forsonlige og økumeniske udgave, som vi i Vesten i stigende grad var kommet til at forvente. I stedet ser vi religion i dens mest fjendtlige og aggressive form,” siger Jonathan Sacks. – Presse. Foto: Blake Ezra Photography.

Det er blevet sagt, at der i 1989, året, hvor Berlinmuren faldt, og den kolde krig ophørte, blev sat et endeligt punktum for et langstrakt drama, hvor først religion, derpå politisk ideologi døde efter en forlænget periode med intensiv behandling.

Tidsalderen med sande troende, religiøse såvel som verdslige, var forbi. I stedet havde man fået markedsøkonomi og den liberale demokratiske stat, hvor individet og dets ret til at leve efter eget valg havde højere prioritet end alle trosretninger og moralske regler. Hymnen i denne nye frigørelse var John Lennons ”Imagine” med dens vision om en postideologisk, postreligiøs verden med ”Nothing to kill or die for”.

I slutningen af det 20. århundrede var de fleste verdslige mennesker nået frem til den erkendelse, at religion som sådan måske ikke var blevet gendrevet, men at den i det mindste var blevet overflødig.

Vi har ikke længere brug for Bibelen til at forklare universet. I stedet har vi videnskaben. Vi har ikke længere brug for hellige ritualer for at holde styr på menneskets skæbne. I stedet har vi teknologien. Når vi bliver syge, behøver vi ingen bønner. Vi har læger, medicin og kirurgi.

Hvis vi bliver ramt af depression, findes der et alternativ til religiøs trøst: antidepressive lægemidler. Hvis vi føler os overvældet af skyld, kan vi vælge psykoterapi i stedet for en skriftestol. Søger man kontakt med det transcendentale, er der rockkoncerter og sportskampe. Hvad menneskets dødelighed angår, er det bedste råd, fortæller man i mediernes læserbrevkasser, ikke at tænke for meget på det. Folk føler sig måske nok usikre på Guds eksistens, men er ret overbevist om, at hvis vi ikke generer ham, vil han heller ikke genere os.

Men de sekulære har hermed glemt, at mennesket er et væsen, der søger efter mening. Hvis der er én ting, de store institutioner i den moderne verden ikke kan klare, er det at give os en mening med tilværelsen. Videnskaben fortæller os hvordan, men ikke hvorfor. Teknologien giver os magt, men kan ikke vejlede os om, hvordan vi skal bruge den magt. Det frie marked giver os valg, men ingen instruktioner om, hvordan vi skal træffe disse valg. Den liberale demokratiske stat giver os frihed til at leve, som vi vælger at gøre, men nægter i princippet at råde os til, hvad vi skal vælge.

Religionen er vendt tilbage, fordi det er tungt at leve uden mening. Det er forklaringen på, at intet samfund har overlevet ret længe uden at have enten en religion eller en erstatning for religion. Det 20. århundrede viste os, brutalt og definitivt, at de store moderne erstatninger for religion – nationen, racen og den politiske ideologi – i mindst lige så høj grad fordrer menneskelige ofre for deres erstatningsguder.

Den religion, der er vendt tilbage i det 21. århundrede, er ikke den blide, forsonlige og økumeniske udgave, som vi i Vesten i stigende grad var kommet til at forvente. I stedet ser vi religion i dens mest fjendtlige og aggressive form, indstillet på at gå i krig mod Herrens fjender, fremkalde apokalypsen, sætte en stopper for dekadencens regime og vinde den endelige sejr for Gud, sandheden og underkastelsen under den guddommelige vilje.

I årene efter angrebet på World Trade Center og Pentagon den 11. september 2001 er den religiøst motiverede vold ikke aftaget. Efter krige i Afghanistan og Irak, indgriben i Libyen og Syrien, nye regimer i mange mellemøstlige lande og fremkomsten af ISIS, efter mere end et tiår, hvor man kunne gennemtænke problemet, er Vesten blevet svagere, mens den radikaliserede politiske islam er blevet stærkere.

