Prøv avisen
Pilgrimsvandring

Irsk turist i pilgrimsbyen Medjugorje: Noget ved dette sted drager dig bare tilbage

På toppen af Åbenbaringsbjerget i Medjugorje finder man en Maria-statue, som kigger ud mod byen. For de millioner af pilgrimme, som besøger byen, er statuen et symbol på hendes nærvær, og mange knæler og beder ved den. Foto: Mette Skov Hansen.

I mange år var Medjugorje en fattig lille landsby i Bosnien-Hercegovina, hvis befolkning levede af at dyrke vin og tobak. Men så oplevede en gruppe unge, at Jomfru Maria viste sig for dem, og siden er millioner af pilgrimme draget til byen for at mærke hendes nærvær

Den 25. juni 1981 gik en gruppe unge af sted mod bjerget Podbrdo lidt uden for den bosniske by Medjugorje. De var nervøse. Dagen forinden havde flere af dem været på bjerget for at vogte får, da de pludselig så noget, som fik dem til at tage benene på nakken.

Da de igen gik på den øde klippevej, blev de mødt af et kraftigt lysglimt. Og så stod hun der igen. En smilende og smuk kvinde i en grå kjole og med hvidt slør, blå øjne og en krone over det lange, sorte hår. Derfra var de unge ikke længere i tvivl: Jomfru Maria var kommet til byen.

Her på samme dato 38 år senere ankommer en stor tysk gruppe til bunden af det samme bjerg. Gruppens leder, en høj præst i sort skjorte og lange, pæne bukser, slår sin røde paraply op og skærmer sig mod den stærke sol. Så vender han sig mod gruppen og byder velkommen på dagens vandring. De skal ”zu Mutter gehen”. Altså op til mor.

”Og husk, at det er vigtigt, at vi går derop med vores hjerter åbne,” siger han.

På bjerget foran dem er mange allerede godt på vej denne varme formiddag. Deres rute består af ujævne klippestykker, og nogle ældre vandrere snubler undervejs og må støtte sig til en stok eller hinanden. Andre går bevidst i bare tæer for at gøre vejen op til målet mere smertefuld.

Vandringen sker i en konstant summen af bøn. ”Hil dig, Maria, fuld af nåde” gentages på alverdens sprog og siges enten højt i kor eller som en stille messen. De mange mennesker på bjerget må ikke forstyrres på deres vandring i bøn og stilhed, og heller ikke når de undervejs stopper ved kors og bronzerelieffer for at bede yderligere eller lytte til en prædiken fra den præst, de følger.

I dag kendes bjerget i Podbrdo også som Åbenbaringsbjerget på grund af den lille gruppe unges oplevelser tilbage i 1981. I første omgang blev deres beretninger mødt med hovedrysten, da mange havde svært ved at se, hvorfor Jomfru Maria skulle vise sig for nogle tilfældige børn i en fattig landsby. Men efter at have haft læger, præster, psykologer og politiet til at undersøge de unge ændrede befolkningen langsomt syn på åbenbaringerne. Mange tog også ud for at overvære de unge, når de fik åbenbaringer, hvilket efter sigende stadig sker månedligt og årligt for nogle af dem, som nu kendes som seere.

På vej op passerer man et trækors, som er placeret på det sted, hvor Jomfru Maria ifølge beretningen viste sig første gang. Rutens hovedmål finder man dog først på toppen af bjerget, hvor en smilende Jomfru Maria-statue står og kigger ned mod Medjugorje. Mange stiller sig hen til den og bøjer hovedet, og andre knæler. Bønnerne fortsætter, mens nogle græder og andre stille taler til statuen. Derefter søger mange hen til den korsfæstede Jesus-figur, der står nogle meter derfra, for at kysse eller kramme dens fødder.

Under et træ sidder Lucia og Ermanno med deres tre døtre på mellem 10 og 13 år. Familien har taget turen i autocamper fra Bergamo i det nordlige Italien til Medjugorje, hvor Lucia har været seks år tidligere. Det er hendes fødselsdag, og da familien lidt tid forinden havde spurgt, hvad hun ville lave på dagen, havde hun ikke været i tvivl. Hun ville gerne genopleve den følelse, hun fik af at være på stedet dengang, og dele det med børnene, forklarer hun.

”Det er særligt at være her. Der er en magisk fred, og det giver mig en følelse af ro at være her. For Maria er jo min første moder,” siger hun.

Lucias fødselsdag er ikke den eneste fejring, der kommer til at være i dag. For på grund af årsdagen for åbenbaringen den 25. juni er særligt mange pilgrimme mødt op, og de fleste skal deltage i nogle af dagens 16 messer samt den store messe om aftenen. Ved den kan man forvente at se flere titusinder samlet, siger Ivan Nikoli. Han arbejder på familiepensionatet Ana & Stjepan Nikoli i Medju-gorje, som har eksisteret siden 1988. I al den tid har han også kunnet se, hvordan valfarten har ændret byen.

