Anledningen kan være nok så from, men en paverejse er også altid en politisk begivenhed. Det gælder ikke mindst for det forestående besøg i Ungarn og Slovakiet fra på søndag til på onsdag. Alene rejseplanerne er et tydeligt signal om pave Frans’ prioriteringer. Kun syv timer er sat af til det tætpakkede program i Ungarns hovedstad, Budapest, mens opholdet i Slovakiet fylder tre dage.
Besøget i Budapest skyldes et katolsk stævne, den 52. internationale eukaristiske kongres, der behandler nadvertemaer, hvor paven skal fejre den afsluttende messe.
Inden da skal han mødes med landets præsident János Áder og premierminister Viktor Orbán, de ungarske biskopper og repræsentanter for andre kirker samt det jødiske samfund.
Ingen har altså kunnet formå den temperamentsfulde 84-årige kirkeleder til at tilbringe mere tid i landet end allerhøjst nødvendigt.
Et møde med landets politiske ledere er normalt en uundgåelig del af protokollen, men alligevel har Frans søgt at undgå det med henvisning til, at han kun kommer til Budapest på grund af den eukaristiske kongres.
Nu, hvor mødet synes at være på plads, taber de ungarske værter ikke ansigt. Men ingen har altså kunnet formå den temperamentsfulde 84-årige kirkeleder til at tilbringe mere tid i landet end allerhøjst nødvendigt.
Den pavelige modvilje skyldes regeringens højtprofilerede fjendtlighed over for migranter og flygtninge og i særdeleshed Viktor Orbáns påstand om på den måde at beskytte Ungarns kristne arv. Regeringspartiet Fidesz’ parole om ”tro, familie, nation” minder alt for meget om de demagoger, paven kender fra Latinamerika, om Trumps USA og om Francos Spanien og det franske Vichy-regime under Anden Verdenskrig.
En tæt forbindelse mellem stat og kirke på de betingelser står ikke på Frans’ dagsorden, og han ønsker ikke at kaste glans over den siddende regering med sit besøg.
Ikke desto mindre har de kristne kirker i Ungarn haft gavn af regeringens pro-kristne politik. Over 60 procent af landets indbyggere er katolikker, skønt landets calvinistiske mindretal, som Orbán tilhører, historisk har spillet en vigtig rolle for ungarsk selvstændighed.
Siden 2010 har staten betalt for nybygning eller restaurering af flere end 3000 kirker, og væsentlige dele af landets socialforsorg, sundhedssektor og skolevæsen er ført over til kirkerne tillige med midler til at drive det for. Regeringen yder også økonomisk støtte til børnefamilier, og det er indskrevet i forfatningen, at ”livet begynder ved undfangelsen”.
Omkostningerne ved samarbejdet er imidlertid store for kirkerne. Ansvar for skole og sundhed betyder meget for den katolske kirkes selvforståelse og prestige, men samtidig har kirken gjort sig afhængig af statens økonomiske tilskud uden at have nogen reel indflydelse på regeringens politik.
Orbán og Fidesz har taget patent på et katolsk kernebegreb som ”familie”, mens forsøg på at mildne flygtningepolitikken er slået fejl, og landets liberale abortlove fra den kommunistiske fortid er intakte.
Den økonomiske afhængighed af staten har også gjort kirken meget tilbageholden med at kritisere korruption, indgreb over for den uafhængige presse og manipulering af valgsystemet. I andre lande er katolske biskopper ikke blege for at udfordre autoritære regimer, men i Ungarn er den rolle i det store og hele overtaget af lægfolket. I juni førte katolske akademikere således an i protesterne mod at lade det kinesiske Fudan Universitet fra Shanghai oprette en campus i Budapest til erstatning for det liberale Central European University, der i 2018 blev tvunget til at begrænse sin undervisning voldsomt.
Statsmagtens omklamring af kirken på falske præmisser er ikke nogen farbar vej. Det er Frans’ budskab til både regering og biskopper, og det får det afsluttende tredages besøg i nabolandet Slovakiet til at skille sig særligt ud. Slovakiet er også et katolsk land, og paven har et omfattende kirkeligt program. Men det er ikke det eneste, besøget handler om.
Frans blev imponeret af Slovakiets første kvindelige præsident, Zuzana aputová, da de to mødte hinanden i Vatikanet i 2020. De to er heller ikke enige om alt, men den 48-årige social-liberale politiker og miljøforkæmper er samtidig alt det, som Viktor Orbán ikke er. Heri ligger der også et paveligt vink med en vognstang.