Hvordan vil du beskrive din tro?
Jeg vil beskrive og betegne mig selv som kristen ud fra den opfattelse, at der i kristendommen ligger en blanding af håb og tvivl. De to går for mig hånd i hånd. Der findes andre religioner, som kan være meget mere dogmatiske, og hvor man definerer det at tro som det at vide. Det kan jeg ikke forlige mig med. Jeg definerer det at tro som at være fyldt af et håb.
LÆS OGSÅ: For mig er kristendommen en måde at leve på
Hvordan var forholdet til religion i dit barndomshjem?
Den var faktisk meget kontrastfuld, fordi mine forældre var en del af hippiebevægelsen, hvor det blandt andet ikke var normen, at man fik sine børn døbt. Men samtidig kom jeg en del i folkekirken, fordi min far var kirkesanger i Bolbro Kirke i Odense. Når min mor arbejdede som sygeplejerske om søndagen, var jeg med min far i kirke, og jeg kan huske, at jeg følte en vis tryghed ved at sidde dér og høre min far synge. Jeg var også meget fascineret af orgelet og over, at man både skulle bruge hænder og fødder til at spille. I dag er det også en god oplevelse at kunne genkende de salmer, min far sang, når jeg selv kommer i kirken.
Men selvfølgelig kunne det også være kedeligt at skulle sidde stille i kirken så længe. Højdepunktet var klart, når jeg fik en sodavand af kordegnen.
Min mor voksede op i et meget religiøst hjem, hvilket hun tog kraftigt afstand fra, da hun blev voksen og flyttede hjemmefra.
Hvad har udfordret din tro?
Som sagt er jeg vokset op i et meget politisk miljø og er nu også selv gået ind i politik. I de kredse kan der nogle gange være en meget kritisk holdning til religion, som kan være udfordrende, hvis man selv går og tænker på, hvorvidt man er troende eller ej.
Derudover må jeg også nævne massakren på Utøya for to år siden. Når meningsløsheden bliver så omsiggribende, som den var for mig den dag, så rystes man og kan komme til at tænke på, at hvis der er en god skaber, hvorfor griber han så ikke ind?
Hvad har formet den tro, du har i dag?
Jeg mistede min far for ikke så mange år siden. Da han døde, var han stadig medlem af folkekirken, og jeg oplevede det som enormt rart og betryggende, at der var en institution som folkekirken, der tog sig af alt det praktiske. Der er en masse formelle ting, man skal have styr på, når man mister et familiemedlem, og der hjalp kirken os virkelig meget.
Efter min fars død gik jeg og tænkte meget over, hvad det er for en folkekirke, vi har i dag. Mange kirker rundt om i verden er meget dogmatiske, kan for eksempel ikke acceptere homo-seksualitet, men der oplevede jeg folkekirken som meget humanistisk, også på en måde, som jeg kunne genkende fra mit politiske ståsted, og som jeg kunne forlige mig med i forhold til min søgen efter tro.
Da jeg så for nogle år tilbage blev spurgt, om jeg ville stå fadder til en kammerats barn, besluttede jeg mig endeligt for at melde mig ind i folkekirken. Min kæreste, som jeg i dag har en lille datter med, har også altid sagt, at vores børn skulle døbes, så det var endnu en god grund til selv at blive det.
Hvordan gør din livsanskuelse en forskeli din hverdag?
Jeg har en indignation, som betyder, at når jeg oplever uretfærdighed, så vil jeg gerne gøre noget for at afhjælpe den. Blandt andet har vi i Odense talt om et fixerum til byens narkomaner. Her mener jeg, at det er rigtigst at sætte al ideologi til side og lade være at dømme dem, fordi de er havnet, hvor de er. I stedet skal vi se på, hvordan vi rent faktisk kan hjælpe de her mennesker.
Meget af det, jeg prøver at foretage mig i mine politiske valg, handler om næstekærlighed, som jeg synes er kristendommens stærkeste budskab. Vi er kun det, vi er, i kraft af andre.
Hvem er et forbillede for dig i eksistentielle spørgsmål?
Svend Auken var nok den person, der først og bedst gjorde mig opmærksom på, at man ikke skulle skamme sig over at være både socialdemokrat og kristen. Der er stor samhørighed mellem kristne og social-demokratiske værdier flere af partiets hjørnestene bygger jo nærmest på kristendommen. Det er fint, at en person som Svend Auken sagde sådan, fordi jeg ellers oplever, at det kan være meget grænseover-skridende at skulle tale med andre om sin tro. Det er noget meget privat.
Jeg tror, at troen altid har blafret i mig, også da mine jævnaldrende blev konfirmeret i sin tid. Jeg har håbet, at der var noget at tro på. At der var håb midt i al galskaben.
Hvad er det bedste åndelige råd, du nogensinde har fået?
I forbindelse med Utøya var der en af de unge mennesker, der havde været med ude på øen under massakren, der blev interviewet til tv. Hun sagde: Hvis en mand kan vise så meget had, så tænk på, hvor meget kærlighed vi i fællesskab kan skabe. Det bevægede mig, og selvfølgelig nok ekstra meget, fordi jeg selv er medlem af DSU (Danmarks Socialdemokratiske Ungdom), som er søsterparti til det norske AUF (Arbejdernes Ungdomsfylking), hvis medlemmer blev slået ihjel på Utøya.