Al-Qaeda og den islamistiske ideologi, den er udsprunget fra, har over hele jorden frembragt snesevis, måske hundredvis af beslægtede grupper, og hverken de eller deres aktioner synes at være i aftagende.

Vi har vænnet os til på tv og de sociale medier at se billeder, som efter vores opfattelse hører hjemme i middelalderen. Gidsler, der bliver halshugget. Soldater, der bliver hakket ihjel med økser. En jordansk pilot, der bliver brændt levende. Uskyldige mennesker, der bliver slagtet. Skolebørn, der myrdes koldblodigt. Unge piger, der bliver seksuelt krænket og solgt som slaver. 10-årige børn som selvmordsbombere.

I mange dele af verden bliver kristne systematisk forfulgt. Over hele Mellemøsten oplever de trusler, fængslinger og død. For 100 år siden udgjorde kristne 20 procent af befolkningen i Mellemøsten. I dag er tallet blot fire procent. Det, der her foregår, er en religiøs parallel til etnisk udrensning. Det er en af vor tids forbrydelser mod menneskeheden.

Muslimer udgør flertallet af ofrene for islamistisk vold. En rapport fra University of Marylands globale terrorbase har anslået, at omkring halvdelen af alle terrorangreb og 60 procent af de omkomne som følge heraf i årene mellem 2004 og 2013 fandt sted i Irak, Afghanistan og Pakistan, der alle har en overvejende muslimsk befolkning. En af de mest tragiske hændelser fandt sted i Peshawar i Pakistan, hvor bevæbnede talebanere den 15. december 2014 stormede en af militærets skoler og massakrerede 141 mennesker, hvoraf de 132 var børn.

Mange muslimer føler sig alvorligt truet af det, de opfatter som vestlig fjendtlighed, hvad enten den manifesterer sig i form af civile dødsfald under krigen i Irak, droneangreb i Pakistan, israelske gengældelser for Hamas’ raketangreb eller en generel fjendtlig holdning i de lande, hvor de udgør et mindretal.

Desuden er antisemitismen over store dele af verden vendt tilbage for fuld styrke, mens der stadig lever mennesker, der husker holocaust. Den 27. januar 2000 markerede man i Stockholm 55-årsdagen for befrielsen af Auschwitz. Her forpligtede ledere fra alle Europas nationer sig til et permanent program med oplysning om antiracisme og holocaust. Men siden da er antisemitismen vokset i alle europæiske lande. Jøder forlader i frygt Frankrig, Holland, Norge, Sverige, Belgien og Ungarn. En undersøgelse fra EU’s Agentur for Grundlæggende Rettigheder, der blev udgivet i november 2013, viste, at en tredjedel af jøderne i Europa overvejede at forlade deres hjemland.

At råbet ”jøderne skal gasses” igen skulle lyde i Tysklands gader, og at jøderne nu betragter flere europæiske lande som usikre at bo i, er helt uhørt i betragtning af flere årtiers antiracistisk lovgivning, dialog mellem trosretningerne og oplysning om holocaust. Jøderne frygter, at deres motto ”aldrig igen” kan blive ”altid igen”.

Det er ikke blot tilhængere af Abrahams monoteistiske religioner, der er truet. Det gælder også buddhister, hinduer, sikher, zoroastrianere og tilhængere af bahai-troen. Religiøs frihed, en rettighed, der er formuleret i artikel 18 i FN’s erklæring om menneskerettighederne, er i dag truet i over en fjerdedel af verdens nationer. Vi lever i sandhed i en bekymrende tid.

Da den tysk-jødiske filosof Hannah Arendt skrev om retssagen mod den nazistiske krigsforbryder Adolf Eichmann, blev hun kendt for termen ”ondskabens banalitet”, idet hun, med rette eller urette, pegede på, at mange af dem, der iværksatte den såkaldte ”Endlösung”, den planlagte udryddelse af Europas jøder, var anonyme bureaukrater, der gennemførte regeringsordrer snarere på grund af lydighed end had. Der er imidlertid ikke noget banalt over den ondskab, der for tiden hærger i store dele af verden.

