Det er et vartegn over Paris, som er lige så ikonisk som Notre-Dame og Eiffeltårnet. Det kridhvide neobyzantinske monument hæver sig over Paris fra Montmartre-bjerget og svæver næsten overjordisk over verdensbyen.
For nogen er det en kliché ligesom turistfælden i gaderne bag basilikaen med sin teaterkulisse af franske bistroer, gadetegnere og masseproducerede akvareller af Paris. Arkitektoniske puritanere foragter Sacré-Coeur som en kitschet flødeskumslagkage, langt fra Notre Dames århundredgamle gotiske værdighed.
Turisterne elsker derimod Montmartres store kirke, den næstmest besøgte seværdighed i Paris efter Notre-Dame. Over 10 millioner besøgende aser sig hvert år op ad trapperne mod det venetianske klokketårn inspireret af Markuskirken og de østerlandske kupler, som skal minde om Konstantinopels byzantinske Sankt Sophia. Og de besøgende flokkes under mosaikkerne, der kulminerer i den kæmpemæssige Kristusfigur i den 16 diameter brede midterkuppel.
Men når den sidste aftenmesse klinger ud klokken 23, begynder et andet liv i basilikaen. Turister og andet godtfolk gennes ud. Lyset slukkes. Kun alteret og monstransen – beholderen – med oblaten er oplyst. Stilheden sænker sig over nogle få mennesker, som allerede er fordybet i bøn.
Om en time vil de blive afløst af nye bedende, der venter i sovesale og værelser i en tilstødende bygning, som er forbundet med Sacré-Coeur via et langt galleri. Natten igennem vil Sacré-Coeur fyldes af den tavse intensitet af en uophørlig bøn, som siden indvielsen for 100 år siden har rejst sig fra Sacré-Coeur.
”Det er ret fantastisk at vide, at jeg fortsætter en bøn, der begyndte før, jeg blev født, og som vil fortsætte efter mig,” siger Alex Domingo.
Han er en af dem, som regelmæssigt deltager i den natlige bøn og også en gang om måneden indleder aftenbønnen med at læse en tekst, de bedende kan meditere over.
”Det er en ret enestående oplevelse at sidde i den mørke kirke, hvor kun monstransen og alteret er oplyst. Om dagen er basilikaen fuld af mennesker, men om natten hersker en fred og en næsten håndgribelig tro. Hver har sin metode. Nogle mediterer, andre har en bedekrans. Man beder for sig selv, for sine nærmeste, for de andre i kirken. Det er som at være i direkte samtale med Gud,” siger Alex Domingo.
Parisere – men også tilrejsende fra ind- og udland – kan melde sig hos benediktinernonnerne i det tilstødende herberg og få en billig overnatning til gengæld for at stå op og bede en time i løbet af natten.
Den bøn, der finder sted i Sacrè-Coeur, er tilbedelsen af sakramentet, den eukaristiske tilbedelse af Jesus som værende fysisk til stede i hostien under nadveren. Tilbedelsen forlænger nadveren i den katolske liturgi, og i nogle kirker, hvor monstransen med hostien står fremme permanent, er også bønnen permanent. Det er tilfældet i Sacré-Coeur, og sådan var det allerede, inden kirken blev indviet den 16. oktober 1919.
”Det begyndte allerede i 1885 i et kapel ved siden af byggepladsen, og det har varet lige siden,” fortæller kirkens teologiske og praktiske leder, Jean Laverton.
”Slutningen af 1800-tallet og begyndelsen af 1900-tallet var karakteriseret af en stærk katolsk vækkelse i Frankrig. Katolikkerne blev missionærer i stort tal, og der blev rejst nye kirker over hele landet,” siger Jean Laverton.
Frankrig var i dyb krise efter nederlaget til Preussen i 1870, der markerede afslutningen på det andet franske kejserdømme. Kejser Napoleon den Tredie blev taget til fange af den preussiske hær i Sedan, og Frankrig måtte afstå Alsace og Lorraine. Denne nationale katastrofe, mente katolikkerne, var en guddommelig straf for parisernes og franskmændenes gudløshed.
I 1870 aflagde to parisere, Alexandre Legentil og Hubert Rohault de Fleury, det løfte, at de ville rejse penge til at bygge en kirke i Paris, der kunne udsone parisernes synder.
Den parisiske ærkebiskop besluttede, at den nye kirke skulle bygges på Montmartre, Mons Martyrum eller Martyrernes bjerg, hvor de første kristne martyrer blev dræbt.
Første spadestik blev taget den 16. juni 1875. Men byggeriet trak ud, især fordi undergrunden viste sig at være ualmindeligt ustabil. Sacré-Coeur måtte stives af med 88 søjler, der borer sig 33 meter ned i Montmartre-bjerget og afstives af betonbuer.
