Vi kan godt lide fortællingen om, at Danmark altid har været et meget harmonisk og homogent samfund. Men historien holder desværre ikke.
I hvert fald ikke hvis man kigger på den lille vestjyske by Bøvlingbjerg, der ligger i det nordlige Vestjylland tæt ved både fjord og hav.
Her blev byen delt i to på grund af vækkelserne i slutningen af 1800-tallet, og i dag er der stadig imellem nogle af familierne en kløft, der har rødder tilbage til den gamle strid.
Hvad striden helt præcist handlede om, vender vi tilbage til.
Men den førte blandt andet til oprettelsen af Bøvling Valgmenighed, der i dag har små 700 medlemmer og ud over kirken også har oprettet en friskole, en børnehave og en efterskole.
Jens Erik Jensen er næstformand i valgmenighedens bestyrelse. Han er gået på pension for en del år siden, passer selv sit lille husmandssted et par kilometer uden for byen og er derudover meget aktiv i valgmenigheden.
Jens Erik Jensen og hans nu afdøde kone kom til friskolen som lærere i 1975, og ingen af dem kendte meget til byens historie. Men de fandt hurtigt ud af, at det var et ganske særligt sted:
”Der var to af alting. To smede - en grundtvigsk og en missionsk. To bagere. To steder at købe ind - Brugsen og købmanden; og ingen missionsfolk satte deres ben i Brugsen. De gik til købmanden.
Det var meget svært for os at forstå som tilflyttere. Men vi kunne da helt klart mærke, at der blev kigget skævt til os, hvis vi kom til at gå ind det 'forkerte' sted.”
Helt så udpræget er opdelingen ikke længere. Marianne Gyldenkærne kom til Bøvling Valgmenighed som præst for halvandet år siden, og hun oplever ikke et parallelsamfund i dag.
Hun kan alligevel tydeligt mærke, at sognet stadig er præget af det gamle opgør.
”Det handler nok ikke så meget om en religiøs uenighed nu. Men den gamle strid har sat spor i familier og slægter, så der stadig er en bevidsthed om, hvilken gruppe man hører til.
Det blev helt tydeligt, da den kommunale folkeskole lukkede, og friskolen derfor var det eneste lokale tilbud. Mange sendte deres børn i friskolen, men de meldte sig ikke ind i valgmenigheden, som skolen jo ellers er en del af.
For nogle familier ville det simpelthen på grund af forhistorien være et alt for stort spring at melde sig ind i valgmenigheden.”
Og så vender vi tilbage til det, der udløste det hele.
Sognets kirke skulle have ny præst. Året var 1874, og daværende pastor Dreyer var blevet gammel.
Han havde i nogle år haft en hjælpepræst, en såkaldt kapellan, Jes Jessen, der var meget populær i menigheden, og et stort flertal ønskede, at han blev ansat som Dreyers efterfølger.
Men folk fra Indre Mission ønskede ikke Jessen, da han var af grundtvigsk observans.
Der blev derfor lavet en underskriftindsamling, hvor 231 ”familiefædre” skrev under på, at de ønskede Jessen som ny præst, mens 17 skrev under på en liste imod ham.
Selvom de grundtvigske sympatisører altså var i flertal, følte de sig alligevel ikke helt sikre. De missionske havde nemlig gode politiske kontakter.
Derfor rejste to landmænd fra Bøvling til København for at tale deres sag for både kultusminister og konge. Dialogen mellem kong Christian den Niende og bonden Mads Agger er nærmest legendarisk i dag.
”Kongen spørger, om Jes Jessen er venstremand. Det blev dengang anset for at være ret rabiat. 'Ja, det tror jeg nok, han er', svarer Mads Agger.
'Er han så også grundtvigianer?', lyder det fra kongen. 'Ja, det er da derfor, vi vil have ham', kommer det prompte fra Mads Agger.
Christian den Niende gik derefter i gang med at sige en masse om Grundtvig, som ifølge Mads Agger var helt forkert, så derfor siger han til kongen: 'Jeg kan høre, at majestæten ikke ved ret meget om Grundtvig'.
Det var jo ret kækt at sige sådan til kongen. Men vestjyske bønder var bestemt ikke forsagte eller underkuede. De vidste godt, hvem de var,” fortæller Jens Erik Jensen.
Om det var på grund af Mads Aggers meget direkte tale vides selvfølgelig ikke. Men kongen pegede ikke på Jes Jessen som Dreyers efterfølger.
Og derfor tog bønderne selv affære og oprettede en valgmenighed i Bøvling - med Jes Jessen som menighedens første præst.
”På den måde var kongen indirekte med til at splitte byen. Havde han sagt god for Jes Jessen, var der jo et flertal i sognet, der stod bag den nye præst.”
Den nye valgmenigheds-kirke stod klar i 1875 for penge, man selv rejste. Den kostede 6000 kroner. Og hurtigt besluttede de driftige grundtvigianere, at der ogå skulle etableres en friskole i sognet.
”Da de havde fået valgmenigheden i gang, kunne de jo godt se, at de var nødt til at sikre en fødekæde til kirken.
Derfor bygger de deres egen skole, og et par år senere etablerer de forsamlingshuset, så der er et andet sted end kirken at mødes for det nye fællesskab,” fortæller Jens Erik Jensen.
Men det var ikke kun i valgmenighedens første tid, at der blev ekspanderet og tænkt nyt. Inden for de seneste par årtier er der føjet en idrætsefterskole og en børnehave til valgmenighedens familie.
”Der er et meget nært samarbejde mellem kirken og de øvrige institutioner her i Bøvling. Vi har for eksempel fælles morgensang med skolen og børnehaven en gang om måneden her i kirken, og vi holder fælles foredragsaftener.
Kirken er en central spiller i det fællesskab, der er her i byen, og som præst oplever jeg derfor generelt en stor opbakning til kirken og en menighed, der både er meget aktiv og stiller krav - men samtidig giver mig som præst stor frihed og udviser stor tillid,” siger Marianne Gyldenkærne.
Umiddelbart ser fremtiden derfor lys ud for valgmenigheden, der fik skabt en levende menighed med en stor og tydelig betydning for den lille vestjyske by.
”Men vi er i den grad en del af det såkaldte 'Udkantsdanmark', og området er præget af stor affolkning.
Bøvlingbjerg ligger i Lemvig Kommune, hvor en fremskrivning viser, at man mister omkring 25 procent af indbyggerne inden for de næste 20-30 år.
Det er også derfor, at vi hele tiden tænker videre frem og forsøger at skabe nye initiativer, så det fortsat vil være attraktivt at komme hertil og blive en del af et levende fællesskab,” siger Jens Erik Jensen, der stolt viser rundt i både kirken, på kirkegården og på de store naturarealer omkring friskolen, børnehuset og efterskolen.
Den grundtvigske valgmenighedsmand har dog også en vigtig pointe i forhold til udviklingen i byen og sognet.
Grundtvigianerne kan nemlig ikke alene tage æren for den.
”En ting er at starte noget nyt, men det at holde det i live bagefter - det er det, der kræver noget. Og hele striden imellem missionens folk og grundtvigianerne har faktisk også fungeret som en drivkraft i sognet.
Der har gennem alle årene været et spil og et modspil, så vi har holdt hinanden til ilden.”