Bibelen vrimler med dyr. Nogle af dem taler. Herren selv taler for eksempel gennem et æsels mund i 4. Mosebog. Og med Noas Ark indgår Gud en evig pagt med alle dyr.
At Bibelen inkluderer kommunikation med levende dyr, er altså et faktum. Alligevel har netop kommunikation med dyr været debatteret meget, siden Gislinge Kirke på Vestsjælland inviterede til dyreclairvoyance den 1. juni. Her blev deltagerne opfordret til at søge kontakt med afdøde kæledyr, og i et interview med Kristeligt Dagblad fortalte sognepræst Dorthe Thaulov efterfølgende, at hun selv tror på dyretelepati.
Dette åbnede for spørgsmålet om, hvorvidt det i dag kan være svært at vurdere, hvor grænsen går for kommunikation med dyr i folkekirken – særligt når dyrene nu også taler til os i Bibelen.
”Nej,” svarer Brian Patrick McGuire, professor emer. i historie og forfatter til en bog om Danmarks kristning i år 700-1300.
”For det, at Gud taler gennem et æsels mund, betyder ikke, at æslet bliver ophøjet til noget mere end et dyr. Dyrene er Guds skabelse, og de er gode, men de er ikke gjort af samme stof som mennesker, der er velsignet med evige sjæle.”
Udover at telepati ikke hører hjemme i folkekirken, giver det ifølge Brian Patrick McGuire heller ikke mening at forsøge at kontakte døde dyr i en kristen kontekst. For dyr opnår ikke et evigt liv, og kan derfor heller ikke kontaktes i det regi, siger han.
”Vi havde en meget dejlig kat, som døde i maj,” siger McGuire og fortsætter:
”Vi savner hende skrækkeligt, og jeg ville ønske, jeg skulle møde hende igen. Men sådan er det ikke. Heller ikke selvom jeg er et moderne menneske, der holder meget af dyr.”
Brian Patrick McGuire peger her på, at der lige nu sker et skred i vores, og dermed menighedernes, forhold til dyr.
”Teologer dengang mente, at dyr skulle respekteres, men at de skulle tjene mennesket. Og det er da et nyttebegreb, som virker frastødende på mange mennesker i dag,” siger han.
”I middelalderen skulle katte fange mus og hunde beskytte ejendom. Punktum. Nutidens følelsesmæssige opfattelse af dyr fandtes ikke. Derfor kan man heller ikke bruge middelaldermennesket Frans af Assisi til at underbygge nogen som helst nutidig form for holdning til dyr. Fortællingerne om Frans og fuglene, som vi ser det i Giottos maleri, var en påmindelse til menneskene om, at de ikke lyttede godt nok til Frans’ prædikener, og at han derfor lige så godt kunne tale til fuglene. Det har intet at gøre med, at Frans af Assisi skulle have anset fuglene for ligeberettigede tilhørere,” siger han med henvisning til, at Frans af Assisi nævnes i den pressemeddelelse, som biskoppen over Roskilde Stift, Peter Fischer-Møller, sendte ud efter sin tjenestelige samtale med sognepræst Dorthe Thaulov.
Teologiprofessor på Københavns Universitet Niels Henrik Gregersen er helt enig i, at dyretelepati ikke hører hjemme i folkekirken. Til gengæld kan han sagtens forestille sig, at den evangelisk-lutherske kirke – i lighed med den katolske, der ved særlige gudstjenester velsigner medbragte kæledyr – i stigende grad vil imødekomme det moderne menneskes forhold til pelsede og fjerede medskabninger. Faktisk er det allerede sket i nogle danske kirker, siger han.
”Det er fint med gudstjenester, hvor man kan tage sine kæledyr med. I det hele taget synes jeg, at der er rigtigt god grund til at tænke mere over dyrenes plads både i skaberværket, kristentroen og i forestillingen om det evige liv. Det skal vi kunne diskutere,” mener Niels Henrik Gregersen, der i modsætning til Brian Patrick McGuire ikke står stejlt på, at dyr ikke har del i det evige liv.
”Jeg har et begreb, der hedder deep incarnation. Dybdeinkarnation. Det går ud på, at Gud i Jesus ikke kun forener sig med andre mennesker, som er kristne, men med Jorden selv og det landskab, han går igennem. Så Gud altså også bliver landskabets og dermed dyrenes Gud. Det kan jo også siges at have nogle perspektiver for, hvordan man tænker om det evige liv,” siger Niels Henrik Gregersen.
”Men,” tilføjer han:
”Vi skal samtidig stå fast på, at spiritistiske seancer – såvel som politiske partiprogrammer og ateistiske statements som Lone Franks, for den sags skyld – ikke hører hjemme i kirkerummet,” siger han og henviser til journalist Lone Frank, som tidligere i år producerede en reklamevideo for Weekend-avisen ved at lægge afstand til opstandelsestanken i påsken i Københavns Domkirke.
Hvis dyrenes plads i forestillingen om det evige liv skal debatteres, ender det så med, at Teddy Edelmanns ballade ”Må man ta’ hunden med sig ind i himlen” fra 1980’erne bliver til virkelighed?
”Det er et rigtigt godt spørgsmål, og alle gode spørgsmål er tit meget fundamentale spørgsmål. For skal man så også have skovflåten med? Der er et eller andet her, hvor man skal passe på, at man ikke identificerer troen på det evige liv på en helt bestemt måde, som er sådan lidt spooky. Men et vigtigt spørgsmål at debattere er det,” siger Niels Henrik Gregersen.
Også Brian Patrick McGuire synes om særlige gudstjenester, hvor kæledyr velsignes.
”Det, jeg kan se, er, at der kommer en større og større bevidsthed om forholdet mellem mennesker og dyr. Spørgsmål om, hvordan vi behandler dyr, og om det virkelig er acceptabelt, at vi slår dyr ihjel for at spise dem, presser sig på, og sådanne tanker vil være fremherskende i de kommende år. Men det overgår min fantasi at acceptere tanken om, at dyr kan have et efterliv,” siger Brian Patrick McGuire.
Men tilbage til det sted i Det Gamle Testamente, hvor Gud taler gennem et æsel. Hvad tænker teologiprofessor Niels Henrik Gregersen om talende dyr i Bibelen?
”Hvis nogen kan finde et talende æsel, skal vi da lytte. Men i øvrigt kan alle skabninger tale til os i mere overført forstand. ’Sol, måne, Peter og Paulus, du og jeg er alle små Guds ord ligesom små bogstaver i et meget stort alfabet,’ skriver Luther.”