En kirke bør holde sig for god til blandt andet at investere i udbredelsen af porno. Det var en af de ting, der stod helt klart, da den norske kirke for nogle år siden skulle vedtage nye etiske retningslinjer for, hvordan dens penge måtte investeres.
Men snart derefter dukkede spørgsmålet op, hvor langt sådan en etisk forpligtelse egentlig rækker. Var kirken på sikker grund, hvis den blot undgik at sætte penge i virksomheder, der direkte producerer porno? Eller burde den også holde sig fra for eksempel hoteller, der tilbyder pornokanaler på værelserne? Eller hvad med norske Telenor, der også spiller en indirekte rolle for udbredelsen af porno ved at distribuere internet og kabel-tv?
Eksemplet er med til at illustrere den komplicerede balancegang, kirker og kirkelige organisationer er ude i, når de ønsker at få deres formuer til at arbejde på investeringsmarkedet med aktier og obligationer. Det forstår man på nordmanden Ole-Wilhelm Meyer, direktør for Opplysningsvesenets Fond, der administrerer en milliardkapital, som har sit historiske udspring i den norske kirke.
”Kirker bør altid opsætte klare retningslinjer for, hvordan de vil investere. Men uanset hvad vil dilemmaet opstå, hvor grænsen går i praksis. Det findes der ingen nemme svar på,” siger Ole-Wilhelm Meyer.
Dermed illustrerer han også, hvad det er for et dilemmafyldt farvand, den danske folkekirke har begivet sig ud på, efter den i starten af i år er begyndt at investere noget af dens fem milliarder kroner store formue i erhvervslivet.
Ikke desto mindre er det en disciplin, som en lang række kirker og kirkelige organisa-tioner over hele Europa gør sig i og efterhånden har stor erfaring med. 67 af dem er gået sammen i organisationen Church Investors Group (CIG), der er en tværkirkelig sammenslutning, hvor man hjælper og inspirerer hinanden med at begå sig på investeringsmarkedet ud fra en kirkeligt funderet etik.
Ole-Wilhelm Meyer er ud over at være ansvarlig for Opplysningsvesenets Fonds investeringer også en del af bestyrelsen for den London-baserede CIG. Kristeligt Dagblad har derfor spurgt den rutinerede erhvervsmand, hvordan kirker egentlig kan begå sig på investeringsmarkedet, og hvilke udfordringer det giver at vove sig ind på denne bane.
Det er et område med meget få firkantede og enkle svar, siger han og henviser til en debat, han har haft med ledere i den svenske kirke. Flere mente, at det var uacceptabelt, at den norske kirke havde investeret i olie og gas-produktion. Begge dele forsøgte den svenske kirke at holde sig fra.
”Men når man er en norsk virksomhed, opstår dilemmaet, at over halvdelen af den norske økonomi er direkte eller indirekte knyttet til olie- og gassektoren. Er det så forsvarligt eller uforsvarligt at investere i norske virksomheder, når man som kirke er en del af det norske samfund? Modsat undrede vi os over, at nogle i den svenske kirke mente, det var forsvarligt at investere stort i H&M (svensk tøjkæde, red.), som har mange problemer rundtom i verden med børnearbejde og dårlige arbejdsvilkår,” siger han.
Så hvis man som kirke har besluttet, at man vil investere sine penge, har man også accepteret, at man løber ind i etiske dilemmaer?
”Ja, det er ikke muligt at sætte så klare etiske retningslinjer op, at du undgår dilemmaer. Derfor mener jeg, at testen på, om man er en god og etisk forsvarlig investor, er, hvordan man agerer, når dilemmaerne opstår. Formår man at træffe de rigtige beslutninger? Og det er netop der, CIG bliver vældig relevant. Det er efter min opfattelse et af de internationalt set mest kompetente miljøer til at arbejde med de investeringsetiske spørgsmål, der rejser sig,” siger han.
CIG har ikke fælles etiske investeringsretningslinjer for medlemmerne. I stedet fungerer det som et fællesskab, hvor kirker samt organisationer og fonde med kirkeligt mandat – hovedsageligt britiske – udvikler og deler kompetencer i spørgsmål om etik og bæredygtighed og får hjælp til at formulere egne etiske retningslinjer ud fra deres kirkelige profil. Desuden hjælper organisationen med at orientere medlemmerne om aktuelle etiske problemstillinger på investeringsmarkedet.
Men hvis det er et område med så mange dilemmaer, kunne man så ikke sige, at kirker slet ikke bør begive sig ud på investeringsmarkedet?
”Nej, det mener jeg bestemt ikke. For selvom dilemmaerne er uundgåelige, er det muligt at handle forsvarligt, hvis man arbejder grundigt med sine investeringer. Det er blandt andet det, arbejdet i CIG går ud på. Desuden er det en kendsgerning, at kapital og andre ressourcer må arbejde på en forsvarlig måde og skabe et økonomisk resultat, så der kan blive overskud til at gøre gode ting,” siger Ole-Wilhelm Meyer.
Han forklarer, at det først og fremmest handler om at lave nogle solide etiske retningslinjer. Og dernæst skal man arbejde systematisk for at sikre, at retningslinjerne også bliver overholdt. Det er nemlig sjældent kirkerne selv, der sidder og foretager de konkrete investeringer. Det arbejde er typisk overladt til kapitalforvaltere, banker og investeringsfonde. Og dem må kirkerne hele tiden holde op på de etiske retningslinjer og sørge for, at pengene bliver trukket ud igen, hvis der er blevet investeret i noget, der er uforeneligt med den kirkelige profil.
Desuden kan kirkelige investorer påvirke investeringsmarkedet positivt, tilføjer han.
”Der hviler en respekt i markedet om kirkelige investorer. Min oplevelse er, at der faktisk bliver lagt mærke til os,” siger han.
Medlemmerne i CIG har tilsammen en investeret formue på cirka 180 milliarder danske kroner, hvilket i sig selv er en grund til, at de får opmærksomhed. CIG står ikke for at investere medlemmernes penge, men fungerer mere som et forum, hvor kirkerne diskuterer etiske investeringsproblemer. Og det fører nogle gange til, at alle medlemmer beslutter, at de trækker deres penge ud af bestemte virksomheder. Det giver også opmærksomhed, forstår man på Ole-Wilhelm Meyer.
”Vi er langtfra en af de største investorer, alligevel er vores påvirkningskraft stor. Det bliver bemærket, hvis vi forener vores kræfter og går ud og siger fra over for en bestemt investering. Og jeg tror faktisk, at der bliver lyttet mere til os, netop fordi vi har en kirkelig profil,” siger han.
Skiller kirker sig generelt ud på investeringsmarkedet ved at have særligt høje etiske investeringsretningslinjer?
”Nej, det vil jeg være forsigtig med at sige, for der findes mange investorer med høj etisk bevidsthed, uden de har udgangspunkt i noget kirkeligt. Men mit indtryk er, at der er kommet mere bevidsthed om etik og bæredygtighed i investeringer, hvilket gør, at der bliver skelet mere til, hvad kirkelige investorer gør,” siger Ole-Wilhelm Meyer.