Prøv avisen
Interview

Der er stadig brug for religionskritik i kunsten

Firoozeh Bazrafkan er en af de få kunstnere, som stadig beskæftiger sig med religionskritik. – Foto: Jonas Skovbjerg Fogh.

Firoozeh Bazrafkan skaber debat med sine værker, der blandt andet tæller en makuleret koran. Selvom religionskritisk kunst ikke er oppe i tiden, er den ifølge den iranskfødte kunstner stadig vigtig – især når det gælder kritik af islam

Firoozeh Bazrafkan er på mange måder for den visuelle kunst, hvad Yahya Hassan var for den litterære; en fandenivoldsk, kontroversiel kunstner med tyk aarhusiansk dialekt, hvis etniske minoritetsbaggrund træder tydeligt frem i kunsten.

Nærmere bestemt er det i Firoozeh Bazrafkans tilfælde islam og islamkritik, der er fokus på i værkerne. Et af hendes mest kendte værker er ”Blasfemi” fra 2014, som består af en makuleret koran på et bedetæppe. Hun har også markeret sig med forskellige performanceværker på video, hvor hun blandt andet smider sit tøj foran og uddeler piskeslag til koranen.

Så mens eksperter i dagens avis peger på, at religionskritikken fremstår fraværende i dansk samtidskunst, må den 38-årige dansk-iranske kunstner, som er uddannet fra Det Jyske Kunstakademi, siges at trække i den anden retning. Men i modsætning til særligt 1960’ernes og 1970’ernes religionskritiske kunst, som overvejende stillede skarpt på kirke og kristendom, er det altså primært islam, Firoozeh Bazrafkan beskæftiger sig med. Det gør hun på grund af sin baggrund som flygtning fra Iran, siger hun, men også, fordi hun mener, at det er den religionskritik, der er mest brug for i Danmark i dag.

”Som politisk kunstner er jeg optaget af at stille spørgsmål til det tabubelagte og til undertrykkende strukturer i samfundet. I Danmark er kristendommen ikke længere nogen af delene, fordi man har haft et ret fantastisk opgør med den, ikke mindst gennem kunsten. Men der er andre lande, for eksempel i Mellemøsten, hvor man ikke har taget det samme opgør med religion, og derfor har islam ikke rykket sig – heller ikke i Danmark,” siger Firoozeh Bazrafkan.

Som det har været tilfældet med meget religionskritisk kunst gennem tiden, vækker Firoozeh Bazrafkans værker også opsigt og forargelse. For eksempel har hun modtaget adskillige dødstrusler på grund af sin kunst. Men netop derfor er den kritiske kunst vigtig, mener hun.

”Jeg forstår godt, at det for den enkelte kan føles som noget meget personligt, når man oplever en åben udfordring af ens religion. Men udfordringen retter sig ikke mod den enkelte troende. Den retter sig mod religionen og dens forkyndere, som har ansvar for, at den enkelte troende opfatter religionen som ufejlbarlig. Det er i virkeligheden dem, som gør de troende sårbare over for kritik. Kunsten påstår ikke noget. Den spørger bare,” siger hun.

Adspurgt, om hun føler sig alene med at skabe religionskritisk kunst, svarer hun, at hun ikke ønsker ”at forholde sig så meget til, hvad andre kunstnere laver”. Men, siger hun, der er i et vist omfang en tendens til politisk korrekthed og en frygt for at komme til at krænke andre med kunsten, siger hun.

”Vores samfund er skruet sådan sammen, at vi skal holde hånden under de svage, herunder religiøse minoriteter. Og når man som kunstner laver noget, der er bare lidt kritisk over for islam, ender det altid med, at man skal sige undskyld, fordi folk er krænkede. Men jeg har det bare sådan, at folk skal være hjerteligt velkomne til at føle sig krænkede, men jeg håber også, de vil være åbne over for debat. Politisk kunst er jo netop til for at give folk nogle redskaber til at debattere videre,” siger hun.

Synes du, det åbner for en konstruktiv debat at makulere Koranen eller give den piskeslag?

”Mit udgangspunkt er, at når jeg har købt Koranen, så kan jeg gøre med den, hvad jeg vil, ligesom jeg kan med Det Gamle Testamente, som jeg makulerede ved samme lejlighed. Hvis man i religionens navn kan piske et andet menneske, så mener jeg også, religionen selv bør kunne tage nogle piskeslag. Der bliver trykt tusindvis af koraner og bibler. Det kan godt være, det provokerer nogle, og det er også derfor, medierne ynder at kalde det ’provokunst’, men det er der faktisk ikke noget, der hedder. Det er avantgardekunst, og avantgardekunst skal gå foran, give chokeffekt og stille åbne spørgsmål.”