15 år senere, i 1891, var selve kirkeskibet færdigt, bygget i samme hvide kalksten som Triumfbuen. Da kirken stod færdig i 1914, havde byggeriet varet adskillige år længere og kostet næsten seks gange mere end beregnet. Og så kom Første Verdenskrig og forhindrede indvielsen, som først blev gennemført den 16. oktober 1919.
”Sacré-Coeur er et åndeligt kraftcenter. Et kloster for benediktinernonner er tilknyttet kirken. Og Sacré-Coeur er et pilgrimsmål, som næsten hver dag besøges af pilgrimme. Beliggenheden på toppen af Montmartre betyder, at man rent faktisk stiger op mod kirken og skal gøre en vis indsats for at nå frem. Når man så træder ind i Sacré-Coeur, i Kristi Hellige Hjerte, træder man ind i en fysisk relation med Kristus,” siger Jean Laverton.
”Det Hellige Hjerte refererer til evangeliets fortælling om, hvordan de romerske soldater jog spyddet i den døde Kristus på korset, hvorefter blod og vand løb fra såret. Det blødende hjerte er symbolet på den ultimative kærlighedsgerning, det var, at Kristus lod sig ofre og døde for vore synder,” siger Sacré-Coeur-præsten.
Tilbedelsen af det hellige hjerte tog for alvor fart i Frankrig i 1600-tallet, da en nonne i Paray-le-Monial i Bourgogne i en vision så Kristus og hørte ham sige, at ”dette er hjertet, som har elsket så mange mennesker, og som er så lidet elsket.”
Budskabet blev anerkendt i 1765 af pave Clemens den Trettende. 91 år senere indstiftede pave Pius den Niende en religiøs højtid for Det Hellige Hjerte, og teologisk blev kulten præciseret i Pius den Tolvtes Encyclica fra 1956. Mange hundrede kirker over hele verden, fra USA til Bahrain, er viet til Jesu Hellige Hjerte, og nogle af dem, især i Frankrig er direkte knyttet til Sacré-Coeur i Paris.
Men lige så stærkt, Sacré-Coeur har appeleret til katolikkernes åndelighed, lige så stærkt har den provokeret det anti-klerikale Frankrig. Byggeriet faldt i vid udstrækning sammen med den kamp mellem det katolske og det verdslige Frankrig, som kulminerede med adskillelsen af kirke og stat i 1905.
Forfatteren Emile Zola rasede over at se ”Paris kronet, domineret af dette vantro tempel, rejst til forherligelsen af det absurde”.
Montmartre var hjertet i Pariserkommunen i 1871, der bragte folket til magten i protest mod den franske kapitulation til Preussen. Opstanden blev nedkæmpet af den katolske conseilspræsident Alphonse Thiers under ”den blodige uge”, der endte med en massakre på op til 20.000 mænd og kvinder.
For det verdslige Frankrig er Sacré-Coeur derfor rejst på Pariserkommunens blodige grund som symbolet på genetableringen af den gamle orden, siger Françoise Bazire, formanden for foreningen Les Amis de La Commune, der holder historien om Pariserkommunen i live.
”Sacré-Coeur læses af nogle som en provokation, som kirkens hævn over det parisiske folk, der vovede at regere sig. Montmartre var kernen i Pariserkommunen, men i dag er den historie nærmest forsvundet under Sacré-Coeur,” siger Françoise Bazire.
I 1882, da byggeriet var godt i gang, forsøgte byrådet at standse den nye basilika, og så sent som i 2017 foreslog en indbygger i Paris at rive Sacré-Coeur ned, ”denne borgerlige vorte, der håner mindet om Pariserkommunen”.
For Jean Laverton er det imidlertid en polemik, der ikke angår den katolske kirke.
”Beslutningen om byggeriet blev truffet i 1873. Sacré-Coeur har intet med Pariserkommunen at gøre, og den katolske kirke har altid været meget forsigtig med ikke at gøre kirken til en brik i kampen mellem det verdslige og det katolske Frankrig”, siger han.
Til gengæld kan han godt forstå, at arkitekturen vækker forundring.
”Stilen er overraskende. Vi er ikke vant til denne kombination af neo-romansk og neo-byzantinsk stil, og de fleste havde forestillet sig en mere traditionel kirke. Men når vejret er godt, og de tunge bronzedøre står åbne under gudstjenesten, har man en forunderlig udsigt over de parisiske tage. Sacré-Coeur våger over pariserne, ” siger præsten.
Markeringen af 100-året varer frem til oktober 2020.
”Hele året skal benyttes til mission. Vi vil vidne hele året, og der vil være såkaldte opstigninger, hvor katolikkerne vil stige op ad bjerget i både fysisk og åndelig forstand, som små pilgrimsrejser fra foden af Montmartre-bjerget. De troende vil være de levende sten ved siden af de fysiske sten, som blev indviet for 100 år siden,” siger Jean Laverton.
Og især vil hæren af anonyme holde den ubrudte bøn i livet, mens Sacré-Coeur træder ind i sit andet århundrede.8