Hvordan vil du beskrive din tro?
Jeg er født tysk, døbt og konfirmeret i St. Michael Kirche i Flensborg, hvor mine forældres bedste ven var præst. Jeg er også stadig medlem af den tyske kirke, selvom min danske hustru indimellem drillende spørger mig, om ikke jeg snart skal skifte kirke. Og det skal jeg, selvom kirketilhørsforholdet bare er et stykke papir, som ikke behøver at have meget med tro at gøre. Min tro bygger derimod på en indre tillid til, at jeg er en del af noget større. De nærmere detaljer kan være under stadig revision, men kernen er intakt, og jeg mærker altid en personlig og indre sjælero, når jeg er i en kirke. I mit hoved og hjerte er jeg også for længst medlem af folkekirken, hvor vores to børn er døbt og konfirmeret. Min hustru og jeg er så gift på rådhuset, men det skyldtes noget praktisk, da vi dengang boede i København og var studerende.
Hvordan var forholdet til religion i dit barndomshjem?
Jeg er vokset op i Flensborg lige syd for grænsen. Mine forældre var teenagere under Anden Verdenskrig og derfor også medlemmer af Hitlerjugend. Opvæksten i det totalitære nazistiske styre påvirkede dem meget, og de brugte resten af livet på at skabe andre værdier og søge et nyt ståsted, som de ligesom så mange andre tyskere fandt i kirken. Det påvirkede også os børn, selvom vi ikke blev slæbt med til gudstjenester. Mine forældres bedste ven var præst, og en anden god ven teologisk professor, så der var teologisk viden i mit barndomshjem. Vi lærte om vigtigheden af tolerance, at møde verden fordomsfrit og ikke dømme andre for hurtigt, altså alt det, som kristendommen står for, og som er stik modsat nazismen, for livet handler om at gøre godt for mennesker. Mine forældre var derfor også med til at starte et center for voldsramte kvinder i Flensborg, de stod fredsvagt i 1980’erne og var aktive i meget andet.
Hvad har udfordret din tro?
Da jeg som ung blev konfirmeret, kunne jeg ikke komme hurtigt nok væk fra kirken bagefter. Jeg kan huske, hvordan jeg til selve konfirmandundervisningen sad og kiggede op og talte antallet af brædder i kirkeloftet, for så meget kedede jeg mig. Jeg følte i tiden bagefter heller ingen forbindelse til kirken, end ikke ved begravelser og lignende. Men jeg blev ældre, og da jeg næsten var færdig med min uddannelse, var der sket noget. Jeg så kirken i et andet perspektiv, måske fordi jeg havde beskæftiget mig meget med kirkerummet i min uddannelse i europæisk kultur og derigennem fået både indsigt i og respekt for, hvad der sker i selve kirken. Jeg blev ikke på noget tidspunkt ramt af lyset eller fik andre nøgleoplevelser, der var mere tale om en langsom modning.
Mest udfordret, ja rokket i min grundtro, blev jeg, da min søster døde kun 33 år gammel. Jeg var selv 30 år og følte, hvordan min store fortvivlelse forvandlede sig til tvivl – tvivl på kirken, på troen og på Guds eksistens. Men som årene gik, kom troen af sig selv og ganske langsomt tilbage, og de seneste 15-16 år har den været meget nærværende.
Hvad har formet den tro, du har i dag?
En af de ting, som har betydet meget, er højskolen. Mit første ophold i Danmark var i 1985-1986, inden jeg i 1990 flyttede permanent hertil for at arbejde med kultur, oversættelser og som lærer på en højskole i Aabenraa, hvor mit møde med grundtvigianismen og den skoleform, som højskolen står for, passede perfekt med min opvækst og den konstante søgen.
Mit møde med den danske folkekirke var også spændende. Jeg havde lige truffet kvinden, som nu er min kone, og vi skulle i kirke, og jeg kan huske, hvordan jeg syntes, at den danske gudstjeneste var meget konservativ og ritualiseret i forhold til den tyske, hvor man er mere eksperimenterende.
Som ung havde jeg for eksempel spillet i et rockband, som havde optrådt med larmende rockmusik for fulde gardiner i en kirke i Flensborg, hvor alle bænkene var taget ud, og der var puder i kirkerummet, så publikum kunne ligge der. Sådan noget sker sjældnere i en dansk folkekirke, hvor man er meget mere opmærksom på, hvad kirkerummet kan bruges og ikke kan bruges til. Det er der også en tryghed og en respekt for historien i, som jeg godt kan lide i dag.
Hvordan gør din livsanskuelse en forskel i hverdagen?
Min livsanskuelse forbinder min selvforståelse og mit arbejde. Men den er også min personlige drivkraft. I museumsverdenen kan vi nemlig endnu arbejde uafhængigt og uden at være for styret af stat og politikere. Det er vigtigt, ikke kun for os selv og vores nutid, men også for vores eftertid, at vi indsamler, bearbejder og gemmer data og kulturhistoriske vidnesbyrd. Ja, det er museets centrale opgave, som også hænger sammen med både det moderne gennembrud og hele det samfund, som blev skabt i 1800-tallets Danmark, hvor Grundtvig spillede en central rolle.
Vi har her i området 38 kirker, hvor jeg har arrangeret rundvisning i de 28 af dem indtil videre. Her allierer jeg mig med præsten og fortæller om kirkerummets udvikling fra middelalder til nu, og undervejs kommer vi ind på både billeder, teologi og livets store spørgsmål, der tilsammen danner en fortælling om en historisk udvikling i et land. Det rører mig dybt hver gang og giver en rodfæstethed, der også går ind i min tro.
Hvem er forbillede for dig i eksistentielle spørgsmål?
Skal jeg nævne to, bliver det først den tyske samfundskritiske forfatter Erich Kästner, der omkring 1900 skrev ”Es gibt nichts Gutes, ausser man tut es”, altså at der findes ikke noget godt, uden at man gør det. For man kan snakke om alt muligt, men det væsentlige er handlingen.
Den anden er min bedstemor, som altid havde en tillid til, at vi nok skulle nå i mål. Der kommer en løsning, og det ender godt, sagde hun. Det er fine ord at have med sig, og dem har jeg også prøvet at give videre til mine egne to børn, der studerer henholdsvis historie og psykologi.
Hvad er det bedste åndelige råd, du nogensinde har fået?
Det kommer fra min professor ved universitet i Hamborg, hr. Lutz, som altid sagde, at man skal gøre sig umage og møde mennesker fordomsfrit, mens man begiver sig ind i sit felt på en måde, så man er åben over for andre holdninger. Så det prøver jeg, for livet handler om at begribe verden og hinanden. Men der er i vor tid en selvoptagethed, som jeg også ser her på museet, hvor der kommer mange unge med store egoer, men uden noget at have dem i. Så resultatet bliver, at de ikke evner at være åbne og at løse opgaverne. Det er bekymrende, men det skal nok ende godt alligevel, som min bedstemor altid sagde. Det tror jeg på.