”Oprindeligt var Medjugorje afhængig af høsten af tobak og vin, og hvis der var dårligt vejr, og produktionen slog fejl, påvirkede det byen meget,” siger han.

I dag er tobak og vin ikke de primære indtægtskilder i Medjugorje. Byen er fyldt med hoteller, store supermarkeder, restauranter, turistbusser, tøjforretninger og souvenirbutikker, hvor man kan købe mariafigurer og rosenkranse i alle størrelser, former og farver.

Pensionatet mærker ifølge Ivan Nikoli også den øgede interesse.

”Jeg har set på alle mulige slags pas. Der kommer folk fra Asien, Latinamerika og selv New Zealand. Lige nu har vi gæster fra Centralamerika, Italien og Frankrig, og i morgen kommer der en gruppe englændere. De fleste, der kommer, er religiøse. Det er dog ikke kun katolikker, men også ortodokse fra Rusland og hinduer fra Indien,” siger han og vurderer, at ni ud af ti rejsende er religiøse, mens resten er nysgerrige og vil se, hvad der sker.

Hans bud er, at folk finder noget, der er forsvundet i deres egen hverdag.

”De seneste år lader mange folk i særligt Vesten til at have mistet troen, og kirkerne står ofte tomme mange steder. Men her er der altid fyldt med mennesker, som beder og synger. Det vil mange gerne være en del af,” siger Ivan Nikoli og tilføjer, at han også selv går til de daglige messer, når det kan passe med, at han ikke skal tage imod gæster.

Det vides ikke præcis, hvor mange der besøger Medjugorje, men på turistkontoret ved byens kirke, Sankt Jakobs Kirke, vurderer kvinden bag skranken, at der kommer omkring en million pilgrimme årligt. En kvinde kommer ind og spørger, om der er nogen messer på spansk i dag.

”Nej, men vi har en på portugisisk,” lyder svaret.

De lokale var for nogle år tilbage nødt til at udbygge deres kirke med et udendørsareal med plads til flere tusinde mennesker. Hele vejen rundt om kirken finder man derfor pladser, hvor man via højtalere kan høre dagens gudstjenester.

Ved middagstid bliver der også holdt en engelsk messe i konferencehallen ved siden af kirken, hvor flere hundrede mennesker samles. Mange har medbragt vifter, som de bruger ivrigt, når de ikke skal ned på knæ eller løfte hænderne i lovprisning.

Uden for kirken sidder pensionisten Mio Sikiró. Han er fra det nordlige Kroatien, men på ferie i området med en ven, og de har valgt at tage nogle timer til Medjugorje. Han har været her nogle gange før, men ikke af samme grund som de fleste andre.

”Jeg er ikke religiøs. Men jeg kommer her, fordi man får en bestemt ro ved at være her. Det giver mig en følelse af fred og frihed og en positiv energi. Jeg kan mærke det her,” siger han og placerer hånden ved hjertet.

Da gudstjenesten slutter, søger flere mod bænkene i skyggen uden for konferencesalen, heriblandt to ældre kvinder i lyse sommerkjoler og med store solhatte. De kommer fra Irland og rejser med 20 til 30 andre, hvoraf de fleste har været i Medjugorje de seneste 10 år. For de to kvinder er dette fjerde besøg, regner Rosemary Conon sig frem til.

”For mig handler det om det spirituelle og om at komme væk fra omverdenen og alle de ting, der hiver i en. Her skal vi bare bede vores bønner fire til fem gange om dagen,” siger hun og Mary Dowling tilføjer, at der er en særlig stemning i byen.

”Folk, der er kommet her én gang, kommer altid tilbage. Der er noget ved dette sted, som drager dig tilbage.”

Det sidste kan 32-årige Tina Ribii bekræfte. Sidst på eftermiddagen sidder hun i skyggen under et træ på toppen af det 520 meter høje bjerg Krizevac, der ligger et par kilometer fra Medjugorje. Rundt om hende er der kun få andre, som har orket at tage den svære klippevej op i varmen. Turen er delt op med 14 bronzerelieffer undervejs og skal ses som en bønsøvelse, hvor man mindes Kristi lidelse ved hvert stop.

På toppen af bjerget står et ni meter højt kors, som borgerne i Medjugorje har placeret der. Efter lidt tid i skyggen går Tina Ribii hen til korset og sætter sig på knæ. Hun læner panden mod søjlen, korset står på, og løfter begge arme med håndfladerne opad. Sådan bliver hun siddende i nogen tid.

Da Tina Ribii første gang kom til Medjugorje for seks år siden, var hun ikke begejstret. Hendes mor havde lokket hende med, og allerede i bussen fra Split i Kroatien til den bosniske landsby ville hun bare gerne hjem.

