Lennart Damsbo-Andersen undrede sig både første og anden gang, han læste søndagens bibelfortælling. I teksten bliver en rig mand gjort opmærksom på, at hans godsforvalter har ødslet hans ejendom bort, og han vil derfor fyre ham. Godsforvalteren bliver nervøs, vil gerne holde sig gode venner med folk og beslutter sig derfor for at fjerne noget af skyldnernes gæld.
Teksten udfordrer vores retfærdighedssans, mener Lennart Damsbo-Andersen, fordi godsforvalteren til slut får ros på trods af, at han ikke har gjort sit arbejde godt nok.
”Han kunne ikke forvalte godset ordentligt, og nu gør han det værre ved at begå underslæb, men han bliver rost af den rige mand, fordi han gør noget godt for andre. Der er ikke nogen lommer i det sidste sæt tøj, så det er bedre at behandle dem, der lever, ordentligt frem for at tænke på, at der skal ligge en guldbunke tilbage. Det er en lidt socialistisk måde at tænke på, selvom godsforvalteren dybest set har tænkt på sig selv. I virkeligheden kan det være, han bliver belønnet for at gøre det, han burde have gjort noget før. Det gør ikke noget, at det er lidt sent, man handler, så længe man gør det rigtige,” forklarer han.
Lennart Damsbo-Andersen kom til at tænke på bibelfortællingen, som går forud for søndagens tekst. Det er lignelsen om den fortabte søn; hvordan en far giver sine to sønner et forskud på arven. Den yngste søn ender med at klatte sin del af formuen væk. Alligevel slagter faderen fedekalven, da den fortabte søn skamfuldt vender hjem.
”Sønnen belønnes, selvom han har gjort alt det, han ikke burde gøre med sine penge. Det samme har godsforvalteren i teksten, men man skal kunne tilgives for det, man har gjort forkert. Det er aldrig for sent at begynde at tænke sig om. Når man får pistolen for panden eller en fyreseddel i hånden, er det okay, at man på det tidspunkt tænker: Det kan godt være, jeg skulle have handlet anderledes. Det må jeg hellere gøre noget ved nu,” siger Lennart Damsbo-Andersen.
Han synes, budskabet falder godt i tråd med den måde, vi tænker på i det danske samfund, hvor det skal være muligt at få en chance til, hvis noget går galt i tilværelsen. Alligevel er det ikke altid helt nemt at tilgive. Lennart Damsbo-Andersen nævner som eksempel den debat, der er om, hvordan kriminelle bør håndteres. Nogen vil have, de skal have længere og hårdere straffe i fængsel med vand og brød og ingen resocialisering, fordi de er forbrydere og ikke fortjener hjælp, påpeger han.
”Man kan også gå den anden vej og sige, at de mennesker har af en eller anden årsag gjort noget kriminelt, men inderst inde kan der stadig være tale om gode mennesker, som er kommet på afveje og har brug for hjælp til at komme på rette spor. Det er noget af det, som søndagens tekst handler om. Vi skal give folk en chance til – også når det er nemt at tænke, at det burde de ikke have,” siger han.
Lennart Damsbo-Andersen er opvokset på et gods på Vestlolland og levede en tilværelse, hvor der var ikke nogen regler, som sagde, at man ikke måtte kravle op og falde ned igen. Om søndagen gik han i søndagsskole, men tro har ikke fyldt meget hverken i hans barndom eller voksenliv.
”Min far er død for nylig, og det sætter tanker i gang om, hvordan det hele hænger sammen. Til begravelsen sagde præsten om min far: ’Han var ikke tynget af sin tro.’ Jeg har det nok på samme måde,” fortæller Lennart Damsbo-Andersen.
Faderen blev kistebegravet, og det skabte en helt særlig afsked.
”Mange i dag bliver brændt, hvor kisten ofte bliver båret ud af kirken og kørt væk, mens man står og kigger efter den. Vi fulgte min far hele vejen fra kirken, til han blev sænket ned i graven, hvor der kom jord på. Så lå han der, og det var slut,” fortæller han.
På trods af at Lennart Damsbo-Andersen ikke er fast kirkegænger, sætter han pris på, at kirken kan danne ramme om både begivenheder, der rummer alt fra glæde til sorg.
”Jeg vil ikke høre på en kirke, der er belærende og fordømmende. Den skal understøtte og hjælpe mennesker, og ligesom søndagens tekst skal den kunne sige: Det kan godt være, du har gjort noget dumt, men du er kun et menneske. Hvis du ikke fejler, er du ikke et menneske,” fastslår han.