Mange af gerningsmændene, heriblandt selvmordsbombere og jihadister, kommer fra europæiske hjem. De har taget en universitetsuddannelse og er, indtil de blev radikaliseret, af venner og naboer blevet betragtet som venlige og sympatiske. I modsætning til nazisterne, der omhyggeligt forsøgte at skjule deres forbrydelser for verden, er nutidens terrorister lige så opsatte på at bekendtgøre dem for omverdenen og bruger i den forbindelse professionelt producerede videoer og den nyeste teknologi på de sociale medier. Deres mangel på samvittighed ved at begå gerninger, som ledende islamiske jurister har fordømt som forbudte, syndige og i modstrid med Koranen, er forfærdende. I den nigerianske by Gwoza beskrev en overlevende fra en massakre, udført af den islamistiske gruppe Boko Haram, over for en reporter, hvordan de radikaliserede med koldt blod dræbte deres muslimske trosfæller en efter en. ”De fortalte os, at de udførte Guds vilje, selvom alle mænd, de skød foran mig, var muslimer. De virkede henrykte.”

Vi har brug for et fagudtryk for at beskrive dette dødelige fænomen, som kan forvandle almindelige, stabile mennesker til koldblodige mordere af skolebørn, hjælpearbejdere, journalister og mennesker i bøn. Der er, for nu at give fænomenet et navn, tale om altruistisk ondskab: ondskab begået for en hellig sag, i høje idealers navn.

Hermed tænker jeg ikke på handlinger, vi kan diskutere for eller imod, som folk kan skændes om, eksempelvis abort eller aktiv dødshjælp. Jeg sigter heller ikke til forhold som det yderst komplicerede spørgsmål om civile tab i asymmetrisk krigsførelse. Jeg tænker på den form for ondskab, vi alle kan blive enige om at definere som værende ondskab. At dræbe de svage, de uskyldige, de meget unge og meget gamle er ondskab. Vilkårlige mord ved terroristangreb er ondskab. At myrde mennesker på grund af deres religion, race eller nationalitet er ondskab.

Der findes handlinger, der er så meget i modstrid med vores opfattelse af, hvad det vil sige at være menneske, at de ikke kan retfærdiggøres med en begrundelse om, at de var midler i en stor, ædel og hellig sags tjeneste.

Religiøse mennesker, der er grebet af stærke følelser – frygt, smerte, forvirring, en fornemmelse af tab og ydmygelse – umenneskeliggør ofte deres modstandere med katastrofale resultater. Troen er Guds bud til os om at se hans træk i næstens ansigt. Men det kræver en teologi om ens næste.

Der er ikke noget tilfældigt over vor tids udbredelse af radikalt politiseret religion. Den er opstået som følge af en række beslutninger, der for et halvt århundrede siden førte til oprettelsen af et helt uddannelsesnetværk af skoler og seminarer, hvor man forfægtede den påstand, at det at elske Gud var ensbetydende med at hade Guds fjender. Det har medført en malstrøm af kaos, vold og ødelæggelse, der både rammer den uskyldige og den skyldige. Vi bliver nu nødt til, med lige så stor seriøsitet, at opdrage til fred, tilgivelse og kærlighed.

Så længe vores globale institutioner ikke vender sig mod undervisning og prædiken i had, vil alle deres anstrengelser på det diplomatiske og militære plan slå fejl. I sidste instans er ansvaret vores. Morgendagen opstår som følge af det, vi lærer vores børn i dag.

Oversat af Peter Dürrfeld.

Artiklen fra dagens avis er et uddrag af bogen ”Ikke i Guds Navn,” der udkom på Kristeligt Dagblads forlag den 19. maj.