I januar 2018 trådte en trossamfundslov i kraft. Det var den første af sin slags, selvom allerede Grundloven af 1849 stillede i udsigt, at der skulle udarbejdes en lov for de fra folkekirken afvigende trossamfund.
Undervejs i processen mod en trossamfundslov var der frygt for, at loven ville medføre øget kontrol og styring og tilsvarende mindre frihed for de enkelte trossamfund. Bekymringen synes at være blevet gjort til skamme.
I hvert fald har et voksende antal kristne trossamfund fået anerkendelse. Det fremgår, når man sammenligner det nye moderniserede register med ministeriets tidligere offentliggjorte liste fra 2015.
Der er intet krav om, at trossamfund skal søge anerkendelse, for trossamfund kan frit dannes med ethvert lovligt formål. Der kan være flere grunde til, at man ikke søger om anerkendelse.
Nogle frie menigheder lever ikke op til kravet om at være mindst 50 myndige medlemmer. Der kan også være grupper af udenlandske kristne, der først hen ad vejen bliver fortrolige med de særlige danske religionspolitiske forhold. Det kan ikke siges at være uforståeligt, eftersom vist også mange etniske danskere har svært ved at finde rundt i dem.
Samlet set har altså et voksende antal frikirker fået anerkendelse.
Trossamfundsregisteret viser et broget skue af kirkelige traditioner inden for vort lille lands grænser og afspejler den kirkelige pluralisme i verden. Listen nævner nu godt 200 kristne trossamfund med tilhørende lokalmenigheder. I virkeligheden dækker tallene over mange flere.
Det var oprindeligt en del af begrundelsen for at udarbejde en samlet trossamfundslov, at der skulle ske en forenkling af procedurerne, således at et trossamfund kunne søge samlet tilladelse for sine lokale menigheder.
Registeret viser, at man til dels har opnået dette mål. Den romersk-katolske kirke er således anerkendt på landsplan som helhed, og de talrige katolske menigheder fremgår ikke af registret. Tilsvarende er det med andre kirkesamfund, der på samme måde udgør en enhed på landsplan: Metodistkirken, Baptistkirken, Frelsens Hær og den nyapostolske kirke.
Tilsammen har disse kirkesamfund langt over 100 lokalmenigheder, der altså ikke fremgår af registeret.
Andre frikirker og frimenigheder er anerkendt enkeltvis. Grunden kan være, at de er den eneste menighed af den pågældende type i landet og derfor ikke indgår i noget netværk af menigheder. Det kan også være, at menigheden principielt tænker kongregationalistisk, det vil sige går ind for den enkelte menigheds suverænitet og frihed.
Et voksende antal migrantmenigheder har nu fået anerkendelse, og de er ofte organiserede kongregationalistisk. Et betydeligt antal af de anerkendte frikirker hører til pinsekirketraditionen, og her har man traditionelt også lagt vægt på den enkelte menigheds selvstændighed.
Dette gælder dog ikke Apostolsk Kirke, der teologisk hører til pinsekirketraditionen, men som historisk set har udgjort en enhed på landsplan. Apostolsk Kirke er anerkendt, inklusive 27 navngivne lokalmenigheder. Den samme form anvendes af Missionsforbundet med 12 lokalmenigheder.
Registeret viser også en tendens i frikirkelige kredse. Engang var der tradition for at bruge bibelske navne på frikirker, der så hed Bethania, Zion eller Betlehem – på linje med de første grundtvigske valgmenigheder og Indre Missions missionshuse. Den tradition er tydeligvis under afvikling. Frie menigheder bærer nu oftere navne som Vanløse Frikirke. Et sådant neutralt navn kan være udtryk for et praktisk kompromis, hvor menigheder af forskellige traditioner har fusioneret, som tilfældet for eksempel var ved dannelsen af Citykirken i Aarhus.
Nogle vælger navne alene efter menighedens lokalitet: Strandvejskirken eller Kirkecentret i Vejle.
Det kan hænge sammen med, at færre danskere i dag forbinder noget med navne som ”apostolsk”, ”pinsemenighed”, ”missionsforbund”. Det har længe været en trend i USA, at kirkerne lægger vægt på at være kristne kirker, mens de særlige kirkelige eller konfessionelle baggrunde betyder mindre. Dette ligger godt i tråd med mange danske frikirkers åbne og udadvendte linje og deres ønske om at bidrage positivt til lokalmiljøet med børnearbejde, diakoni, kulturelt arbejde og flygtningehjælp.
Kurt E. Larsen er professor i kirkehistorie ved Menighedsfakultetet.