Qvortrup: Der er noget, der bremser mig i at afvise kristendommen helt

Redaktør Henrik Qvortrup insisterede på, at hans fem børn skulle døbes. Det er en god indgang til livet, siger han. Og selvom hans fornuft taler imod tro, føler han sig alligevel bundet til kristendommen som ”naturlig del af kulturen” i Danmark

Redaktør Henrik Qvortrup kalder sig selv en gennemsnitlig dansk folkekirkekristen på godt og ondt.
Redaktør Henrik Qvortrup kalder sig selv en gennemsnitlig dansk folkekirkekristen på godt og ondt. Foto: Petra Theibel Jacobsen

Hvordan vil du beskrive din tro?

Jeg er en gennemsnitlig dansk folkekirkekristen på godt og ondt. I det daglige går jeg ikke og tænker på mig selv som kristen, men hvis jeg stiller modspørgsmålet, om jeg vil afsværge kristendommen, så er der noget, der stopper mig. Selvom min rationalitet taler imod kristendommen, så er der noget, der bremser mig i at afvise den helt. Jeg kunne heller aldrig finde på at melde mig ud af folkekirken. Det er en del af min opdragelse og kultur.

Hvordan var forholdet til religion i dit barndomshjem?

Kristendommen var til stede, men ikke på en fordømmende måde. Jeg er opdraget i en kristen ånd, og det kristne var der som en naturlig dimension. Min far lærte mig at bede Fadervor, og indtil jeg var 10-12 år, bad vi Fadervor hver aften. Efter det mente mine forældre nok, at jeg selv måtte tage over. Og det kan jeg huske, jeg gjorde i en periode. Det var en slags forsikring og et aftenritual. Det er en meget fredfyldt måde at slutte dagen af på. Det er ikke noget, jeg har gjort med mine egne børn, men jeg har insisteret på, at alle fem skulle døbes. Og det til trods for, at de to kvinder, jeg har børn med, ikke er kristne og syntes, det var noget pjat. Men der måtte jeg sætte foden ned. Jeg synes, det er den rigtige indgang at give mine børn til livet, og så må de selv finde ud af senere, om det er noget, de vil abonnere på.

Hvad har udfordret din tro?

For mig har troen altid været udfordret af rationaliteten, men det er både troens svaghed og styrke. Det handler jo om noget, som ikke giver mening. Det foregår på en anden frekvens end rationaliteten. Det gør troen stærk, fordi man skal klippe båndet til fornuften. Lige der skal to og to ikke nødvendigvis give fire. Men derudover er alle banaliteter og onde ting i verden en daglig udfordring for tro. Men det kan netop også være i livskriser, at man kan opleve en søgen efter en trøst, støtte og noget at læne sig op ad. Og der kan kristendommen være det nærmeste, jeg kommer trøst ud over min familie.

Hvad har formet den tro, du har i dag?

Mit barndomshjem og min opdragelse har medvirket til den beherskede kristne tro, jeg har i dag. Men det handler jo også om kultur. Danmark er et kristent land, og kristendommen er en naturlig del af kulturen. Så min opdragelse og kulturen har gjort mig til fritidskristen, men jeg er nok blevet mere kritisk som voksen, end jeg var som barn. Jeg har set verdens ondskab og lært at tvivle, og så har jeg i mit fag jo lært at sætte kritisk lys på mange ting. Det ville være mærkeligt, hvis den kritiske sans ikke prægede mit syn på kristendommen, men jeg kan alligevel ikke afsværge det helt.

Hvordan gør din livsanskuelse en forskel i hverdagen?

Jeg har altid sagt til mine børn, at du skal smile til verden, og så smiler den til dig. Det er vel tilgivelsesbudskabet oversat til dansk. Folk tænker måske om mig, at det ikke er noget, jeg selv udlever. Men jeg synes faktisk, det er en meget smuk tilgang til livet. Man skal tro på det bedste i mennesker uden at være naiv. Man skal møde verden med tiltro, tillid og et positivt udgangspunkt. Men det kan være svært, og sommetider skuffer virkeligheden, og man oplever, at der ikke er grund til tillid, fordi den bliver gjort til skamme. Jeg har selv været en hård hund, og jeg har været skarp. Jeg har været den journalist, der ledte efter håret i suppen. Fagligt set er det jo godt nok, men hvis man skubber det til side, så er det at smile til verden grundlæggende et godt sted at starte.

Hvem er et forbillede for dig i eksistentielle spørgsmål?

Min farmor er det mest positive, velmenende og smilende menneske, jeg nogensinde har mødt. Min farfar var præst, og min farmor var også dybt kristen og udlevede sin tro på den smukkeste måde. Hun udlevede buddene om at tilgive, vende den anden kind til og at tro på det bedste i mennesker. Hvis verden var fuld af mennesker som hende, havde vi nok ikke kunnet rejse til månen, men der havde nok heller ikke været så mange krige. Hun viste, helt uden at blive hverken lands- eller verdenskendt for det, at tilgivelsen er en kerneværdi i kristendommen. Alle kan fejle, og man skal altid tilgive.

Hvad er det bedste åndelige råd, du nogensinde har fået?

Træk vejret dybt. Det har hjulpet mig igennem mange gange. Gennem livet er jeg stødt på ting, hvor jeg er blevet vred eller ked af det, men så skal jeg huske, at det ikke er så slemt det hele. Livet går videre, og man kan ikke bære nag. Det handler også om at tilgive sig selv. Jeg har begået en masse fejl, og jeg skal lære af dem uden at bære rundt på dem. Selvom det er nemmere sagt end gjort, siger jeg til mine børn, at alt ikke er så ondt, og at de skal trække vejret. Det er det, jeg tager med mig fra min forankring i kristendommen.