I anledning af befrielsesjubilæet har Baptistkirkens ledende teolog og historiker, Bent Hylleberg, offentliggjort sine studier af danske baptisters holdninger og handlinger i forhold til nazismen mellem 1930 og 1950. Det er foreløbigt sket på en hjemmeside, fordi Hylleberg efterlyser mere kildemateriale, så han kan komme endnu dybere med sine studier.
Der er ikke noget skønmaleri, der tegnes. Som i resten af samfundet var der også blandt baptisterne nogle, der samarbejdede aktivt med tyskerne og enkelte, der meldte sig ind i det danske nazistparti. Hylleberg lader det dog skinne igennem, at grundsætningerne i dansk baptisme generelt hjalp baptistmenighederne til at holde kritisk afstand til nazisterne og deres gerninger. Hylleberg peger især på tre bærende ledetråde i baptismen: Den enkeltes frihed, som den er vundet af Kristus, alle menneskers ligeværd som skabt i Guds billede og frelst ved Kristi kors og kirken som undergivet Kristus, men fri af statslig indblanding. Kristus blev med eftertryk prædiket som den eneste frelser og fører. Relativt mange baptister gik ind i modstandsbevægelsen, og Baptistkirkens nødhjælpsberedskab, der for alvor kom i arbejde, da Danmark modtog en halv million tyske flygtninge efter krigen, var omfattende.
På den video, som Bent Hylleberg har lagt på nettet sammen med sit historiske materiale, spørger han, om kampen mod nazisterne giver stof til eftertanke i forhold til kampen mod coronaen? Han peger på fire spørgsmål, der må gå igen i forhold til de to kampe: Hvad vidste vi forud om den lurende fare? Hvordan brugte vi vores viden til at forberede os? Hvordan reagerede vi, da krisen var over os? Og hvordan mobiliserede vi vore ressourcer til at hjælpe andre i nød?
Hyllebergs spørgsmål kan rettes til for eksempel sundhedsvæsenet og staten som helhed. Men de må især rettes mod folkekirken og de øvrige trossamfund.
Den 1. april medgav kommentator Anders Jerichow i Politiken, at det ville være godt for alle parter, hvis Gud ville gribe ind og afskaffe covid-19. Men, tilføjede han: ”I mellemtiden har staten fået – nej, taget – forrang for kirken, moskéen, templet og synagogen. Gudstjenester lukkes ned over hele verden, altså kollektive forsamlinger for bøn og gudstjeneste”.
Med sin klumme ville Jerichow ikke blot nok engang cementere den sekulære påstand om, at staten og retten altid har forkørselsret i forhold til kirken og trossamfundene. Der var snarere tale om en stille undren over, at trossamfundene blot retter ind og ikke har andet at byde på end at lukke ned.
I første omgang må man naturligvis indrette sig efter gældende regler. Det måtte Baptistkirken også under krigen, når der for eksempel var krav om mørklægning og regler for, hvornår man måtte færdes ude. Men de danske baptister havde åbenbart flere kræfter at sætte ind i kampen end blot det at indordne sig under samfundets – mere eller mindre – legitime regler. Hvordan ser kirkernes regnebræt ud i forhold til coronaens besættelse af landet i dag?
Der er meget at glædes over.
Herberger for hjemløse er søgt holdt åbne, diakonalt arbejde er fortsat og udbygget med kontaktnetværk, ligesom opfindsomheden har været stor med udendørsaktiviteter og på de digitale medier.
Alligevel er det svært at se, at for eksempel folkekirken har gjort meget andet end at rette virksomheden ind efter staten.
Ingen kristne grundsætninger for reaktionen under krisen har været fremhævet. Og der har ikke været mobiliseret nødhjælp, som ikke blot baptisterne, men også mange folkekirker, gjorde det ved at samle store nødlagre under krigen. En begrundelse herfor er naturligvis, at der ikke forudses nogen sultkatastrofe, ligesom det nu er den demokratiske stat, der stiller op med ”nødpakker” til de hårdest ramte samfundsområder.
Som fremhævet i avisens leder den 2. maj har især folkekirken placeret sig i en uheldig situation. Udsagn som: ”Vi vil stå stærkt efter krisen, fordi vi fulgte myndighedernes anvisninger”, og ”Kirkebygningerne skal ikke åbnes, hvis de ikke kan åbnes helt”, er snarere udtryk for en fagforeningstænkende statsinstitution med hang til overdreven lydighed mod staten end for en selvstændig kristen kirke.
Det er en ærlig sag, når statsministeren siger, at de svageste desværre må bære de tungeste byrder, for det kan hun bestemme og tage ansvar for. Men sådan kan en kristen kirke ikke sige.
Den må altid prioritere de svageste. Derfor var det også fint, at nogle kirkefolk mødte op og sang uden for de nedlukkede plejehjem. Men det var og er fatalt, at de ensomme, der ikke har noget sted at gå hen under nedlukningen, kun finder lukkede kirkedøre den dag i dag. Selv i skoler og institutioner var der dog nødpasning. Og kirken kan fortsat holde kirkelige handlinger med restriktioner, men man lukker døren for enkeltpersoner eller små grupper, der har brug for at finde ro i deres egen kirke.
I bogen ”På en mørkeræd klode” fra 1986 skriver Carsten Jensen:
”Kirkerne er nu aflåst seks dage om ugen, som om man frygtede, at den sidste rest af tro skulle undslippe, hvis uautoriserede pludselig åbner døren.”
Siden har mange kæmpet for at holde kirkerne åbne, så de kan være det sikre fristed, hvor mennesker kan komme i enhver situation. Her skal der et genopretningsarbejde til.
Men der er også brug for nogle kristne grundsætninger, som kan ruste kirken til fremtidige kriser.
Hans Raun Iversen er lektor emeritus i praktisk teologi.