”Det regnede hele dagen og var mørkt og koldt. Og jeg mærkede ingenting ved at være her. Det var først nogle dage senere, at jeg fik en følelse af, at Gud kaldte på mig, og at jeg skulle skrifte og bede. Først vidste jeg ikke for hvad, men det var på et tidspunkt, hvor jeg måske levede lidt vildt og også var stoppet med at med at gå i kirke. Jeg tror, Gud kalder på os på forskellige måder. Og når et får forsvinder fra flokken, så bliver det hentet tilbage,” siger hun.

Besøget i Medjugorje kom til at forandre Tina Ribiis liv, og siden er hun kommet tilbage igen og igen. Det er faktisk kun 10 dage siden, hun sidst tog bilen og kørte til Medjugorje. Hun kommer her gerne, så ofte det passer.

”Det er specielt at være her. For Jomfru Maria er her, og det er hendes mission at sende os til Jesus. Der er en sjældent fred her. Jeg synes, Medjugorje er som et hjem for mig,” siger hun, før hun skynder sig videre for ikke at komme for sent til aftenens store messe.

Ved messen får man for alvor en fornemmelse af, hvor mange, der er samlet i byen denne dag. Der er mennesker rundt om hele kirken, og en stor del af dem er udstyret med høretelefoner og en lille sender, så de kan høre en simultantolkning til deres sprog. Nogle har medbragt deres nationalflag, og man kan dermed se, at blandt andet Brasilien, Ukraine og Italien er repræsenteret.

På en overdækket scene ved den største af pladserne uden for kirken står flest mennesker samlet for at overvære prædikenerne. Der bedes i kor, arme hæves, og nogle græder.

I prædikenerne fra scenen bliver der sat fokus på en anden særlig begivenhed, der kan fejres netop i år. For selvom Vatikanet fortsat ikke anerkender åbenbaringerne i Medjugorje, valgte pave Frans i maj måned at anerkende pilgrimsrejser til byen. Det betyder, at katolske bispedømmer og sogne nu har Vatikanets tilladelse til officielt at organisere ture og ikke kun private aktører.

Da det er tid til nadveren, går de næsten 300 præster på scenen af sted ud til de fremmødte, som stiller sig op på rækker. Flere gange må de tilbage til scenen for at hente flere oblater, hvorefter de begiver sig ud i mængden igen.

I sin taleprædiken takker Miljenko Šteko, præst i Medjugorje, for pavens beslutning. Han tilføjer, at folk kommer tilbage igen og igen, fordi de finder fred i byen.

”Min Gud, hvem kan tælle alle de rækker af mennesker, der har skriftet her? Hvordan kunne man samle alle de tårer, der er grædt her? I hvilken bog kunne man samle alle de samtaler om livet, som har fundet sted i Medjugorje? Hvem kan synge alle de sange, der er skabt her? Hvem kan samle al den forsoning og alle de forkerte veje, der er blevet rettet ud?”, spørger han og slutter med at sige, at mennesker har brug for mirakler i deres liv.

”Det var stort, ikke?”, siger Ivan Nikoli tilbage på pensionatet. Hele parkeringspladsen ved ham var fyldt, og han fortæller, at hans mor og søster var med i koret. Selv ville han også gerne have deltaget, men han blev desværre forhindret af arbejde – et nyt hold pilgrimme ankom netop i Medjugorje.

På toppen af Åbenbaringsbjerget finder man en korsfæstet Jesus-figur, som mange pilgrimme går helt tæt på og beder ved. Foto: Mette Skov Hansen.
Vejen op til toppen af Åbenbaringsbjerget består af ujævne klippestykker. Nogle vælger at gå turen i bare tæer, for at den bliver mere smertefuld, og de fleste beder, mens de går. Foto: Mette Skov Hansen.
Mary Dowling (tv.) og Rosemary Conon (th.) er begge fra Irland og har besøgt Medjugorje fire gange. ”Folk, der er kommet her én gang, kommer altid tilbage,” siger Mary Dowling. Foto: Mette Skov Hansen.
Da Tina Ribii første gang kom til Medjugorje for seks år siden, mærkede hun ingenting. Men nogle dage senere fik hun en følelse af, at Gud kaldte på hende, og siden er hun kommet tilbage igen og igen. Her står hun ved ”Det Blå Kors”, som er rejst ved foden af Åbenbaringsbjerget og er et sted, hvor lokale og pilgrimme går hen for at bede. Foto: Mette Skov Hansen.
På gaderne i Medjugorje finder man mange souvenirbutikker, som sælger Maria-figurer og rosenkranse i alle farver, former og størrelser. Foto: Mette Skov Hansen.
Fejringen af åbenbaringsdagen den 25. juni afsluttes med en stor messe, hvor flere titusinder deltager. Messen foregår på en udendørsscene ved Sankt Jakobs Kirke. Foto: Mette Skov Hansen.